Nu, hvor Jette A. Kaarsbøls debutroman Den lukkede bog (2003) er trykt i 170.000 eksemplarer og afsat til udgivelse i syv lande, må der til ’den svære toer’ knytte sig en ikke ubetydelig forventning. Hvordan hun har forsøgt at imødekomme den, markeres måske tydeligst ved den nye bogs bibelske titel, som er nøjagtig ét bogstav kortere end sidst.
Din næstes hus er nemlig i såvel omfang som ambition mindre end forgængeren. Hvor Den lukkede bog prætenderede (og delvis præsterede) at forene intimt kærlighedsdrama med historisk roman, har vi denne gang at gøre med en solidt, men samtidig og helt igennem traditionelt skreven psykologisk samtidsskildring med vægt på en mands frigørelse fra sin fortid, hans ankomst til og overtagelse af egen eksistens.
Laus Lindborg, arkitekt og fotograf, fører, ser det i begyndelsen ud til, et interessant og afvekslende liv med flinke venner, professionel fremgang og forhold til udmærkede kvinder. Men da han mister sin far, kommer hans personlighed pludselig i skred. Igen og igen må han gennemspille dødsscenen, som han ikke blev vidne til: ser med korte mellemrum sin far blive ramt af et hjertetilfælde og falde ned af stolen.
Om denne far beretter Laus, at han som sønnen var arkitekt, samt jazzelsker og minimalist. En taber – men trods alt kultiveret. Nu bliver det op til Laus at finde ud af, hvad de havde til fælles, og hvori de adskiller sig fra hinanden. Det er faktisk på høje tid, for midt i sin ydre succes føler vor helt sig som en levende død eller i det mindste snart en gammel idiot.
Nøglen til en dør ud af denne tomhed bliver det påtrængende spørgsmål om, hvad han skal stille op med farens lig. Hvorfor ikke lade ham begrave i provinsbyen St. Randing, hvor faren jo byggede sit livs eneste sande varige minde i form af et bibliotek? Og hvorfor ikke straks tage derover og snakke med præsten, der oven i købet viser sig at have en velskabt og spændende kontrabasspillende kone?
Arkitekt og elsker
Som arkitekt var faren en fiasko, hvorimod Laus mestrer sit fag. Som mænd følger de samme triste repeterende mønster uden evne til at give sig hen og vække lidenskab. Men hvor faren stivnede i sin stilfulde isolation, har Laus stadig en chance. Måske har han blot ikke truffet den rette?
At erotiske og karrieremæssige motiver væver sig tæt sammen og spejler sig i hinanden, viser sig i, at Laus først træffer sin beslutning om at rette op på farens faglige eftermæle, efter at han selv har forelsket sig og dermed fået en rigtig god grund til at blive i St. Randing. Rent praktisk består hans store projekt i at bygge det sørgeligt skamferede lokalbibliotek om til en sognegårdsperle, men reelt er det en anden stedlig kostbarhed, der drager og fastholder vor helt.
Hvordan det rent håndgribeligt går, er der ingen grund til at referere, men jeg kunne ikke lade være med at more mig over, at Jette A.
Kaarsbøl romanteknisk set griber tilbage til det ældgamle trick fra det 19. århundredes dannelses- og udviklingsromaner at foranstalte en ’episk prøve’. På et tidspunkt bliver Laus spurgt, hvorfor i alverden han ikke er gift, og får samtidig at vide, at St. Randing sådan set kun har tre virkelige erotiske attraktioner at byde på: Bente, Susanne og Alma. Bente, der er gift, arbejder henne på tanken; hun er absolut ikke hans type. Susanne har en frisørsalon; hun er enlig og mere end villig. Men præstefruen Alma er uimodståeligt dejlig – og oven i dét uopnåelig. For du må ikke bryde et ægteskab, og du må hverken begære din næstes hus eller hustru, heller ikke når denne næste, præsten, i dine øjne mest ligner et godmodigt skvat, der ved optræk til konflikter diffunderer for øjnene af dig.
Pædagogisk pegefinger
Som en anden Sankt Laurentius på risten må Laus følgelig steges over ca. 100 sider, inden han får demonstreret, at han aldeles ikke er lousy, men i modsætning til sin far rummer kæmpepotentiale ikke kun som arkitekt, men også som elsker og børne-
opdrager. Samvittighedsfuldt og redeligt giver Jette A. Kaarsbøl os historien om en mand, der finder faderen i sig selv, ikke i form af sin egen far, men i skikkelse af den mand, han egentlig, fra begyndelsen af, selv engang skulle blive. Det kaldes personlighedsudvikling eller ’individuation’ og var som bekendt et stort issue i litteraturen indtil Første eller til nød Anden Verdenskrig.
Kompositorisk er bogen lagt således til rette, at Laus som jeg-fortæller gennemspiller hele forløbet, alt imens han pakker sine ting og venter på den bil, der skal transportere ham og hans passagerer til en ny tilværelse. Lidt knirkende, men ikke uden håndelag, leveres i korte flashbacks brudstykker af en psykologisk forklaring, og hver gang helten nærmer sig en afgørende indsigt, understreges dette pædagogisk med ’sigende’ enkeltstående linjer i slutningen af et afsnit, som da præstens kone lige får understreget, at hun spiller bas, fordi hun synes bedst om »store instrumenter«, eller da hun i en tæt massage-passage slår fast, at smerter som regel sidder længere nede, end man tror. Hallo derude, fik De den?
Stilistisk har Jette A.
Kaarsbøl klogelig valgt sig en temmelig tænksom jeg-fortæller, med hvem hun deler dén forkærlighed for tunge kritiske sidekommentarer, der indimellem gjorde Den lukkede bog til noget af en prøvelse for alle os, der gerne ser romankunsten fornyet. Kan læseren forestille sig en roman, som bearbejder den moderne mands krise i en teknik og en stil, der dyrkedes af Pontoppidan for 100 år siden og af Erik Aalbæk Jensen gennem det meste af efterkrigstiden, så ved de, hvad man kan vente og navnlig ikke vente sig.
Inden for ny dansk litteratur har Jette A. Kaarsbøls roman sin nærmeste modsvarighed i Ida Jessens trilogi fra Hvium, der hver gang opererer med modellen, at En Fremmed Kommer til Byen og Hvad Mon der så Sker? Men hvor Ida Jessen ret ofte skriver sætninger, der risler ned ad ryggen eller isner ved deres kyniske klarsyn, holder Kaarsbøl sig til empatisk indlevelse serveret med emfatisk respekt for det meget brede publikums smag.
esn@information.dk
Jette A. Kaarsbøl: Din næstes hus. Roman. 371 s. Kr. 299,00. Gyldendal. Udkommer i dag
