Det er slet ikke så mange år siden, Klaus Bondam var en lovende skuespiller. I 1998 spillede han med i Mark Ravenhills Shopping And Fucking på Café Teatret. Det handlede om unge i et etisk og åndeligt tomrum, og Politikens anmelder, Claus Beck Nielsen, var begejstret. Skuespillerne ramte »som en knyttet næve i synet,« skrev han og anbefalede læserne at lære deres navne udenad: Morten Kirkskov, Camilla Bendix, Mads Wille, Thure Lindhardt og Klaus Bondam. Underforstået, at dem ville vi høre mere til i fremtiden.
Klaus Bondam skiftede intimscenen ud med den langt større offentlige scene, som hele København er. Vi har hørt mere til ham. Den musiske ungersvend fra De Radikale, som en gang blev kaldt for 'godhedens parti', er trådt i karakter som politisk rovdyr. Ikke videre klædeligt, og en hel masse af dem, der stemte på ham, syntes, det var en svinestreg, da han forlovede sig med DF. Man forstår deres harme. Alligevel er det ikke til at sige, om svinestregen er glemt om fire år. Det, der står fast, er, at han har sikret sig borgmesterlønnen. Jeg tror ikke på, at hans vælgere tilgiver ham.
Diæterne
Man kan ikke vide. Da partifællen Martin Lidegaard efter valget i 2001 kom i Folketinget, gjorde han sig også til et rovdyr. Han havde ikke fået stemmer nok i sin kreds, hvor han blev slået af Charlotte Fischer. Men en tåbelig fejl i opstillingsprocdeduren bevirkede, at han formelt set, men ikke moralsk, stod som vinder. Trådte han ridderligt tilbage og lod den rette vinder komme til fadet? Nej, han bed til, og ved det følgende valg bekræftede radikale vælgere i godhedens parti hans mandat. De syntes, han havde klaret sig godt og slog en streg over stregen. Morale: Umoral betaler sig.
Men ikke ubetinget. Man kan ikke kalde John Iversen for et rovdyr, men snarere en plysbjørn. Da han var medlem af Europa-Parlamentet, blev han i grebet med hånden nede i honningkrukken. Et britisk tv-selskab afslørede ved hjælp af skjult kamera, at han skrev sig på listen til et møde, som han efterfølgende ikke deltog i, men hævede en diæt på 1600 kroner for. Det hjalp ham ikke, at andre havde gjort det samme. Da den tidligere SF'er ved et følgende folketingsvalg, stillede op for Socialdemokratiet, blev han ikke valgt. Det kan selvfølgelig have andre årsager, men sandsynligvis var det en afstraffelse.
Tilbage til den københavnske teaterscene, hvor den succesrige direktør for Gasværket, tidligere kendt som Østre Gasværk, netop er blevet fyret på gråt papir for at have haft fingrene nede i honningkrukken med et udbytte på 170.000 kroner for en scenografiopgave på sit eget teater. Det skulle han have spurgt sin bestyrelse om lov til. Han erkender procedurefejlen, men mener ellers ikke, at der er noget at komme efter, og han bakkes op af en perlerække af navne fra dansk film og teater, som finder fyringen for hård. Jon Stephensens hjerte banker for teatret, og et tab for vil det være, da han har evnet at skaffe publikum i teatret og øget egenkapitalen med adskillige millioner.
Rovdyr eller plysbjørn? Lige nu snarere Grislingen, sendt i isoloation med influenza A(H1N1), sygdommen, som tidligere blev kendt som svineinfluenza.
Riget
Apropos sygdom: Kultur er i vise tilfælde bedre end medicin viser flere internationale forskningsprojekter. Den svenske regering har taget konsekvensen og udstedt en recept på musik mod hjerneblødning, dans mod Parkinsons og korsang mod kræft. Værdi: En halv million kroner, som skal bruges til en forsøgsrække på en klinik i Helsingborg.
Udmærket, men man skal nok være varsom med at vise patienterne på et hospital Lars von Triers Riget, som næppe vil befordre tilliden til lægerne. På den anden side er Ernst-Hugo Järegård så uforligneligt morsom, at det nok kan få en og anden patient til at glemme smerterne i ryggen for en stund. Et par kapitler af Peter Plys bagefter kan i bedste fald gøre det ud for en sovepille.
