Læsetid: 9 min.

Hjertets stemme

Klaus Lynggaard erklærer Anne Linnet sin kærlighed i forbindelse med udgivelsen af en boks med fem cd’er, der tilsammen giver et tværsnit af hendes imposante værk
Klaus Lynggaard erklærer Anne Linnet sin kærlighed i forbindelse med udgivelsen af en boks med fem cd’er, der tilsammen giver et tværsnit af hendes imposante værk
13. november 2009

Da min moder for snart mange år siden lå for døden, havde jeg mestendels enormt travlt med ikke at mærke noget. Der var så meget, der skulle gøres, søstre, der skulle trøstes, besøgstider, der skulle overholdes, og vel også ting, der skulle siges, når jeg sad der og plejede min hjælpeløshed ved sygelejet, hvor min morfinomtågede mor lå. Hun havde altid kræfter til at spørge til, hvordan det gik, og om man havde det godt. Jeg sagde altid, jo, det gik godt, men det gjorde det faktisk ikke. Min mor var jo ved at dø.

Når ikke lige der stod hospitalsbesøg og praktiske gøremål på tapetet, kastede jeg mig nådesløst utrætteligt over mit arbejde. Det er vi gode til i min familie. Først var det forår og siden blev det sommer – en smuk én, som jeg husker det – og hun blev svagere og svagere, døden rykkede ubønhørligt nærmere, men jeg var jo en piskende travl personage, der intet kunne mærke, samtidig med at jeg indprentede mig selv, at det såmænd nok var både okay og normalt. Hvorfor jeg i en så abnorm situation skulle hige efter det normale, kunne jeg dengang ikke se noget mærkeligt i.   

Tiden nærmede sig Skt. Hans, og det lakkede åbenlyst mod enden. Jeg sad ude i køkkenet på Gammel Kongevej og kunne for en stund ikke finde på noget, der kunne distrahere mig, så jeg tændte for radioen. Ud af den lille højtaler stod sangen »Forårsdag« med Anne Linnet, og hun skulle ikke længere end til sangens andet vers, førend jeg blev rigtig, rigtig ked af det. Det er det, der går sådan her:
 
Jeg ved, at al min sidste tid skal leves,
jeg ved, at tiden tæller hjertets slag,
at alt det vi har grædt igennem livet,
det svinder på en forårsdag

At sidde sådan der på en taburet og græde, det ville jeg under de fleste omstændigheder simpelthen ikke have fundet mig i. Det stødte i så høj grad mod min selvopfattelse, at det er latterligt og i øvrigt var (ja, i datid; jeg håber jeg er nået videre siden da) jeg en travl og vigtig person, som havde utallige vigtige gøremål, der under ingen omstændigheder kunne udføres af en tudemarie.

Men, men, men – det gjorde ikke noget. Det vil sige – det gjorde faktisk godt at lade tårerne løbe, og lur mig, om jeg ikke også hulkede lidt. Over tusind ting, men primært fordi de færreste drenge – lige meget hvor store og travle og vigtige de efter egen opfattelse er blevet – ikke kan udholde tanken om at miste deres mor. Også selvom det ikke havde været nogen dans på roser, og vi havde haft vores konflikter (nogle af dem årelange!), og vi begge til overmål besad allehånde menneskelige svagheder, og hvad ved jeg, for »alt det vi har grædt igennem livet/ det svinder på en forårsdag«.

Der findes givet større digtere end Anne Linnet, men som sangskriver har hun – ved konsekvent at satse benhårdt på at sige de allersværeste ting så enkelt, som det er nu er menneskeligt muligt – rørt mig mere end nogen anden dansk sangskriver, jeg kan komme i tanke om.

Rørt mig derinde bag det panser, der gør det muligt at overleve fra dag til dag, derinde hvor vi i sidste ende gemmer på det, der gør os til mennesker. Og som det i hvert fald som mand kan være svært både at få (og give sig selv!) lov til at berøre. Den der sårbarhed, der jo vokser ud af den ubehagelige, men også uomgængelige erkendelse af, hvor skrøbelige vi egentlig er, hvor kort en stund vi har på jorden, og hvor hjælpeløse vi er, ansigt til ansigt med døden. Især når den tager dem fra os, vi har taget for givet, det være sig forældre eller (åh gru) børn eller ægtefæller eller venner, ja selv det at miste en god fjende kan være et stort tab, paradoksalt nok. 

