Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Var Jesus en dum skid?

Svend Åge Madsen har med 'Mange sære ting for' føjet endnu en mesterlig roman til sit store livsværk
Kultur
5. november 2009
Mesterligt. Svend Åge Madsen svigter ikke læserne med sin nye roman.

Mesterligt. Svend Åge Madsen svigter ikke læserne med sin nye roman.

Martin Dam Kristensen

De, der har læst Svend Åge Madsens fantastiske fortællingsnetværk fra 1989, At fortælle menneskene, vil vide, at det munder ud i en række dommedagsvisioner. Én af visionerne handler om spejlplaneten Mnemosyne, hvorfra menneskene kan trække »deres egen fortid ned«.

Ideen om spejlplaneten danner afsættet for Madsens nye roman med den geniale titel Mange sære ting for - en sætning revet ud af kontekst, amputeret for subjekt og verbum, og som sådan blafrende i fortolkningsmuligheder. Nøjagtig ligesom romanen både i sig selv og i sin transtekstuelle udvidelse af Madsens forfatterskab er blafrende.

Mange sære ting for består af 95 korte kapitler, inddelt i fire dele, som alle åbnes i kursiv, samt otte faktabokse, hvori der f.eks. står: »Spejlplanet: Planet hvis overflade reflekterer indfaldende lys med så stor præcision at der derved dannes spejlbilleder (...) Først iagttaget af den danske astronom Adam d'Eden«. I deres grafiske opsætning appellerer faktaboksene til læserens faktakoder, men indholdsmæssigt bliver boksene mere og mere fiktionaliserede. I vanlig drilagtig stil er Madsen allerede her i færd med at forstyrre vores opfattelser af sandt og falskt, fakta og fiktion.

Romanens åbningsscene rummer en slags rammefortælling. Vi møder en forfatterperson - senere finder man ud af, at han hedder Alian Sandme og også har optrådt i nogle af Madsens tidligere bøger - et alter ego, som i sin fremskredne levealder plages af 'hjerteflimmer'. Det bliver ikke bedre, da Gud åbenbarer sig for ham, fordi han vil have ham til at skrive et forsvar for Guds eksistens. Selv om det er i modstrid med forfatterens hidtidige præstationer, hvor han netop har argumenteret imod Guds eksistens, overtaler Gud, ikke mindst qua sit tilstedevær, forfatteren til at udføre bestillingsarbejdet. Og det er så det bestillingsarbejde, der udgør romanens hoved- historie.

Fint og triviallitterært

Historien åbnes med et filmisk zoom ned over Store Torv i Århus, hvor tilfældige mennesker passerer forbi. De løfter blikket. På Domkirkens spir blafrer en genstand, det er den berømte astronom Adam d'Eden. Eller rettere: Det er hans lig, spiddet af spiret, måske er han faldet (metafysisk) ned fra himlen?

I overensstemmelse med krimikonventionerne får vi altså serveret et lig i kapitel et, ligesom vi følger en kvindelig efterforskningschef, Felicia, og et højdramatisk plot. Madsen er heller ikke for fin til at arbejde med suspense, og det er noget af det skønne ved hans værker: udviskningen af skellet mellem høj og lav. Referencer til Kafka og Max Frisch side om side med populærkulturen.

Mens Felicia forsøger at opklare domkirkegåden, forsøger andre af romanens personer, den tyske teolog Klaus vom Eberhard og hans assistent Martine, den indiske sprogforsker Devala Chakravarty og den iranske astronom Dja'far Khan, at finde Adam d'Edens videobånd, som rummer optagelser fra spejlplaneten Aletheia. Optagelserne viser selveste Jesu liv; og det er, som man nok kan gætte, ikke helt så dydigt og guddommeligt, som evangelierne gør det til. Spørgsmålet er imidlertid, om det gavner verdensamfundet at få offentliggjort optagelserne?

Fortællingstinitus

Rent tematisk er der uoverskueligt meget på færde i Mange sære ting for. Ud over det sprængfarlige religiøse stof er forfatterskabets genkommende overvejelser over begrebet tid, begrebet sandhed og fortællingen som eksistentiel strategi også sat i spil. Blandt andet gennem brugen af synsvinkelskift og overlappende kronologi, så hændelsesforløbene hele tiden anskues og fortolkes fra flere vinkler.

Flere af tematikkerne fortættes på et katastrofisk tidspunkt, hvor Alian Sandme får fortællingstinitus:

»Jeg stikker i badekåben. 'Han stikker i badekåben'. En underlig fornemmelse at være blevet til ord. Vil være vanskeligt at forstå for den der bare læse dette, tænker jeg. 'En underlig fornemmelse at være blevet til ord. Vil være vanskeligt at forstå for den der bare læse dette'. For i historier er alt jo i forvejen blevet til ord. (...) Jeg må ind og se, om det kun er i dette værelse. 'Han må ind og se, om det kun er i dette værelse, at verden er blevet fortælling'. Ja, at verden er blevet fortælling. Til ord. 'Til ord'. Ekko-ord. 'Ekko-ord. Han støder døren op'.«

Forfatteren intervenerer således sin egen fortælling midt i en verdensomspændende tv-transmission af Jesu liv og agerer som en anden guddom, da han forudsiger Jesu ord. Eller er det i virkeligheden Jesus, der i spejlbilledet for 2.000 år siden forudsiger forfatterens? Hvad kom først, virkeligheden eller fiktionen? Umuligt at skelne.

Hvorvidt det lykkes rammefortællingens omtågede gamling - Alain Sandme - at gennemføre sit Gudsforsvar, er op til hin enkelte læser. Det lander i høj grad i et fortolkningsspørgsmål. Til gengæld er det et faktum, at Danmarks ukronede fortællerkonge, Svend Åge Madsen, har føjet endnu en mesterlig bog til sit store livsværk. Tak for det!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

..." -Forfatteren intervenerer således sin egen fortælling midt i en verdensomspændende tv-transmission af Jesu liv - - - "...

Det vil måske være en interessant vinkel for kommende læsere af Svend Åge Madsens nye bog at der i forvejen eksisterer en myte om en Filmsoptagelse der dokumenterer Jesus Liv.
Det hedder sig i denne myte at USA i 1940'erne fik kontakt til en gruppe Aliens - som angiveligt havde forskellige interesser og krav på Jorden - som muligvis blev dokumenteret / understreget ved at disse Aliens fremviste en film / billeder af den ægte Jesu's Liv for højtstående embedsfolk og militærfolk og forskere ved en Nærkontakt af 4. grad.
Forleden så jeg Mel Gibson filmen "Passion of the Christ" efter et meget - meget langt tilløb - og tankerne om ovenstående myte dukkede så også op i den anledning.
Således kan tanker vandre ud i universet og man bør derfor af og til spørge sig selv om forfattere som George Orwell og H.G Wells har mere på hjerte end man som læser umiddelbart skulle tro.