Læsetid: 2 min.

Husk kleenex til sidste tur med Wallander

Henning Mankell har skrevet den absolut sidste - fornemme - krimi med Kurt Wallander, så husk kleenex
26. november 2009

Der har altid været noget rugende, melankolsk og foruroligende over den svenske krimiforfatter Henning Mankells kriminalkommissær, Kurt Wallander. Den der blanding af de lidt ludende skuldre, den lettere depressive tilgang til livet og så de formidable evner til at se tingenes rette sammenhæng.

Og det hele er der endnu i Mankells nyeste Wallander-krimi - efter syv års pause - der er den 11. og uigenkaldeligt sidste i rækken. Men der er også mere end det. Det begynder ellers i et for Wallander ret så optimistisk toneleje. I de år, der er gået siden sidste krimi i serien, har han endelig fået købt sig et hus på landet og anskaffet sig en hund, og ved nyheden om, at datteren Linda venter barn, bliver han nøjagtig lige så rørstrømsk som alle andre kommende morfædre. En kort overgang nok tæt på lykkelig. Med barnebarnet følger også svigersønnen Hans, der trods Wallanders skepsis viser sig at være tålelig, og da han møder Hans' forældre - en pensioneret, adelig søofficer med hustru - forekommer han nærmest mild og glad.

Men den slags kan naturligvis ikke fortsætte i en Mankell-krimi.

Den gamle søofficer fortæller Wallander en del af sin historie med en række oplevelser omkring fremmede ubådes indtrængen i den svenske skærgård i 1980'erne, og kort efter forsvinder først søofficeren og senere hans kone. Wallander går naturligvis på familiens vegne i gang med at undersøge sagen, og mørke hemmeligheder, Säpo, spioner og koldkrig dukker så småt op til overfladen.

Død og elendighed fylder igen den wallanderske hverdag, og billederne af den glade morfar med hus og hund på landet glider atter i baggrunden.

En ekstra gnist

Mankell har også denne gang begået et uhyre solidt krimiplot, men det er som om erkendelsen af, at det nok er den sidste tur med kommissæren, har givet en ekstra gnist til personskildringen af Kurt Wallander. På et tidspunkt i romanen opfordrer datteren Linda sin far til at finde en kæreste og siger det, mange må have tænkt om Wallander gennem de sidste mange bøger:

»Du finder heller ikke nogen, hvis du ikke gør noget for det! Ensomheden æder dig op indefra. Du bliver en ubehagelig, gammel mand.«

Netop billedet af en sur gammel mand skriver Mankell altså denne gang med succes op imod, så den ofte cementtunge detektiv får facetter og energi, der lyser ud af linjerne.

Den svenske forfatter har for længst slået sit ry fast som en af Nordens største krimisnedkere - med oversættelser af krimierne til mere end 40 sprog - og som en af arvtagerne fra Sjöwall og Wahlöö.

Den ellers politisk helt uinteresserede kommissær Wallander har været Mankells spejl på det svenske samfund, og han har ofte vist sig at være en langt mere elegant kommentator end de politisk noget mere manifeste forbilleder.

Den urolige mand er ikke bare en svanesang og en fornem spændingsroman, den er tillige en velskrevet kommentar til nyere svensk historie og landets til tider noget sære tolkning af sin egen neutralitetsdefinition. Bogen er veloplagt oversat fra svensk af Lilian Kingo Kure, så de godt 500 sider flyver mellem fingrene.

Måske er det værd en investere i en pakke kleenex, inden epilogen læses.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu