Læsetid: 6 min.

Et lokum af løgn

Med det sidste bind af Jakob Ejersbos Afrika-trilogi bliver det evident, at forfatteren her efter sin død har fornyet dansk litteratur
Med det sidste bind af Jakob Ejersbos Afrika-trilogi bliver det evident, at forfatteren her efter sin død har fornyet dansk litteratur
5. november 2009

Den læser, der frisk og frejdig giver sig i kast med det sidste og måske vigtigste bind af Jakob Ejersbos efterladte Tanzania-trilogi, bør advares på forhånd. Ikke imod mammutformatet, de mere end 700 sider, der selvsagt kræver tid, men imod den grundstemning, man uvægerlig hensættes i. Romanen er nemlig ubønhørligt trist, samlet som den er om så konkret som muligt at skildre ensomhed og fremmedhed og udsathed og svigt, afmagt og rå udnyttelse i det Afrika, Gud har glemt, men som forfatteren kender, husker og maler frem med så hudløs konsekvens, at ordene nærmest må sætte sig i én som en sorg.

Ikke desto mindre fortjener værket at blive læst, og dermed gennemlevet, af mange, dels fordi der rundt i det næsten bundløse mørke lyser sprækker af venskab, kærlighed, omsorg, ansvarlighed og stolthed, og dels fordi hele virkelighedsbilledet fremtræder stærkt og troværdigt takket være den på samme tid hårdkogte og nænsomt empatiske menneskeskildring.

Black & White

Liberty har form af en tvillingekomposition, der hen over en tiårs periode følger en hvid og en sort. Den hvide er danskeren Christian, der 1980 ankommer til Tanzania, hvor han skal gå i en international skole, mens faren arbejder på et bistandsprojekt. Den sorte er den lidt ældre Marcus, der slider som børnepasser og altmuligmand for en udsendt svensk familie. Snart føres de to unge mænds veje sammen, de når tilmed at blive venner og fortrolige og at drive et diskotek i fællesskab, inden venskabet går i total opløsning og Marcus til sidst kynisk kan konstatere, at Christian til trods for sin smukke drøm om at blive sådan lidt ligesom de sorte, i bund og grund opfører sig som en hvid. Du troede, anklager han, at du kunne fuppe dig igennem, men du er blind og naiv. Du søgte den nemme måde - men smutvejen til penge drukner i et lokum af løgn!

Denne barske dom udsiges på bunden af en skånselsløs nedtursspiral, som nærmest begynder samme timer, som Christian ankommer til landet. For hvad han ikke ved eller ikke vil se, er, at hvor han end går og står, vil han altid indgå i asymmetriske relationer, som i sidste ende blot handler om hudfarve, penge og magt. En tid kan han bilde sig ind, at han i forholdet til den tidligere prostituerede Rachel har virkeliggjort en postkolonial utopi om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske hvide og den erotisk æggende sorte, men sandheden er, at han (med romanens slangudtryk) pumper for penge ligesom de mænd, han er omgivet af, skandinaver såvel som negre.

Bytteforholdet er det samme. Det er bare tydeligere, end nordboerne er vant til. Du kan være en svensker, der, som de sorte siger, spiser jord, eller en sort, der tygger mirungi; når du er med en pige, kommer du på den ene eller den anden måde til at betale for at kneppe hende. Kan, spørger Christian sig selv, nogen kærlighed mon sige sig fri for at være forbundet med »noget, der kan gøres op i penge - købes for penge?«

Romanen modsiger ikke tanken bag hans spørgsmål. Den viser blot, at penge og det, der kan købes for penge, ikke er helt det samme blandt bundløst fattige sorte og smarte nyrige sorte og i sammenligning svinagtigt velhavende hvide, der gerne boller lystigt udenom og i øvrigt kan få leveret whisky og B&O-anlæg i kasser herhjemmefra.

Gentaget mønster

Noget af det mest smertelige ved at følge Christians historie er, at han i sit erotiske handlingsmønster, men også ved de stadig mere omsiggribende snyderier, så direkte gentager: sine forældres facon. De voksne roder med deres liv, men børn ved altid alt det, der sker i deres hjem, og så hjælper det ikke ret meget, at hans far belærer ham, at du skal ikke gøre, som vi gør, men som vi siger!

Hvad Marcus angår, kommer smerten, hver gang han af sine omgivelser tvinges til at indordne sig. Han er sidst til at sove og først til at stå op, og han må tavs uden at kny finde sig i, at de hvide skiftevis behandler ham med nedladende 'nordisk' venlighed og med skødesløs arrogance. De kan jo alligevel få alt, hvis de altså bare vil have det. Hvorimod han selv skal slide og kæmpe sig til det hele. »De bestemmer over dig, og de kan bare sige, hvad du skal gøre, og du gør det; men de spørger dig alligevel, som om du kan sige nej.«

Hvor Christians afrikanske liv er et dødsdømt forsøg på at blive sort, kan Marcus bedst beskrives som en art flydende indimellem: Ikke hvid, ikke sort. Uden hjem, men ikke på gaden. Tidligt voksen, ansvarlig, men alligevel ufri. Han har alt stoffet i sig til en selvstændig voksen, men hvad hjælper al den styrke, når man på forhånd er anbragt på bunden? Selv om han forsøger at kopiere de hvides stil og stifte familie og lave forretning, ender han som drukmås og snusket plattenslager, der når at gøre tre kvinder med barn.

Nøjagtig hvor sammentvundne handlingstrådene er, kan måske bedst illustreres ved, at den ulykke eller det mord, der kommer til definitivt at flytte Christians liv, samtidig involverer Marcus som medvider - eller det, der er værre.

Æstetik og etik

Ifølge Jakob Ejersbos oprindelige plan skulle denne store roman have føjet sig til en lige så omfangsrig samling af noveller. Men eftersom en enkelt novelle, Eksil, fik lov at svulme så umanerligt op, blev hele tegningen forstyrret. Nu kan vi imidlertid overskue, hvor fornemt forfatteren faktisk flettede sine mange kompositioner sammen: Alle de personer, der forekom i Eksil og Revolution, dukker nu op igen i historien om Christian og Marcus, ja, vi får tilmed lov til at genopleve bestemte scener fra fortællingerne set fra nye personers vinkler. Vi har på én gang at gøre med en individualiserende fortælleteknik og en kollektiv fiktion.

Hver enkelt figur træder frem i sit samspil med alle de andre og som opfattet af de andre, og man får den tanke, at den, du er, det er en, du bliver i og gennem mødet med andre. Det vil igen sige, at den tosporede og så at sige dobbeltfokuserede fiktion udtrykker en velgennemtænkt etik, på samme tid real og dybt reel. Men også stilen er vigtig. For Ejersbo skriver i den sidste bog på to væsensforskellige måder. Når han er inde i Christians hoved og krop, bruges et effektivt dansk, der indimellem tager en lille smule stemme af miljøets sprog, swahili og engelsk. Men følger han i det andet spor Marcus, skrives der altid urent, i et bevidst ugrammatisk dansk, med indslag af swahili og engelsk og svensk. Stilen kommer derved til at rumme selve hybriditeten i sig. Værket taler nøjagtig lige så sammensat som den verden, det vil skildre, var og er.

Postkoloniale tvillinger

Set i et velkendt litterært perspektiv fornyer Jakob Ejersbos roman den 'tvillingtradition', vor digtning har været så rig på, denne tradition, der modstiller fantasten og hans modpol realisten, sætter drømmenes over for handlingens mand.

Men i et større internationalt perspektiv står Jakob Ejersbos trilogi som det hidtil bedste danske bud på en postkolonial romankunst. »Tanzania vil selv«, lød sloganet efter landets selvstændighed i 1961, men da de så skulle bygge landet op, trådte de hvide til og ikke mindst vi rige fra de nordiske lande. Til trods for masser af penge og smuk humanistisk vilje lod vi os efterhånden filtre ind i det spind af korruption og fordærv, som kloge og kompromisløse Jakob Ejersbo lægger frem.

Hvad vi har fået her med trilogiens sidste bind, det er et kæmpemæssigt rum af en realistisk roman - plus stof til eftertanke. Spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til?, de kan fra nu af i Danmark stilles på en anderledes sandfærdig måde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu