Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Høj belagt til masserne

Robbie Williams står på en bævrende orkestral fløderand for at nå den hymniske målestok med sine sange. Med et paradoksalt ønske om at tegne manden som en uvorn enspænder og samtidig skabe musik, der samler masserne i universel lykke
Kultur
7. november 2009
Robbie Williams den modnere, eksdrengerøven, er ikke det værste selskab, man kan have, hvis man vil undgå uro og ubehagelige diskussioner ved middagsselskabet.

Robbie Williams den modnere, eksdrengerøven, er ikke det værste selskab, man kan have, hvis man vil undgå uro og ubehagelige diskussioner ved middagsselskabet.

BRITTA PEDERSEN

Her er en mand, der hævder, at han er så meget entertainer, at når han åbner køleskabet, og lyset tænder, ja, så bryder han ud i sang.

Her, folkens, er Robbie Williams. Folkeforfører par excellence. Mesterdribler på midtbanen i vores kultur. Jonglør af klicheer. En mand der om noget var essensen af new lad, da han forlod boybandet Take That og fik sig en god fed solokarriere. En mand, der dannede soundtrack til den nye drengerøv, som i 90'erne reagerede på den feminisme, der brændte bh'er og stereotyper af i 60'erne og 70'erne, og som havde siddet på dagsordenen for kønsdebat i årtierne efter.

Rigtige mænd gad bare ikke høre mere vrøvl dengang i 90'erne. De gad ikke diskutere ligestilling, de gad faktisk slet ikke diskutere; resignerede i stedet til pruttehumor, machogestik, fodboldhørm og internetporno. Og for denne generation af demonstrativt uansvarlige, behørigt behårede mænd var Williams en fanebærer.

Nå, men, det er jo længe siden. Og i mellemtiden har vi både haft metroseksuelle mænd (som Williams vist også var en overgang med sin dedikation til at være en hetero forklædt som bøsse) og überseksuelle ditto. Så hvad så, hr. Williams?

»Who am I to rate the morning sun?« lyder svaret på åbningsnummeret til hans nye, ottende album, Reality Killed The Video Star. Ydmyghed. Dødsangst. Erfaring: »... ooh, you teach/Like a toothache«. Kristne referencer. Selvrefleksion: »I'm the creature that I fear«. Beskrivelser af den britiske (vesteuropæiske) stilstand: »Microwave yourself today« og »... all over Britain/We wait for permission/To form another queue«. En diskussion af den metroseksuelle desperation efter diversitet, som jo bare er simuleret. Og så denne bizarre smiger: »If I made you my/Swiss army knife/I could give this up/It doesn't fill me up/It didn't anyway«. Med kærlighedserklæringer som den, hvem har så brug for hatemail?

Men det er måske det maksimale, man kan forvente fra en tilsyneladende nyslået ex-lad og enspænder vrangvilligt i bakgear mod tosomheden?

Simpel mand

I hvert fald en med tiden knap så kæk starut, der dog præsterer nogle af de mere sprælsk eftertænksomme tekster, man kan bumpe ind i her i popland. Ja, generelt er Williams sjovere i ordet, end i tonen. Ikke lige frem en popvisionær, ikke en stor sanger. Teknisk klar i mælet, men mest indgydende fornemmelsen af dygtigt vibrerende pergament bag hvilket, der gemmer sig ... well, ikke overvældende meget, men ganske sympatisk lidt.

Musikalsk er her lån fra Beatles' orkestrerede perler, Pet Shop Boys kølige dance, 50'ernes og 60'ernes doo-wop, Madonna & Co.'s electropop, 70'er-discoens flamboyante romantik og Robbie Williams' egen karriere. Højt belagt smørrebrød til masserne.

Sangskrivningen er ferm, arrangementerne er store, gerne stryger- og blæserorkestrerede. En simpel mand har endnu engang ladet sig overbrodere, for at kunne løfte sine mindre-end-livet-sange op i koloniserende skala. Denne gang i selskab med producer Trevor Horn - ham, der pumpede 80'er-drønet Frankie Goes To Hollywood og langt senere t.A.t.U. med teknologiske steroider, men her går anderledes klassisk til værks. Robbie Williams står på en bævrende orkestral fløderand for at nå den hymniske målestok med sine sange. Med klare forestillinger om stadion-psykose, pop-narkose. Stadig med hybris og selvovervurdering, men også selvafvæbning som varemærker. Og med et paradoksalt ønske om at tegne sig selv som en uvorn enspænder og samtidig skabe musik, der samler masserne i universel lykke.

Popidyllens trygge favn

På coveret sidder Robbie Williams på en motorcykel i et ørkenlandskab og stirrer ud i ingenting. Det havde givet mere mening rent musikalsk at iscenesætte ham i en skysovs af Las Vegas.

»I want it different/I like it strange,« synger stjernen.

Virkelig? Hvor er vi forskellige. For Reality Killed The Video Star er i mine ører den mindst mærkelige, mest forudsigelige plade, hr. Williams kunne præstere. En jævnt flot popplade, episk i sin skala, med potentielle, varierede hits, der sikrer maksimal demografisk spredning, men aldrig løfter sig ud over den middelklasse, som Williams er en del af i hvert fald rent kunstnerisk.

Og hvad er der så galt med middelklassen? Ikke noget. Det er måske ikke herfra, at forandringer og udfordringer sprøjter. Men de fleste af os er jo henvist til den, mange andre drømmer om den. Og herinde i middelklasseboblen er Robbie Williams den modnere, eks-drengerøven, ikke det værste selskab, man kan have, hvis man vil undgå uro og ubehagelige diskussioner ved middagsselskabet. Efterhånden mindre én af drengene, mere én af folket. En uforlignelig entertainer, et popæg ramt af tidens gang, en uforbederlig narcissist, der lover komfortabel, kollektiv resignation i pop-idyllens trygge favn. Hvem kan sige nej til det?

Robbie Williams: Reality Killed The Video Star (Virgin Records/EMI). Udkommer mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her