Alt det og meget mere kom jeg i kontakt med i løbet af de små fire minutter, sangen varede. Det er det, Anne Linnet kan, når hun er bedst. Omsætte den menneskelige grundtilstand til sang. Helt enkelt.

Der er paradoksalt nok bare ikke noget sværere inden for musikken end at skrive en enkel sang, klokkeklar, ligefrem – og uforglemmelig. For selvom der skrives tusindvis af sange hvert år, er det forbløffende hvor få, der holder sæsonen ud. Som nu f.eks. »Det var en lørdag aften«, »Jeg gik mig ud en sommerdag«, »Glemmer du«, »Dansevise«, »Duerne flyver« og »Kvinde min« gør det. Sange, der med brug af enkle melodier og direkte, umisforståelige tekster samt ikke mindst en ubesværet sammensmeltning af begge elementer både formår at ramme helt rent og blive stående som ledestjerner, længe efter de blev til.

Hvad der gør Anne Linnets sangskrivning så imponerende og prægnant – udover det generelt høje musikalske niveau – er det antal klassiske sange, hun er ophavskvinde til. Klassiske i alle ordets betydninger. De ejer den klassiske sangs dyder – uforglemmelige melodier, umiddelbarhed og dybde, slidstyrke, lethed og tyngde samt ikke mindst tekster, hvis mening rammer rent og bredt, uden at sætte det poetiske vingefang overstyr – samtidig med at de så at sige bærer historien i sig. Og – det er det, der gør dem så pokkers interessante – formår at transcendere den, række ud over den, så at sige. Så længe der tales og synges dansk, vil de bedste af Linnets sange leve og synges.

Hvad der har slået mig i forbindelse med Boksen, et bokssæt med fem cd’er med Linnets sange, der giver et fabelagtigt tværsnit af karrieren, er, hvor mange af dem det er mig muligt umiddelbart at synge. Alene ud fra deres titler, vel at mærke. Og i processen mærke hvor dybt de stikker i min grundlæggende danske sjæl.

Flere af dem har taget ophold helt derinde, hvor de salmer, hjemstavnskvad og sange om årstiderne, jeg lærte i min barndom, har bundlejret sig.
Altså det vi med en vis stolthed nok tør kalde den danske sangskat – med melodier af dynamoer som Oluf Ring, Carl Nielsen, C.E.F. Weyse, Kai Normann Andersen m.fl. Og tekster af koryfæer som Ingemann, Grundtvig, Blicher og Aakjær samt moderne trubadurer som Kim Larsen, Sebastian og C.V. Jørgensen. For nu ikke at glemme dem, der blot betegnes som folkemelodier, da de blev til så langt tilbage, at deres ophav har fortabt sig i tidens tåger. Og så de mange, hvis bidrag af blivende værdi måske kan tælles på en hånd – eller måske bare en finger.

Det er i høj grad den tradition, Anne Linnet skriver sig ind i, når hun går til balladerne. Og hun gør det med en sådan overlegenhed, et så mesterligt overblik og et så uimodsigeligt flair, at hendes plads blandt de førnævnte giganter for længst er sikret. At hun ikke allerede er repræsenteret med adskillige bidrag i Højskolesangbogen kan kun beklages, men det er en kapacitet som C.V. Jørgensen på den anden side heller ikke, så det må i sidste ende falde tilbage på værkets redaktører.

At hun så også er formet af den amerikanske og engelske tradition er der intet odiøst i; Danmark er nu engang en lille plet på kloden, og vi har altid ladet os inspirere af den store verden, lige meget hvor hårdt det benægtes af nutidens sølle højrenationalister, som dagligt demonstrerer deres afgrundsdybe uvidenhed om snart sagt hvad som helst. At Linnet har både hørt og ladet sig inspirere af Joni Mitchell og Carole Kings musik og metoder vil hun være den først til at indrømme, velvidende at hun for længst har fundet sin egen stemme.  

