Læsetid: 7 min.

Han lyste i mørket

Gribende fremstilling af USA-præsidenten Franklin Roosevelts liv og gerning i ny biografi. Den viser, hvor hårdt det er at ville reformere USA
Gribende fremstilling af USA-præsidenten Franklin Roosevelts  liv og gerning i ny biografi. Den viser, hvor hårdt det er at ville reformere USA
23. november 2009

Det kan stramme om hjerterødderne, når man læser om 1930'erne: Så megen ondskab, fascisme, nazisme, kommunisme; krak og elendighed; demokratier, der vakler og falder.

Da jeg i begyndelsen af 1960'erne læste om det i Verdenshistorie for Realskolen, studsede jeg over en sætning, der lød:

»Et lyspunkt midt i alt dette var dog, at Franklin Roosevelt i 1932 valgtes til USA's præsident og siden genvalgtes.«

Sjældent, at lærebogen heppede på nogen. Og hvordan kunne Roosevelt dog ene mand være et lys i så meget mørke? Han måtte være noget ganske særligt.

Og det var han, har jeg siden forstået. Så meget, at han lyser helt op i vore dage og måske endda fremad - som et lysspor at følge for Barack Obama.

Det har i de senere årtier væltet ud med biografier om Franklin Delano Roosevelt, også kendt under forbogstaverne FDR. En af de seneste og vægtigste -historikeren Jean Edward Smiths FDR - foreligger nu lykkeligt oversat til dansk af Morten Visby. De 888 illustrerede sider er en prisværdig udgivelse, som Gyldendal har påtaget sig. Den bør juleforæres indbyrdes af alle, der interesserer sig for USA, for verdenshistorien og for de skæbnesvangre 1930'ere. Frem for alt har den et nærmest påtrængende budskab til alle, der interesserer sig for politik som håndværk: Hvordan kan gode mennesker opnå gode resultater?

Pusten og gispen

I sin storhed er Roosevelt så stor, at det kan tage pusten fra én. Tilsvarende gisper man, når han så alligevel svigter. Lad det dog være røbet på forhånd, at man til sidst sidder varmt fascineret over skikkelsen. Og forundret, for uudgrundelig var Roosevelt også.

Han fødtes 1882 ind i et millionærhjem i landadelsaristokratiet omkring Hudson-floden nordvest for byen New York. Han var enebarn, faderen var gammel og svagelig, moderen viljestærk og medbringende sin egen formue, som hendes far havde tjent på søtransport af opium fra Kina. Den lille Franklin var elsket og beskyttet. Han blev overøst med klassisk dannelse og manerer og lærte flydende fransk og tysk.

Til Franklins germanske færdigheder bidrog, at hans forældre satte ham i tysk folkeskole, når faderen var på sit årlige kurophold i Tyskland.

Franklins familie var pr. tradition demokrater, fordi hans forfædre havde søgt en midterkurs i striden om frigørelse af slaver. Den gren af familien, der boede ude ved Atlanterhavskysten, havde været kompromisløse modstandere af slaveri.

Derfor var de blevet republikanere.

Fætteren præsident

Franklins ældre fætter Theodore var USA's progressive republikanske præsident fra 1901-09 og et forbillede for Franklin. Theodore var i 1905 forlover ved brylluppet mellem Franklin og Eleanor, der var Theodores niece og Franklins kvartkusine og også bar navnet Roosevelt.

Tiltrækningen mellem Franklin og Eleanor var poe- tisk og nænsom, men blev slidt af hendes hurtigt på hinanden følgende seks barnefødsler. Han var den charmerende verdensmand, hun var akavet, indadvendt og inderligt seriøs.

Franklin viste sig at være god til at føre politisk kampagne. Som 28-årig advokat vandt han på en demokratisk liste et ellers republikansk sæde som delstatssenator i staten New York. At navnet Roosevelt på den tid var elsket blandt republikanere, har givetvis hjulpet. Efter en imponerende genvalgssejr blev Franklin Roosevelt i 1912 hentet ind som vice- flådeminister i den nydannede demokratiske regering under demokraten Wood- row Wilson. Roosevelt passede sit embede glansfuldt - også da USA i 1917 blev draget ind i Første Verdenskrig og skulle transportere millioner af tropper over Atlanten til Vestfronten. Ikke ét transportskib blev sænket af tyske ubåde.

Efter Versailles-freden i 1919 gik den selvretfærdige Wilson galt af det amerikanske Senats selvbevidsthed, da han ville tromle Folkeforbundet igennem.

Kampen forbitrede Wilson. Han ramtes af et slagtilfælde og endte i en rullestol i Det Hvide Hus.

Franklin blev stillet op som vicepræsidentkandidat ved valget i 1920, men bagslaget efter Wilson gav demokraterne et stygt valgår.

Ramt af polio

Som kandidat til et nationalt embede havde Franklin dog ført sig belevent, og hans voksende tilhængerskare regnede med, at hans tid nok skulle komme.

I 1921 ramtes han under en udflugt med spejdere af en polio, der gjorde ham lam fra hofterne og nedefter. Genoptræningen kom til at vare i årevis og blev aldrig helt vellykket. Mens han ved at tilbringe sine vintre på en lystbåd i Florida søgte nyt helbred og overvindelse af sin depression over lammelsen, varetog hustruen Eleanor den opgave at være hans synlige tilstedeværelse på den politiske scene. Hun lærte at overvinde sin skyhed og blive en effektiv folketaler. Franklin holdt sit ry ved lige ved at aflevere nogle medrivende taler ved demokraternes præsident- opstillingskongresser i 1924 og 1928.

Trods det at han stadig ikke kunne gå uden andres hjælp, lod Roosevelt sig i 1928 hverve som kandidat til guvernørposten i New York. Han vandt - selv om valg- dagen ellers gik demokraterne imod. Han regerede opfindsomt, fornyende og dynamisk. Da det store krak kom i 1929, gjorde han New York førende i USA's socialforsorg og genopretningspolitik. Efter et jubelgenvalg som guvernør var det i 1932 muligt for ham og hans hengivne støtter at manøvrere sig frem til præsidentopstillingen og siden valgsejren over lad-stå-til republikaneren, præsident Hoover.

Trods sin overklasse- baggrund blev Franklin Roosevelt den mest progressive præsident i USA's historie. Hans evne til at charme, forføre og besnakke Kongressen og til at mobilisere vælgerne bag sit New Deal-program gav ham de hurtigste og mest omfattende reformer i USA's historie. Han fik gang i økonomien og nok så vigtigt: Hans appel til det bedste i mennesket holdt amerikanerne på demokratiets grund og væk fra fascismens fristelser - som ellers havde lokkerøster nok i 1930'ernes USA.

Triumf - og overmod

Ved midtvejsvalget i 1934 styrkede Roosevelt yderligere demokraternes overtal i Kongressen. Hans eget genvalg i 1936 blev den totale triumf: Flertal i alle stater bortset fra Maine. I Senatet røg hans flertal op på 80 ud af 96. I Repræsentanternes Hus var demokraternes flertal 331 mod republikanernes 89. Demokraterne kom op på 42 ud af 48 guvernører. Vejen var banet for USA som en velfærdsstat - model 1936.

Så blev Roosevelt grebet af overmod. Uden at rådspørge sit kongresflertal gik han til angreb på USA's højesteret, som havde underkendt et par af hans reformlove som forfatningsstridige - navnlig fordi regerings- beføjelserne var for vagt afgrænset. Han krævede at udnævne en ekstra dommer for hver dommer over 70 - under det påskud, at retten var overbebyrdet. Det var den beviseligt ikke. Roosevelts modstandere fremdrog skræmmebilleder af en magtsyg diktator, og han mistede sit greb om Kongressen. Samtidig havde de gunstige resultater af stimulus-politikken forledt ham til at søge forbundsfinanserne bragt i ligevægt ved besparelser. Resultat: En ny runde depression. Bunden blev nået, da Roosevelt i vrede over Kongressens svigt i kampen mod højesteret søgte at forhindre de mest indædte af sine demokratiske modstandere i at opnå genvalg. Hans udrensningsforsøg blev afvist af vælgerne.

Roosevelts tid havde været omme efter udløbet af hans anden præsidentperiode i 1940, hvis ikke Anden Verdenskrig var brudt ud.

Genopblomstringen

Roosevelt kom til at stå som manden, der kunne føre USA frelst gennem krigen. Det kunne han - stort set - også, og det blev hans genopblomstring. Han blev manden bag den amerikanske krigsproduktion, der sikrede den allierede sejr over Aksemagterne. Og han blev skabereren af De Forende Nationer, som han selv fandt navnet til.

Hans 1940-genvalg til en tredje præsidentperiode var helt uhørt, og endnu et genvalg i 1944 blev det til. Da var Roosevelt slidt op af verdenskrise og verdenskrig, og præsident Wilsons enke konstaterede rædselsslagen lighederne mellem de to præsidenters skæbne: Nu sad også Roosevelt udbrændt i en rullestol i Det Hvide Hus.

Roosevelt døde af en hjerneblødning i april 1945 - to en halv måned efter han var tiltrådt sin fjerde embeds- periode.

Roosevelts kraft som politiker lå i hans demonstrative optimisme. Han var handlingens mand. Som han sagde i en tale i 1932: »Vælg en fremgangsmåde og prøv den af. Hvis det ikke lykkes, så indrøm det og prøv en anden. Men frem for alt: Gør noget!«

Han løftede vælgerne ved at tale til det bedste i dem. Journalister elskede ham for hans jovialitet og leveringsdygtighed i livfulde citater. Og han bemesterede kunsten at spænde kongresmedlemmerne for sin vogn - indtil det gik galt, da han efter rekordsejren i 1936 forsøgte at få også højesteret til at indordne sig.

En pointe - også for Obama - er, at Kongressen kun kan lokkes, men aldrig tromles. Roosevelt trak USA så langt til venstre, som landet nogensinde har befundet sig, men da han overspillede sin hånd, benyttede de konservative kræfter chancen til at slå igen.

Roosevelts skæbne er - ligesom Wilsons - et eksempel på, hvor hårdt det tærer på en præsidents kræfter at ville lave radikalt om på USA. En mærkelig skæbnebebudelse lå i, at Franklin som fem-årig tilbage i 1887 sammen med sin far aflagde visit i Det Hvide Hus hos den daværende demokratiske præsident Grover Cleveland, der var knuget af sit embedes byrde. Cleve- land lagde ved slutningen af besøget hånden på Franklins hoved og sagde:

»Jeg har et sælsomt håb på dine vegne, min lille mand: At du aldrig bliver præsident i dette land.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu