Læsetid: 6 min.

Hun gør både venner og fjender tilfredse

Memoirer for millioner. Sarah Palins nye bog har ligget på bestsellerlisterne i månedsvis, før den udkom. Interessen afspejler ikke kun bogen, men fænomenet Palin, en politiker så splittende eksplosiv at hendes lige aldrig før er set i amerikansk politik. Bogen selv er underholdende, letlæst, vittig - og lærerig i sin skamløse populisme
Patriotisk pres. Palin er så patriotisk, at hun af al kraft forsøgte at føde sin datter på den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli. Hun var ude at sejle i kajak på Memory Lake i Wasilla, da hun fik veer. »Jeg ønskede mig så brændende en patriotisk baby, at jeg padlede ekstra hårdt for at fremskynde veerne, men Willow holdt ud til næste dag:

Patriotisk pres. Palin er så patriotisk, at hun af al kraft forsøgte at føde sin datter på den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli. Hun var ude at sejle i kajak på Memory Lake i Wasilla, da hun fik veer. »Jeg ønskede mig så brændende en patriotisk baby, at jeg padlede ekstra hårdt for at fremskynde veerne, men Willow holdt ud til næste dag:

Chip Somodevilla

21. november 2009

Going Rogue An American Life er Sarah Palins memoirer samt personlige beretning om den valgkamp, hun blev kastet ind i sidste år, da den republikanske præsidentkandidat, John McCain blev tvunget til at vælge den på det tidspunkt totalt ukendte guvernør fra Alaska som sin running mate. Som det meget hurtigt blev klart efter valget, var det ikke et valg, McCain foretog med entusiasme. Han havde kun mødt Palin én gang, og havde i ugevis talt for sin gamle ven Joe Lieberman, tidligere demokrat og derefter uafhængig, som sin nummer to, men det ville ingen i hans stab høre tale om.

Én gammel hvid mand var rigeligt; to var en billet til det politiske dødsrige, mente strategerne.

Der skulle definitivt andre boller på suppen, helst nogle, der kunne samle frustrerede kvindelige fans af Hillary Clinton op. Og kødboller var, hvad republikanerne i den grad fik. Sarah Palins debut på USAs nationale politiske scene var eksplosiv. Den straight-talende, elgskydende, religiøse mor til fem var i starten et rent proteintilskud til en hensygnende republikanske kampagne.

Elgdogs med ketchup

Og netop kød spiller en ikke ringe rolle i bogen. Palin er vild med kød helst moose-dogs med ost, altså hotdogs lavet af elgkød og med hele svineriet i pølsebrødet men også hakkedrenge, koteletter, steaks, frikadeller, you name it. Og med et citat karakteristisk for bogens stil, skriver hun, at hun som guvernør, »altid sagde, at der er plads til alle Alaskas dyr på tallerkenen ved siden af kartoffelmosen«.

Under kampagnen forsøgte McCains stab der lå i en evig krig med Palin-lejren at få hende til at spise mindre kød. De troede, som der står i et morsomt afsnit i bogen, at vicepræsidentkandidaten var på Atkins-kuren (en verdensberømt slankekur, der består i, at man fylder sig med kød, smør, fløde, ost og absolut ingen kulhydrater.):

»Fra nu af er det slut med alt det kød, Sarah. Du får mere energi, hvis du spiser mere afbalanceret, og i morgen flyver vi en diætist ind, som du skal tale med.«

Østkysteliten

Palin, forsøger at svare, ifølge sig selv, at hun får energi af sine daglige løbeture, som hun varmt kan anbefale til McCains stab, som hun kun har foragt tilovers for med deres »nikotinbefængte« fingre og indspiste manerer. Men de hører intet. Store dele af bogen er viet til disse slagsmål særligt med chefrådgiver Steve Schmidt, som man får et elendigt indtryk af. Schmidt har ikke holdt sig tilbage fra at kommentere Palins påstande, som han i sidste uge kaldte »rent digt. Der intet, absolut intet har med virkeligheden at gøre«. Begge parter har i løbet af ugen forsøgt at fremvise beviser.

Palin har optrådt på Oprah, hos Barbara Walters og på hvert eneste konservativt radio- og tv-program, der har indbudt hende hvilket vil sige dem alle. Rush Limbaugh kaldte Going Rogue for »en af de bedste og mest indholdsrige politiske bøger, jeg nogen sinde har læst«.

I de liberale østkystmedier udpeget som skurke alle til hobe, faktisk det værste, USA kan byde på, hvis man spørger Palin er sarkasmen til at tage og føle på, »måske har Rush bare ikke læst andre bøger,« funderede Ana Marie Cox, journalist og fast kommentator på MSNBCs Rachel Maddow-show, som anmeldte bogen fra venstre for Washington Post tirsdag. Cox havde intet andet end hån til overs for memoirerne, som hun kaldte »mest bling bling, ingen substans; med andre ord afspejler den hendes politik udmærket«.

