Thomas Bo Larsen og Tom Jensen er komikere. Rigtige komikere, der kan gøre pauser til guld - og replikker til gaver. De er også skuespillere, der igen og igen typecastes: Den 45-årige Larsen, som fjumrer og smålyver. Og den 43-årige Jensen, som buldrer og dominerer.
Derfor er det ovenud skønt at se disse to spillere sammen. Endda i et tragikomisk stykke, hvor de hele tiden skal skiftes til at spille den stærke. For Peter Langdal har kastet dem ind i Slawomir Mrozeks Emigranterne fra 1974, som Langdal og Mette Wolf Iversen har fordansket til en aktuel fortælling.
For jovist, når danskerne synger Vær velkommen, herrens år, så sidder polakkerne i kælderen og drikker slivovitz - og taler om dem derhjemme, som de alligevel ikke kommer hjem til i år...
Det er lykkedes for Peter Langdal at lægge arm med dette eksistentielle stykke af den nu 79-årige Mrozek, så forestillingen minder om gamle Samuel Beckett, men også om det sidste års opsætninger af Lars Norén på russiske afveje i In Memoriam og om den unge Dejan Dukovski på vej til ingenmandsland i Uterus. Og for en sikkerheds skyld har Larsen og Jensen fået bowlerhatte på, så de vitterlig ligner nogen, der venter på Godot.
At Langdal insisterer på en pause i forestillingen antyder dog en udvikling, som er løgn. For stykket er absurd: Her sker ingenting. De to mænd befinder sig i en kælder, de aldrig reelt forlader.
De ved næsten intet om hinanden - aner måske bare, at den ene er politisk flygtning, og at den anden er økonomisk sæsonarbejder. De kan egentlig bare åbne døren og forlade kælderen. Spørgsmålet er så, hvorfor de ikke gør det ...
Trappevaskeren
Mrozek skrev stykket, efter han selv havde rejst sammen med polske gæstearbejdere rundt om i Europa i starten af 1970'erne.
Og selv om det måske i dag virker lidt bombastisk i sin kvægsymbolik og lovligt stagnerende i sin cirkelkonstruktion, så er stykket blot endnu mere aktuelt efter Murens fald og den omsiggribende mennesketrafficking.
Aktualiteten gælder også danskernes banale dagligdag, hvor vi ikke nødvendigvis kender navnet på den, der vasker vores trappe eller deler vores avis ud. Vi brokker os bare, hvis vi ikke får det, vi har betalt for.
Scenografen Karin Trille Høy har anbragt de to fyre i et aflangt rum med lavt til loftet.
Jensens digter har fået en minikuffert og Larsens materialist har fået en kæmpekuffert, men begge sidder de altså under en pære, der går ud, og de ligger begge på senge, der skrumper. Længe leve psykoscenografien! Desuden har Fabian Carvallo belyst undergrundslivet i sarkastiske pink farver, og på bagvæggen lokker en blafrende videodue: Flyv med, hvis du tør.
Livsløgnen
Thomas Bo Larsen lægger ud med en lystløgn i langærmet undertrøje. Sådan en lille søndagsberetning fra Hovedbanegården.
Hans skæve tænder lyser, og hans ben shaker af adrenalin. Og selv om historien er langt ude, så håber man som tilskuer uvilkårligt, at den er sand. Bare fordi løgnen er så hjælpeløs.
Men Tom Jensen har intet ønske om at forherlige sandheden. Løgnen skal pilles af og pilles ned. Han stikker halsen frem, mens hans slåbrok luder truende forover, så de lange underbukser stritter ud. Og Jensens stemmefald håner og analyserer, til kynismen har trukket et islag hen over Larsens drømmer.
I sådanne øjeblikke skaber Larsen og Jensen en sårbarhed og nærhed, som kun det allerbedste teater kan levere.
Og de får Emigranterne til at lyse med en desperation og længsel, som mennesker kun afslører over for hinanden, når de står ansigt til ansigt.
Emigranterne. Tekst: Slawomir Mrozek (1974). Oversættelse: Mette Wolf Iversen og Peter Langdal. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Trille Høy. Lysdesign: Fabian Carvallo. 2 timer. Kr. 205-250. Edison til 12. dec.
www.bettynansen.dk
