»Intet måltid er gratis,« siger man, og de ord må newyorkeren Charlie (Jeff Daniels) da også sande. Charlie er finansmand, og det eneste interessante ved ham er, at han kan finde på at stikke af fra diner-regninger for spændingens skyld. Og spænding får han mere end rigeligt af, da han en dag møder en dyrisk-sexet kvinde, der kalder sig Lulu (Melanie Griffith).
Jonathan Demmes Vild og blodig fra 1986 er en dristig blanding af screwball-komedie, roadmovie, psykologisk drama og film noir. Den er beslægtet med - om end mindre ekstrem end - David Lynchs Blue Velvet fra samme år, blandt andet fordi de begge handler om det, som skjuler sig bag det gammelkendte Amerikas trygge facade.
Hvor Lynch foretog en sublim besudling af to populærmusikklassikere fra skæbneåret 1963 (titelnummeret og Roy Orbisons In Dreams), giver Demme via visuelle henvisninger de kollektive minder om de velbeslåede og (relativt) uskyldige 1950'ere et mareridtsagtigt skær.
Nostalgi fylder også godt i selve handlingen, da Lulu - som egentlig hedder Audrey - i en lang og superbt eksekveret scene deltager i en genforeningsfest for sin gymnasieårgang med Charlie i rollen som sin mand. Her vender fortiden tilbage som en skarpsleben boomerang i skikkelse af Audreys eksmand Ray, en kriminel rockabilly-type, som sitrer af farlig charme.
Demmes instruktion træder en fornem balance mellem højt tempo og roligere stunder, der giver hans tre hovedskuespillere plads til at vise formatet: Daniels' replikbehandling er en fryd, og Griffith bruger fermt en femme fatale-stereotyp som springbræt til et portræt af en kompleks kvindefigur. Som skurken Ray - der også repræsenterer Charlies dæmoniske 'anden halvdel' - truer den dengang ukendte Ray Liotta med at stjæle filmen med en muskuløs og mildest talt intens præstation.
Selve dvd-udgivelsen af Vild og blodig er desværre ret uimponerende: Den rummer intet ekstramateriale udover en trailer, og tilmed er de danske undertekster sjuskede.
Vild og blodig. Instruktion: Jonathan Demme. Manuskript: E. Max Frye. Amerikansk. Er netop udkommet på dansk dvd fra NTC