Godhedens arrogance

Dokumentarfilmen er et stærkt medie, og som dokumentarist varetager man et stort ansvar. Det ansvar svigter instruktøren Aage Rais-Nordentoft med dokumentarfilmen Afvist, der er mere manipulation end dokumentation.

Filmen præsenteres som »et portræt af begivenhederne før, under og efter rydningen« af Brorsons Kirke, hvor en gruppe afviste irakiske asylansøgere i sommer søgte tilflugt. Men filmen giver ikke noget sandfærdigt billede af irakernes situation hverken før, under eller efter rydningen af kirken.

To unge irakere bliver interviewet. Seerne får at vide, at de to interviews foregår i Sandholmlejrens fængselsafdeling Ellebæk, hvor mændene blev indsat efter rydningen. Men det er ikke sandt.

Diar, som den ene hedder, sad kun kort i Ellebæk Fængsel. Kigger man optagelserne fra interviewet nøje efter, afslører de da også, at interviewet foregår i Sandholmlejrens åbne afdeling. Her blev Diar flyttet hen, efter han ikke længere var i såkaldt udsendelsesposition, fordi de danske udlændingemyndigheder genåbnede hans sag om humanitær opholdstilladelse. Men seerne får ikke at vide, at Diar ikke længere står til udvisning.

Det andet interview, med 19-årige Zirian, er rigtignok optaget i Ellebæk Fængsel. Men hvor filmen giver indtryk af, at det overordentlig triste rum, hvor Zirian bliver interviewet, er hans celle, er virkeligheden, at det er et af de besøgsrum, hvor gæster og journalister kan møde de indsatte. Og at Zirian nu er blevet løsladt fra fængslet, fremgår heller ikke af filmen, end ikke af rulleteksterne.

Smagløst

På intet tidspunkt lykkedes det Aage Rais-Nordentoft at finde ind til kernen af de to unge irakeres historie. Hvorfor de er flygtet, hvorfor de frygter at vende tilbage til Irak, og hvordan deres liv har formet sig på de danske asylcentre gennem de seneste mange år, forbliver uberørt - selv om der i begge tilfælde er meget at fortælle.

Irakernes ophold i Brorsons Kirke formår Aage Rais-Nordentoft heller ikke at indfange, selv om der bestemt, særlig i begyndelsen af filmen, er nogle rørende, dramaturgisk velvalgte scener fra kirken.

Den besynderligt langsomme, men intense stemning i krypten under kirken, hvor irakerne tilbragte hverdagen, er noget, denne signatur, der har dækket sagen for Information, altid vil huske. Det vil nok også andre, der kom i kirken, om de så var journalister, aktivister eller andre gæster. Men Afvist indeholder ikke en eneste optagelse fra de rum, hvor irakerne levede i de mærkelige måneder.

I stedet fremmaner instruktøren en forloren åndfuldhed. Vi ser billeder af irakerne i kirkerummet med orgel og alter, og i baggrunden hører vi salmesang og præst Ramsdal, der under en gudstjeneste beder en bøn for et liv »i frihed og glæde som Dine kære børn og ikke som slaver af falskhed og frygt«. Det virker søgt, hvis ikke smagløst.

Aage Rais-Nordentoft behandler et alvorligt emne, der involverer nogle sørgelige skæbner, med en skæmmende mangel på seriøsitet. Det ligger der en slags godhedens arrogance i. Som om man ved, man er på det godes side og derfor ikke også behøver at have sandheden på sin side.

Mest af alt ligner filmen et partsindlæg, men der kan ikke være nogen tvivl om, at instruktøren skader den sag, han ønsker at fremme. Han vildleder mere, end han oplyser. Manipulerer mere end han dokumenterer.

Ærgerligt er det. Sjældent er en sag blevet så misvisende repræsenteret i danske medier som historien om de afviste irakere i Danmark. Her var der en chance for at give et reelt bud på en del af den komplicerede sandhed. Men chancen blev forspildt.