For lige meget hvor mange påvirkninger, der løber sammen i hendes sange, lever og ånder de først og fremmest i kraft af deres tone. En helt særegen tone, som betyder, at lytteren altid kan høre, at nu er der dømt Linnet. Og det er så lige meget, om talen falder på hendes kongeniale tonesætninger af Tove Ditlevsens udødelige digte, såsom »Der bor en ung pige« og den underskønne »Sovende pige«, hendes livsalige forårshymne »Forår fatale« eller den uopslidelige »Smuk og dejlig«, begge fra Shit & Chanel-årene, nyklassiske ofringer som »Tusind stykker« og »Forårsdag« eller de geniale folkemusikalske åbenbaringer »Hun fletter sit hår« og »Skyer« fra det overvældende kunstneriske comeback i 2005 med Her hos mig – det lyder alt sammen som Linnet. Og kun Linnet! Kun hendes samarbejde med Johannes Møllehave falder mig for brystet – simpelthen fordi hun skriver bedre tekster selv, og så er den der hyggekristendom altså ikke mit gebet.

Der er så også en anden Anne Linnet, hende med den der fantastisk funky sans for, hvad der får det til at rykke i kroppen. Tænk bare på røvsparkende numre som »Glor på vinduer« og »Venus« fra tiden med Marquis de Sade. For lige så dansk, Linnet på godt og ondt kan være, lige så uhørt sydlandsk lidenskabelig er hun, og det kan nok være, at en smittende fyrighed, berusende sanselighed og elskovs­fuld glød brænder igennem, når mor sætter strøm til lortet og bare trykker den af – hun sparker elektrisk røv, så gnisterne står! Hendes floor-fillers besidder en indbydende, inciterende og spændstig rytmik, der øjeblikkeligt forplantes til lytteren, som hurtigt vil mærke, hvor svært det er at sidde stille, når kunstnerinden viser sig fra sin fandenivoldske, sanselige og så alligevel fuldstændig hengivne side; her siges der ja til livet, så det runger, og en forførende robust livskraft transmitteres durk til lytterens modtager.

Disse sange har en konstant og meningsfuld dialog mellem kroppens behov og krav og sindets længsler og drømme kørende – uden de på noget tidspunkt glemmer at være netop sange, der musikalsk swinger som bare fanden og også vibrerer videre i lytteren længe efter, anlægget er slukket, og stilheden atter har indfundet sig. Centralt i Linnets univers står (næsten) altid det helt nære, især kærlighedens veje og vildveje. Sange om tiltrækning, forelskelse, begær og kærlighed, men så sandelig også om tab, længsel, ensomhed og adskillelse. Det kræver sin kvinde at give disse evigtgyldige, men også i sangskrivningen noget overrendte temaer nye drejninger og betydninger.

Linnet er netop sådan en kvinde – hvad angår såvel kærligheden som erotikken er hun på en og samme gang ligefrem og blufærdig, fyldt af såvel råt begær som forfinet længsel, konstant på udkik efter den eneste ene, men alligevel fuld af appetit på alt, hvad livet nu har at tilbyde.

Anne Linnet er og bliver en af Danmarks bedste, mest chancetagende og konsistente sangskrivere. Og så er hun tilmed på højden af sin musikalske kunnen her og nu. Det har altid været undertegnedes påstand, at blandt danske sangskrivere er der – uanset køn – få, der har så mange nosser som Anne Linnet. Hun er i sit virke den legemliggjorte modsætning til slendrian, overfladiskhed og hurtige fiduser, ja, hun er sgu både Dagens Donna og Nattens Dronning – smuk, stærk, sexet, sund og robust som bare fanden. Og så synger hun jo så smukt og enkelt med den der Hjertets Stemme.

lyn@information.dk 

Anne Linnet: Boksen (5 cd’er + DVD) (Sony Music) Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu