Læsetid: 5 min.

Det liberalistiske mareridt

Michael Moores nye film, 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie', er et fantastisk stykke satire og agitprop fuld af humor og retfærdig vrede, som forplanter sig til publikum
Moores billeder. Michael Moore kender sine virkemidler og bruger dem til at vise andre billeder af det USA, der fremstiller sig selv som demokratiets ypperste frembringelse.

Moores billeder. Michael Moore kender sine virkemidler og bruger dem til at vise andre billeder af det USA, der fremstiller sig selv som demokratiets ypperste frembringelse.

Overture Films

20. november 2009

Det er svært ikke at blive vred, mens man ser Michael Moores nye film, den ironisk betitlede Kapitalismen - en kærlighedshistorie. Ikke på Moore, men på de mange firmaer og politikere, der på grund af lige dele grådighed, manglende omtanke og decideret dumhed er mere eller mindre direkte skyld i, at så mange amerikanere i dag har mistet alt og står uden arbejde og tag over hovedet. Firmaer og politikere, som har rendyrket den kapitalistiske og ultraliberale tankegang og undervejs har udpint et land og forarmet et folk.

Filmen er et harmdirrende anklageskrift mod kapitalismen som filosofi og politisk idé, og gennem mere end to timer bider det amerikanske samfunds bidske og berygtede vagthund sig grundigt fast i røven på de ansvarlige, mens han med vanlig flair for humor og drama opruller en af vor tids største økonomiske og menneskelige tragedier.

Med sikker sans for iøjnefaldende iscenesættelse krydsklipper Moore på et tidspunkt mellem en gammel dokumentarudsendelse om Romerrigets storhed og fald og nye klip fra Amerika under Bush, mens det på lydsporet konkluderes, at Romerriget gik under på grund af grådighed, amoral og forlystelsessyge.

Urkomiske scener

Det er sjovt og tankevækkende, og analogien er til at tage og føle på.

Man forstår, at Amerika i Michael Moores øjne er snublet i jagten på penge og profit, der præger et gennemprivatiseret samfund, fra børneopdragelse og retssystem til luftfart og livsforsikring.

Selv om den amerikanske grundlov taler om demokrati og 'vi, folket', er kapitalismen i stedet blevet ophøjet til ideologi - kapitalisme er lig med demokrati - og de rige er blevet rigere, mens de fattige er blevet fattigere.

I centrum af Kapitalismen - en kærlighedshistorie står, som i de fleste af Michael Moores film og tv-serier, de borgere og skatteydere, som lider under magthavernes arrogance og ligegyldighed. Filmen indledes af overvågningsbilleder fra en række ufrivilligt morsomme og ret beset triste bankrøverier, hvor man mærker desperationen, der ligger bag tilsyneladende helt almindelige menneskers beslutning om at gribe til så ekstreme midler.

Der er ikke tale om forhærdede karriereforbrydere, men om mennesker, der prøver på at overleve i en tid, hvor meget er dem imod.

Der er urkomiske scener i filmen, hvor Moore f.eks. i klassisk konfrontations-stil hegner Wall Street ind med afspærringsbånd og så forsøger at foretage civile anholdelser af direktørerne for nogle af de store kreditforeninger og banker, som har været med til at bringe den amerikanske økonomi i uføre - og som takket være den bankpakke, præsident Obama faktisk var med til at vedtage, hvilket kostede amerikanerne milliarder af dollars, fik lov til at overleve og endda i nogles tilfælde blev forgyldt med helt urimelige bonusser.

I andre, langt mere alvorlige øjeblikke skildrer Michael Moore, hvordan finanskrisen har ramt almindelige mennesker, på hvis side han altid stiller sig.

Håb forude

Et ældre ægtepar har 30 dage til at rydde huset, de selv har tegnet, og som ligger på et stykke jord, hun har arvet. En anden familie filmer, mens de nervøst venter på sheriffen, der skal smide dem ud, og som ankommer med et stort følge, der skal hjælpe ham med at slå døren ind. I et fattigt, sort kvarter i Michigan barrikaderes husene efter, at beboerne er blevet smidt ud, og mens naboer og andre lokale vantro ser til.

Billeder af ulykkelige arbejdsløse klippes sammen med klip af en ubekymret Bush, der først smiler og danser og siden taler om, at kapitalisme er det bedste system nogensinde. Kapitalisme giver folk mulighed for at vælge, hvor de vil arbejde, hvad de vil lave. Kapitalisme er demokratiet i aktion.

At Moore også ser et lys for enden af tunnelen, viser sig, da instruktøren mod slutningen af Kapitalismen - en kærlighedshistorie, hvor Obama dukker op på scenen, vinder præsidentvalget og giver det amerikanske folk - og Michael Moore - håbet tilbage.

Således fortælles der i filmen også positive historier om folk, der vælger at kæmpe: En hjemløs familie besætter simpelthen et hus, der står tomt, og får oven i købet lov til at blive - måske fordi den familie og andre i en lignende situation efterhånden har fået både medierne og opinionen på deres side.

Arbejderne på en fabrik i Chicago besætter fabrikken, da den går konkurs og ikke kan betale medarbejderne de lønninger, de har til gode. Banken bag konkursen, Bank of America, ender dog med at betale lønningerne alligevel, fordi besættelsen af fabrikken giver dem dårlig medieomtale.

Begrundet vrede

Kapitalismen - en kærlighedshistorie er for lang, og nogle af Michel Moores årsagssammenhænge holder muligvis ikke til en nærmere granskning; det må en økonom eller historiker vurdere. Men filmen er god at blive klog af, fordi fakta synes at være i orden. Og som et skarpt stykke satire og engageret agitprop fuld af retfærdig og begrundet vrede over et system, der engang mindede om de europæiske velfærdsstaters, men siden har spillet fallit - blandt andet fordi politikerne og finansverdenen i fællesskab har sørget for at afmontere de kontrolmekanismer, der skulle holde systemet i skak - er den fantastisk.

Moore kender sine virkemidler og er en mester til at bruge lyd, musik og billeder til skiftevis at gøre grin med magthaverne og skabe sympati for the working man. Og nok så vigtigt er det, at selv om Kapitalismen - en kærlighedshistorie handler om USA, er den også mere end relevant for mennesker i alle andre vestlige lande, der mere eller mindre har forsøgt at efterligne den amerikanske model, og hvor den økonomiske krise også har ramt meget hårdt.

Cirklen er sluttet

For præcis 20 år siden indledte Michael Moore sin karriere med i Roger & mig at hudflette bilgiganten General Motors, der kommer fra samme by i Michigan som Moore, Flint. Virksomheden havde overskud, men valgte alligevel at lukke fabrikker og fyre arbejdere i tusindvis. Det nærmest ødelagde Flint.

For nylig gik GM i betalingsstandsning, og i Kapitalismen - en kærlighedshistorie vender instruktøren tilbage til Flint og kan sammen med sin gamle far, der engang arbejdede for GM, konstatere, at det enorme fabrikskompleks, der engang lå i byen, er væk.

For 20 år siden advarede Moore på sin vis om, at det ville ske; nu er det sket, Cirklen er sluttet, Moore fik ret, og det bliver interessant at se, hvor han nu vil bevæge sig hen.

Kapitalismen - en kærlighedshistorie. Instruktion og manuskript: Michael Moore. Amerikansk (Dagmar, Empire, Falkoner og Grand i København og en halv snes biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Monggaard for fanden - hvordan kan det "blive for langt". Hvis filmen er noget i den retning, så er den selvfølgelig for kort.

Tag dig nu sammen mand - der er mere end filmen i denne verden og det viser Michael Moore os åbenbart igen, og det kan kun blive for kort.