Læsetid: 4 min.

Mee Too Buggi

Han satte strøm til sproget og fik Eiffeltårnet til at danse. Nyoversættelse af Blaise Cendrars' Nitten elektriske Digte
19. november 2009

Blaise Cendrars var fransk poesis uregerlige barn, da han i årene lige før det, der senere kom til at stå som den første verdenskrig, skrev sine elastiske digte.

Helt tilpasset blev han aldrig, men han kæmpede for Frankrig i krigen, selv om han var udlænding, født i Svejts, og derfor måtte gøre det i Fremmedlegionen. Han mistede højre arm, og efter det skrev han i hele sit lange liv (1887-1961) stort set udelukkende prosa.

'Venstrehåndsarbejde' har mange kaldt det, og sådan har det vel set ud for dem, staklerne, men for andre er det helt hen i vejret. Cendrars hang ikke fast i, hvad han en gang havde gjort. Han var en verdensvandrer (Poul Borums udtryk), og hans eventyrlige bøger spillede en vældig rolle, og nødvendig, som ustyrligt element i den ellers ofte på fransk lovlig akademisk damptromlede litteratur. Men fremmed var han.

Det var som fremmed han skrev sine store poetiske røverhistorier. Den om rejsen med den Transsibirske jernbane sammen med lille Jehanne af Frankrig og den om Panama eller mine syv onklers eventyr eller den om Påske i New York, hvor han som fattig vagabond gennemtyrede hele nationalbiblioteket på tom mave og gjorde sig til Henry Millers billede på en orientalsk vismand. Den transsibirske og Panamabogen findes på dansk i en samlet udgave på Husets Forlag, oversat af Karsten Høyer. Den kan stadig fås på nettet.

Den transsibirske udgav han oprindelig for egen regning i 150 to meter lange, udfoldelige eksemplarer, farvesat og formgivet af Sonia Delaunay. Hele oplaget var, hvad både Blaise og Sonia lagde vægt på, lige så højt som Eiffeltårnet.

Maskinen kører

Hans digte fra de år, før krigen ændrede alt, og måske især de Nitten elastiske digte, der nu foreligger i dansk oversættelse ved Peter Borum, er eksperimenterende i egentlig, videnskabelig forstand. For Cendrars var sproget en herlig maskine. Til at lege med. Jonglere med syntaks, grammatik og lyd. Og netop i de år, hvor Eiffeltårnet pegede ind i paradisisk fremtid, var filmen det nye sprog. Filmen var den nye skrift. Det elastiske ligger i, at Cendrars skriver i ekstremt lange og ekstremt korte linjer. Det er alting på én gang, i en kaotisk tid. Apollinaire var gud. Forude lå revolutionens knitrende mirakel, men snart skulle en hel generation af kunstnere fra de store, krigsførende nationer, blive udryddet i skyttegravenes gashelvede.

De Nitten elastiske digte er endnu uberørte af den kommende katastrofe. De står stadig, som overlevende, snurrende maskiner i det franske sprog, der aldrig siden er blevet helt det samme.

De er svære at oversætte. Syntaktisk, lydligt og grammatikalsk er der store forskelle mellem fransk og dansk, og den konstante lyd af knasende gearskift, den hvislende, raslende støj af susende fart, der er hjertet af Cendrars' beskidte maskinpoesi på fransk, bliver til noget andet i et lydmæssigt blødere sprog som dansk.

Men lyden forsvinder ikke, og fornemmelsen er der stadig i Peter Borums fine oversættelse. Han anskueliggør endda det fremtidsvendte i digtene ved at indføre en kuglepen, selv om den slags apparater ikke fandtes før i slutningen af 1940'erne. Patentet var der, da Cendrars skrev, men det fungerede ikke. Blækpastaen kunne finde på at blive til syre og ætse penneskallen væk. Her har vi imidlertid0, sort på hvidt, en kuglepen i 1913. Det må man vist kunne kalde translatorisk futurisme.

Galskab og eksplosion

Bogen er i Bebops normale format, og det betyder allerede i første digt en lang linje som: Korsfæstet i den vidtåbne avis som jeg holder med udstrakte arme, bliver klippet over, så svirpet til. Vingefang / Raketter / Røre / Råb bliver formindsket.

Allerede i næste digt står Eiffeltårnet der så: Verdenstårn / Tårn i bevægelse, og i tredje digt siger Cendrars: Min digtnings vinduer står vidtåbne mod Boulevarderne og i dens montrer / Stråler / Lysets ædelsten. Han portrætterer vennerne, som maleren Chagall: Himle af galskab / Mundinger af modernitet / Tårnet som proptrækker.

I et digt med titlen På kjolen har hun en krop, en hilsen til Sonia Delaunay, hedder det: Under armene lyng hænder og pistiller da vandene plasker ned ad ryggen med de blågrønne skulderblade, og senere i de flanerende bydigte taler digteren om Tårnets regnbueriske dissonanser i dets trådløse telegrafi. Det er malernes nye lysverden, han beskriver, og der er lyd på: Hen over himlens og de teleskoperede stemmers harmonika / Mens avisen gærer som et indespærret lyn. Det er filmen, der er fremtiden, og det er den nye, rytmisk svirpende musik. Han danser: Mee too buggi, og sproget synger: »Mee low folla«.

Sådan var han, nu også på dansk, den store løgner af et sandhedsvidne: Mariwagi slår på tromme ved indgangen til hans hus.

Klart at digte fra for hundrede år siden ikke lige nu kan være det kommende nye. Ikke på den måde. Snarere måske, og det ville være helt fint for Blaise Cendrars, er de et flimrende filmisk spjættende mindesmærke i stadig dansende bevægelse over det tyvende århundrede, som i Cendrars havde en af sine store stemmer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu