Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Grus i maskineriet

Fra starten er Jack White og hans duo The White Stripes gået mod det glatte og det lækre til fordel for det knastfyldte – en dokumentarfilm om gruppen giver indblik i metoden bag vanviddet, mens koncerten med hans ny band The Dead Weather i Vega var et rent adrenalinsus
Fra starten er Jack White og hans duo 
The White Stripes gået mod det glatte og det lækre til fordel for det knastfyldte – en dokumentarfilm om gruppen giver indblik i metoden bag vanviddet, mens koncerten med hans ny band The Dead Weather i Vega var et rent adrenalinsus
Kultur
9. november 2009

Efter at tilbragt halvanden time i selskab med Jack & Meg White, som de fremstår i Emmett Malloys dokumentarfilm The White Stripes Under Great Northern Lights, er det svært ikke at blive en lille smule forelsket i dette mildt sagt excentriske par, der tilsammen udgør en usædvanlig succeshistorie inden for de sidste ti års populærmusik. Usædvanlig, fordi deres musik – en personlig og ofte ustyrlig blanding af punk, blues, støjrock, country, folk, metal, pop og ren rabalderstræde – ikke er speciel lyttervenlig; i hvert fald ikke i den der anæstesiserede og standardiserede forstand, som vi kender fra radio og tv.

Tværtimod er den fuld af modhager, knaster og skønhedspletter, den rusker og river i lytteren – og så er den i sin essens så gammeldags, at det er til at tude over. Tal lige om grus i maskineriet. Sanger, producer og guitarist Jack White har aldrig lagt skjul på, at hans primære idoler er bluesikoner som Son House, Robert Johnson og Blind Willie McTell på samme måde som de sidste årtiers toneangivende genrer – hiphop og electronica – ikke rører ham stort. At musik af den karat overhovedet kan trænge gennem er både et under – og lidt underligt.

Thi musikken har heller ikke stort med den der forkætrede størrelse, vi kalder autencitet at gøre, thi som det kan aflæses af ovenstående, er det den rene marskandiserbutik; i øvrigt er der noget forlorent over den diskussion, thi det begreb forsvandt stort set samtidig med den musikalske krydspodning, de moderne massemedier gjorde mulig for snart 100 år siden.

Og alligevel er det en musik, der har et godt tag i såvel hår- som hjerterødder, thi når de to indtager scenen i deres faste farver – rødt og hvidt – og sparker showet i gang, Jack med sin bizart ubetalelige samling mere eller mindre halvrådne guitarer og sit sære – men effektive – set-up, og Meg synkront tæsker løs på kedlerne, er der ingen tvivl om hverken lidenskaben eller alvoren bag. Men vel at mærke af den type, hvor der er rig mulighed for morskab.

Det er sjældent at opleve to musikere så tæt forbundet, og deres rytmisk løsslupne staccatounivers er uden sidestykke. Musikken bevæger sig ikke så meget fremad som hid og did, og den følger – trods de mange påvirkninger – sine helt egne lovmæssigheder. Og så er Jack White en unik guitarist, uinteresseret i virtuositet og præcision (selv om han skam ikke kan sige sig fri for begge dele), men et hundrede procent oppe på udtryk og følelse.

Forførende og frygtløs

Alt dette indfanger Malloy smukt i sin medrivende dokumentation af gruppens mildt sagt alternative Canada-turne i sommeren 2007, i hælene på gruppens sjette og foreløbigt seneste album, Icky Thumb. I filmen fremstår den intenst hårdtslående trommeslager Meg White som Jacks antitese, udramatisk, blid, drømmende medlevende og så lavmælt, at hun i filmen forsynes med undertekster (!), hvor han er udfarende, dominerende, nysgerrig og egenrådig.

Turneen var planlagt til at indbefatte alle Canadas delstater, hvilket fører vor helte ud i nogen af de mærkeligste småbyer, et band af den kaliber nogensinde har spillet i, inklusive deres berømte uvarslede commando raid-koncerter, afholdt om dagen i beboerhuse, børnehaver, busser, både og bowlinghaller.

Det foregår i de arktiske egne, hvor solen på den årstid ikke går ned, hvilket skaber en egen hallucinerende stemning, godt hjulpet på vej af skiftende brug af sort-hvid og farvefilm. I spøjse interviewklip fortæller White om sine metoder (’gør det så besværligt som muligt’; ’sæt benhårde deadlines’; ’arbejd, arbejd!’ etc.), mens nogle af de mest intense koncertoptagelser nogensinde får den seende helt op på naglerne. Sjældent at opleve en musikdokumentar, der matcher sit emne, men The White Stripes Under Great Northern Lights er på højde med sit emne og fremstår som en af de mest fængslende og intense musikfilm, denne signatur nogensinde har haft fornøjelsen at bevidne.

Siden denne famøse turne i den canadiske udørk har The White Stripes ligget stille, hvilket skyldes, at Meg White har kæmpet med, hvad der i gamle dage kaldtes nerver, men hun skulle nu være klar til endnu en tur i manegen.

Fucking adrenalinsus

I mellemtiden har Jack dannet kvartetten The Dead Weather, der pladedebuterede tidligere på året med noget i retning af musikkens svar på et rivejern, det tunge og kompromisløse, men også begavede og udfordrende Horehound.
Her sidder han overraskende nok bag trommerne, hvad han i øvrigt gør glimrende, mens rollen som frontfigur er overladt til furien Alison Mosshart, til daglig frontkvinde i The Kills, mens guitar og keyboards håndteres af Dean Fartita. Jack Lawrence håndterer bassen. Tilsammen spiller de blytung og benhård rockmusik uden et eneste gram fedt, næsten programattisk i sin enkelhed, med Mosshart som den ultimative rockbabe, farlig, forførende og frygtløs, helt ude ved kanten og helt oppe under himmelbuen.

Repertoiret bestod af sangene fra pladen, spædet op med et enkelt Van Morrisson-nummer, som Jack White til stor jubel forlod trommerne for at afsynge. Det var højt, grumt, uskønt og nådesløst og gik lige i mellemgulvet, som den bedste rockmusik har for vane. Mosshart var respektindgydende på sådan en lille-pige-leger-med-tændstikker-og-dynamit-agtig facon, og de tre garvede musikere matchede hende tone for tone, beat for beat. Ikke en unødvendig tone spilledes, og ikke et sekund gik til spilde. Et fucking ubeskriveligt adrenalinsus og et totalt skudsikkert argument for rock i ren aftapning.
kultur@information.dk

’The White Stripes Under Great Northern Lights’. Instruktion Emmett Malloy. Vist i Grand i forbindelse med CPH:DOX
The Dead Weather, Store Vega, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nils Bruun Jørgensen

Anæstesiserede?
Sederede, måske?

Heinrich R. Jørgensen

"Anæstesiserede" betyder vel "bedøvende", eller måske "dulmende"? Noget der tager toppen af følelserne, smerten osv.?

Det betyder "nægtelse" og er AKA for nakose som betyder sovende.

Nils Bruun Jørgensen

jeg må jo konstatere at man rent faktisk kan anvende ordet - anæstesere (ikke anæstesisere) - efter opslag i ordbog.

jeg ved ikke om det bliver brugt i daglig tale på anæstesiologisk afdeling, men det gør det jo ikke mindre korrekt. sedere var blot et alternativt forslag.

The White Stripes

For mig er deres kælderpapkasselyd monoton -
Anæsteserende - om man vil.