Matthew Continetti, der er redaktør ved det konservative, respekterede tidsskrift Weekly Standard, har tilsyneladende læst en helt anden bog. Han har selv skrevet bogen Forfølgelsen af Sarah Palin hvordan de elitære medier forsøgte at dræbe et stjerneskud. Han anmeldte bogen tirsdag fra højre også i Washington Post med disse ord: »Memoirerne er alt, hvad man kan ønske sig fra en politiker, der ingen intentioner har om at forlade den nationale politiske scene ... Palin beriger os med hjemmebryggede historier, vittigheder, saftig sladder fra valgkampagnen, samtidig med at hun forklarer læseren, hvad hun mener om alt fra retten til liv (læs: imod fri abort), regeringens skatter og udgiftstryk, sundhedspolitik og klimaforandringer«. Det sidste tror hun i øvrigt ikke rigtig på, selvom hun har modereret sit standpunkt fra at være global opvarmningsskeptiker til at »der måske er noget om snakken, men det er nok både menneskeskabt og naturens orden.«

Vox populi?

Cox og Continetti har imidlertid begge ret. Fordi Going Rogue ikke er en bog, folk læser, for så at finde ud af, hvad de mener hen ad vejen, men en tekst, der bekræfter en i det, man mente om Sarah Palin i forvejen.

Det betyder ikke, at bogen ikke kan anbefales. Tværtimod bør bogen læses fra ende til anden. Den er for det første underholdende. Men hvad der er vigtigere: Den er et must for enhver, der interesserer sig for amerikansk politik og samfundsliv. For med Palin har vi at gøre med intet mindre end kødeliggørelsen af den mest rendyrkede form for populisme, amerikansk politik kan byde på. En diagnose af en del af det amerikanske samfund, en politiker, der som Christopher Hitchens rammende siger det i sin anmeldelse i Newsweek fra denne uge »skamløst snylter på det folk, hun hævder at repræsentere«.

Derudover er Palin også en fantastisk repræsentant for den rene, skære, uforfalskede, religiøse patriotisme, som man finder den i USA. En avatar, den ordinære, hårdtarbejdende, gudfrygtige, no nonsense, rigtige amerikaner. Palin er så patriotisk, at hun som hun skriver i bogen af al kraft forsøgte at føde sin datter på den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli. Hun var ude at sejle i kajak på Memory Lake i Wasilla, da hun fik veer. »Jeg ønskede mig så brændende en patriotisk baby, at jeg padlede ekstra hårdt for at fremskynde veerne, men Willow holdt ud til næste dag.«

Det narcissistiske offer

Summa summarum: Sarah Palin tegner ikke et specielt flatterende billede af sig selv i sine memoirer. Trangen til at gøre op med McCains folk er kammet over, så hun fremstår hævngerrig og skinger. Hendes velkendte religiøsitet, der ikke bare styrer flere af hendes politiske prioriteringer, men også får hende til at mene, at det er Gud, der har talt til hende og udvalgt Todd til hendes ægtemage her i livet, virker overdrevet for et dansk publikum men igen, det ryger lige ned hos den hårde kerne af konservative, som beundrer hende, og som netop ser hende som Guds gave til den amerikanske nation. At hun sikkert er en hårdtarbejdende kvinde, der har formået at gøre karriere, samtidig med at hun er mor til fem der ser kanongodt ud gør hende ikke i sig selv sympatisk, fordi selvbilledet igen overdrives i en kombination af narcissisme og offerrolle.

Efter endt læsning kan man imidlertid ikke sige sig fri for at konkludere, at hun sikkert blev behandlet dårligt af McCains topfolk, der nøjagtigt som hele det liberale anmelderkorps i storbyerne kun havde foragt over for denne uciviliserede kulturkriger fra Wasilla med sin mærkværdige rurale sprogbrug og direkte tale. Og den foragt, dommen om ikke at være stueren, er langt farligere for Obama end, om Palin bliver præsidentkandidat i 2012. Hvilket i øvrigt ville være en katastrofe for republikanerne og forrygende for demokraterne. Men hvis den populisme, Palin står for, og som omkring 20 procent af de amerikanske vælgere abonnerer på, totalt ignoreres af demokraterne som den gør p.t., er der grund til at råbe vagt i gevær. En sådan tilbagelænet arrogance har præsident Obama, der stadigvæk har til gode at levere sin politiske vare, slet ikke råd til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu