Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Hul i poppen

Kultur
17. november 2009

Det er en paradoksalt letflydende friktion at lytte til britiske Wild Beasts andet album Two Dancers. Et album som minder om, at rocken altid kan fornyes, også inden for popmusikalske rammer.

Wild Beasts udspringer af Queen Katherine School i Kendal, England, hvor Hayden Thorpe og Ben Little dannede duoen Fauve i 2002. Siden har de skiftet navn og fordoblet besætningen og er blevet afsendere af en anfægtende, yndefuld og formfuldendt sammensat rock.

Prydet af Thorpes smukke, fyldige falset, der bedst kan sammenlignes med Antony Hegartys ærværdige stemme og af Littles guitar, der ringler og ekkoer, som var det en tidlig Edge fra U2, der lynede i al sin brillante enkelhed - eller en afrikansk high life-guitarist, der lod sine liflige toner risle gennem musikken.

Two Dancers er et magisk sunget, smukt synkoperet og gennemrytmisk, til overmål melodisk og harmonisk album fuld af understrømninger og overlejringer, som placerer bandet i forbindelse med imødekommende stilbrydere som Gastr Del Sol, The Blue Nile, Dirty Projectors og Vampire Weekend.

Her er subtile afsmitninger fra disco og britiske ambiente rockbands, men også fra afrikansk musik, og her er gængse strukturer som nedbrydes uden at sangene bliver formløse.

Og der er en fornemmelse af, at poppen er blæst vidt åben, og at der ind gennem hullet kommer et band, der har noget vigtigt at fortælle os. Mens vi synger og danser med.

Wild Beasts: Two Dancers (Domino/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her