Der snakkes så ofte om debutanter, som satser hele butikken fra start og siden får svært ved at vende stilsikkert tilbage.
Måske er det den slags skræmmehistorier – afsunget over melodunten: Den Store Etter, Den Svære Toer – som har fået Theis Ørntoft (f. 1984, elev på Forfatterskolen i 2007-09) til at lægge ud med en forholdsvis let servering, som bestemt ikke bør blokere for nye værker - hvis ellers talentet er til stede, hvilket det her heldigvis er.
Debuten består af 32 en- og tosides sekvenser afbrudt af blanke sider, hvorpå der kun står et Yeah! Dette og den genkommende digttitel »A Day in the Life« sender os tilbage til Beatles og deres Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band, dvs. til en naturlig sødme, en drenget følsomhed, til en spontan direkthed, som siden har dannet kunstnerisk forbillede.
Respekt for det banale
Hos Theis Ørntoft ligger Beatles-påvirkningen i en henkastet humor, en livsåben, verdensvendt attitude og i en sprød respekt for det banale og trivielle. Han tager tingene for, hvad de er, går i lige linje gennem dagen og lader dagligdags ord vandre lige ind i sit digt.
Det betyder rig brug af engelske lån (verber som 'peake' og 'fucke') og et sandt overforbrug af forstærkende mode-småord ('sygt godt', 'sygt flot', 'sygt svært'). En kvinde har en 'vildt god røv', og når to fyre hos Ørntoft 'diskuterer vildt', betyder det ikke, at de drøfter rådyr og harer. Tværtimod skal det signalere, at her kan der skrives, præcis som man taler.
Digterens projekt består i at tage tiden og dens forvirring på sig og afstå fra at hierarkisere. Det indebærer, at jegets sansninger, småhandlinger, øjebliksaffekter og lækre pseudo-dybsindigheder får lov at indgå i teksten på samme niveau, med den samme styrke.
Det at falde ind på en indisk takeaway er således ikke sekundært og inferiørt sammenlignet med at lade digtet reflektere over sig selv, og hvis jeget nederst på en venstreside kan stå »lidt ved siden af en mand i toiletkøen«, så kan samme subjektinstans sagtens øverst på højresiden kalde sig selv for »et centrallyrisk jeg med hverdagsreferentialitet og det hele«.
At sige »jeg ser! jeg hører! jeg dufter! jeg lever!« tilhører ikke et andet digtniveau end det at beskrive sin egen metode som »en ultra liberalistisk poetik«, hvormed der blot menes, at gode linjer gives til de gode digte!
Hvad Theis Ørntoft demonstrerer, er, at det fint kan lade sig gøre både at være vildt overfladisk og helt sygt dybsindig, både at frembringe mega centrallyriske tekster og at lade dem filosofere – en indsigt, som bringer ham i nærheden af bl.a. Peter Laugesen, hos hvem tanken jo gerne slår over i en følelse, der kan slå over i en sansning, som så igen kan slå om i et metapoetisk udsagn – der samtidig bliver en påstand om eksistensen og virkeligheden.
Min reference til Peter Laugesen er ment som en ros, samtidig med at det må konstateres, at har man rigtig læst og studeret gennemtygget Theis Ørntofts debutværk, trænger man slemt til at se ham forsøge sig med noget andet og gerne meget mere ambitiøst.
Theis Ørntoft: Yeahsuiten. 50 sider. Gyldendal. 195 kr.
