Amos Oz' korte roman Vers om livet og døden handler om forfatterens forhold til sine personer. Og nu vil jeg ikke se nogen gabe og sige »åh nej, litteratur, der bare handler om litteratur«. For der findes ingen refleksion uden selvrefleksion. Der findes ingen erkendelse uden besindelse på her og nu, og forfatterens her og nu er her og nu på papiret (eller skærmen), her og nu i skrivende stund. Forfatterens forhold til sine personer vil sige så meget som menneskets forhold til sine medmennesker, og til sig selv, til sin egen indre population.
På første side af romanen kan man faktisk tro, at man slet ikke befinder sig i romanen endnu, men i et forord: »De centrale spørgsmål er: Hvorfor skriver du? Hvorfor skriver du lige netop på den måde?« Dette 'du' viser sig at være romanens hovedperson, en forfatter på vej til et aftenarrangement med oplæsning og udlægning af hans seneste bog. Første sides 'du' bliver til et 'han', bliver til 'forfatteren', hvis bevidsthed vi følger i tredje person nutid en varm nat i Tel Aviv. Men denne bevidsthed fantaserer sig (og dermed læseren) ind i en række andre bevidstheder.
Det starter med den lårfagre servitrice med synlig trussekant på caféen, hvor han sidder og samler sig inden det litterære arrangement: »Mens forfatteren venter på sin omelet, forestiller han sig servitricens første kærlighed«. Denne forestilling bringer os så langt ind i servitricens perspektiv, at hun glimtvis bliver et jeg i fortællingen, hvilket aldrig sker for forfatteren selv, der enten er han eller du.
Personfantasier
Sådan fortsætter det hele aftenen og natten, hele romanen igennem: Ud af personer, forfatteren møder eller hører om, springer fantasier om deres liv og skæbne, så deres fortællinger tager over, anslås og genoptages, væves ind og ud af beretningen om forfatterens nat, som motiver i en musikalsk komposition. Altsammen gengivet i Hanne Friis' elegante og smukke oversættelse.
Således skaber forfatteren et persongalleri ud af de tilstedeværende ved det litterære arrangement. Der er den kraftige, kulturhungrende dame med åreknuder, som »har sagt farvel til forfængeligheden«: »hendes læber er let adskilt på grund af sødmen i den kulturelle oplevelse, hun får«. Der er den unge, beundrende digterspire: »gennem brilleglassene, der er tykke som hinkesten, elsker han fra sit hjertes dyb forfatteren hemmeligt og lidenskabeligt«. Og der er romanens måske mest foruroligende skikkelse: en gentagen mærkværdig kluklatter viser sig at stamme fra »en ung mand - nej, ikke en ung mand, men en mager, lettere indtørret voksen mand, som ligner en abe [...] Et passende navn ville være Arnold Bartok«. Forfatterens fantasi om denne mands liv er virkelig ækel: Han bor sammen med sin invalide mor på et vinduesløst hummer, hvor de sover på en slidt madras under samme dyne, og sønnen hver anden time må sætte en natpotte ind og ud under hende. Denne fantasi bliver romanens ækel-motiv, som vender tilbage med stadig større dvælen ved den ødipale alliances uhumske detaljer.
Kønnet
Romanens titel er inde i romanen titlen på et værk af den fiktive israelske digter Tsefania Beit-Halahmi, som tildigtes patriotiske avisklummer på vers. Men det er ikke versenes patriotisme, der interesserer 'forfatteren' hos Oz; det er den vemod, han ser bryde igennem i nogle af dem. Det er dér, hvor de ikke handler om nationens triumfer og trængsler, men »om livet og døden«.
I stedet for Vers om livet og døden kunne romanen have heddet »Vers om kønnet og døden«. Den mulighed melder sig, da forfatteren fantaserer om, at Arnold Bartok, den forvoksede Ødipus, sidder i sit uhumske hummer med den sovende mor og skriver et essay »om muligheden eller umuligheden for evigt liv«. Her bliver Bartok som skrivende en tydelig forfatter-projektion, og det er ikke dumt, hvad han skriver: »Det er ikke liv og død, der kom til verden samtidig og er forbundet med hinanden, men køn og død. [...] Vi skal bare finde en måde at fjerne køn på, så verden bliver befriet for lidelser og den uundgåelige død.«
I en lang erotisk fantasi i bogens midte bliver kønnet imidlertid ikke bare anledning til lidelse, men også til stor fryd, både for en af forfatterens kvindelige skabninger, den kønne, men knibske oplæserske Rochale Reznik, og for denne læser. I fantasien (der udvikler sig til en lang romanscene, der hverken har større eller mindre realitetsgrad end andre fantasier i romanen, inklusive Amos Oz' fantasi om sin forfatterperson) lykkes det forfatteren at lokke Rochale ud af sin lange, højhalsede natkjole og under den finde »et andet stof, der føles tyndere og meget mere silkeagtigt end hendes natkjole, et varmt stof, der giver efter for hans fingres berøring og afslører folder og fugtige, skjulte kløfter«. Det skal ikke her røbes, hvordan scenen udvikler sig, blot antydes, at den bliver en kamp mellem kropslig lyst og kropsligt forfald. Og at den kan læses som allegori på det afkald, forfatteren må gøre for med erotisk kraft at tegne konturen af sine personer.
Ikke noget tilfælde, at Amos Oz i denne roman sender en hilsen til et af sine erklærede litterære forbilleder, Tjekhov, for der er noget Tjekhov'sk over Oz' personer, noget drømmende, uforløst længsel, som 'forfatteren' gør sig selv til projektionsflade for (velvidende og signalerende, at det ret beset er dem, der er hans projektioner): Åreknudedamens kulturhunger, digterspirens beundring, den forvoksede Ødipus' hånlatter, den store lyst knappet væk under højhalset natkjole. Ligesom der er noget Tjekhov'sk over den blanding af humor og melankoli, de skildres med. En tone, vi kender fra Oz' forfatterskab i øvrigt, og som denne læser er vild med; over sjælenes ensomme længsel og kvaler lægger sig et nådigt slør af mild, melankolsk humor.
Oz' litterære storbedrift er og bliver beretningen om hans egen og nationen Israels barndom, Om kærlighed og mørke. Har man ikke læst den, skal man skynde sig at gøre det, og har man læst den, vil man opleve Vers om livet og døden som et lille, lifligt efterskvulp - et lettere potpourri af den store symfoni.
Vers om livet og døden: Amos Oz, Gyldendal, oversat af Hanne Friis, 152 sider, 199 kr.
