Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mening med galskaben

Den amerikanske sekstet Wilco gav på Det kongelige Teater en af årets mest generøse og geniale koncerter med et overvældende varieret og velsiddende 25-sangs sæt
Kultur
11. november 2009

Det er ikke svært at forstå, at Wilco nyder den respekt og har den position, som tilfældet er. Det er på den anden side heller ikke svært at forstå, at bandet ikke er blevet større, end tilfældet er. Fordi fordi fordi - ja, musikken er med sine rødder i country og amerikansk roots-musik på papiret som sådan tilgængelig nok.

Og så skriver frontmand Jeff Tweedy grundlæggende (næsten) ligefremme sange, der lægger sig i traditionen fra Dylan og Young, og som måske i et andet regi ville kalde mere på skæg-og- ølvoms-segmentet, end de altså gør. Hvilket skyldes, at Tweedy opererer med et sjældent udfarende og meddigtende orkester (p.t. er Wilco en sekstet, men så er der også kun Tweedy og bassisten John Stirratt tilbage fra den oprindelige 1995-besætning), der holder umådelig meget af at fucke hans sange helt op, hvorved ethvert tiltag til flinkeskole bankes i gulvet fra starten. Ikke demonstrativt, ganske vist, men nok til at de sjældent får mulighed for at indynde sig hos lytteren; det er gerne smukt, men aldrig kønt, ofte vildt og som regel ret langt ude.

Hvor dette hos andre, mindre talentfulde bands muligvis ville udarte sig til demonstrative avantgardistiske tiltag, holdes det dog helt stramt her og får meget sjældent lov til at udarte sig til det rene ramasjang. Der er med andre ord mening med galskaben.

Variation en selvfølge

Noget andet interessant ved Wilco er måden, gruppens originalitet manifesterer sig på; for jo, det er muligt at høre ekkoer at alt mellem himmel og jord i gruppens musik. Fra hoften kan nævnes Beatles, Dylan, Little Feat, Can, Stones, Television, The Band og Neil Young (samt alskens obskur psykedelia, soul og powerpop, såmænd), men intet af det er i spil ret længe, før musikken drejer om et nyt hjørne og pludselig lyder som noget helt tredje. Så påvirkningerne har mere karakter af hilsener og hyldester end af tyverier og nødløsninger - her vinkes til åndsbeslægtede i forbifarten, men der hersker aldrig tvivl om, hvem der sidder bag rattet. Variation en selvfølge! Og midt i det hele ligger Tweedys ikke specielt store, men konsekvent underspillede og særdeles udtryksrige stemme og fungerer som den akse, hvorom resten drejer.

Personligt oplever jeg så, at metoden som tommel- fingerregel fungerer bedre på scenen end på plade, men de skal nu ikke forklejnes af den grund. Der er noget at hente for den nysgerrige på alle de syv udspil, det til dato er blevet til - og selvom hardcore fans sværger til Yankee Hotel Foxtrot (2002) og A Ghost Is Born (2004), synes jeg personligt rigtig godt om de to seneste, selv om de ikke er hverken lige så vilde eller eksperimenterende. Til gengæld mestrer de i deres nøgenhed en nedtonet udtryksfylde, som kun det erfarne, men stadig inspirerede orkester formår, ja, det seneste, Wilco (the album), er en decideret gribende omgang sange om og af voksne mennesker.

På de vildeste vover

Alt dette - og meget mere - demonstrerede orkesteret til fulde ved en helt igennem suveræn (for nu ikke at sige genial!) koncert på Det Kongelige Teater søndag aften. Det skadede ikke sagen, at det fremmødte publikum var i mindst lige så god form som Wilco selv, og kendte numre hilstes med begejstring, tilråbene var utallige og af den opmuntrende slags, klapsalverne skyllede ned over den sagesløse sekstet, og det blev til stående bifald en masse efter såvel den regulære spilletid som de syv ekstranumre, der udgjorde en hel lille koncert for sig. Og selv om der lagdes stille ud, var intensiteten i top fra starten, og det er i det hele taget længe siden Deres udsendte i den grad har nydt at være i musikkens favn - for nu ikke at sige forsvinde ind i den. Det musikalske niveau i orkesteret er så også svimlende højt i alle positioner, her spilles med en finesse og fingerspitzgefühl, så man skulle tro, de var klassisk skolede hele banden, de dynamiske udsving er både raffinerede og respektindgydende på samme måde som de skæve harmonier, der falder helt naturligt. Og når man tænker, nu kan det ikke blive meget smukkere, så bliver det ganske rigtigt også grimt som bare fanden. Herligt.

Aftenens stjerne var og blev den evigt eksperimenterende og helt ustyrlige guitarist og pedal steel-spiller Nels Cline, der ubesværet skriver sig ind i rækken af festoriginaler, som kan få sit instrument til at lyde som - nå ja - hvad som helst. Cline er uden sammenligning den mest uortodokse og løsslupne musiker i det foretagende, og han fører gerne musikken ud på de vildeste vover. Hans modsætning er måske den forfinede og åndeløst letspillende trommeslager Glenn Kotche, a drummer to die for. Hans jazzede facon at få musikken til at swinge på - og ikke mindst hans eksplosivt uventede bersærkergange - var i ren gudeklasse.

Til angreb på traditionen

Der er det med traditionen, at lige så elskværdig og tryg, den nu engang er, lige så snærende og begrænsende kan den være. Utallige kunstnere træder ukritisk ind i den, og mindst lige så mange går i ét med tapetet i forsøget på bare at spille sig op til standarder, der er sat. For lige så besnærende let det lyder, lige så hulens svært er det at tilføre denne kæmpebaby noget nyt.

Og det er der Wilco og Tweedy lægger distance til deres mange ligesindede; jo, de elsker også denne lyd af Amerika, det gør de. Og så går de ellers i gang med at sprænge den i luften, opløse den indefra og i processen føre den ud i nye hjørner, hvor ingen anede, den havde hjemme.

Det gjorde Wilco så igen og igen søndag aften, 25 gange faktisk, og selv om koncerten varede næsten to og en halv time, ville man ikke have undværet et sekund. Et af de helt store koncertøjeblikke i 2009. Så hvorfor sad De bare derhjemme og så Forbrydelsen? Den bliver sgu da genudsendt - det gør koncerten (desværre) ikke!

Wilco, Det Kongelige Teater, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her