Læsetid: 3 min.

På Braad Thomsens øde jazz-ø

Fint udvalg af drømmejazz fra filminstruktøren med en passion for freejazz
Marilyn Mazur. En af få kvindelige instrumentalister, der får lov at gøre turen med til Braad Thomsens øde ø. Han priser hende især for hendes legesyge dristighed, hendes sufi-tilgang til musikken og hendes evne til at få musik ud af alt fra græske fåreklokker til tibetanske vandtrommer.

Marilyn Mazur. En af få kvindelige instrumentalister, der får lov at gøre turen med til Braad Thomsens øde ø. Han priser hende især for hendes legesyge dristighed, hendes sufi-tilgang til musikken og hendes evne til at få musik ud af alt fra græske fåreklokker til tibetanske vandtrommer.

Claus Peuckert

13. november 2009

Enhver kanon, også denne, er subjektiv, skriver filminstruktør med mere, Christian Braad Thomsen, klogt og rigtigt i sit forord til disse 400 sider om 100 jazzindspilninger til, nej, ikke den øde ø - til sin øde ø. Klogt, fordi det til en vis grad tager brodden af eventuel kritik af udvalget, rigtigt, fordi vi mindes om en anden kanon, Brian Mikkelsens DM i musik for ikke-dopingmistænkte, hvor jazzen blev gelejdet over i underholdningsmusikken og i konkurrence med Raquel Rastenni og Svantes Viser endte med at måtte nøjes med to pladser ud af i alt 20.

Den æreløse placering på den officielle kanon råder Braad Thomsen bod på her. Sådan da. Og kun sådan, fordi danske musikere jo ikke er særligt hyppigt repræsenteret her, og fordi subjektiviteten hos Braad Thomsen sine steder er særdeles meget til at tage og føle på. Mest dér, hvor han med fuldt overlæg har renset sin liste for alt, hvad der minder om fusionsjazz - end ikke indspilninger uden tilslutning til lysnettet i Michael Breckers, Chick Coreas eller Herbie Hancocks navn finder nåde - og dér, hvor han lader sin passion for 60'ernes sorte avantgarde og freejazz - og hvad der deraf fulgte - dominere udvalget af indspilninger med nulevende og aktive kunstnere.

Levende og ukunstlet

Braad Thomsen går endda så vidt som til at hævde, at Drømmejazz, som hans værk er døbt, præsenterer flere af disse frie improvisationsmusikere for danskerne for første gang. Hvis han mener, at intet kulturelt er blevet præsenteret for danskerne, før det har været på forsiden af Politikens 2. sektion, har han helt ret, men hvis han regelmæssigt havde nærlyttet radioens P2, i årene før Plummers ny-populister tog fat på udrensningerne i DR, er det ikke sikkert, han havde slået sig helt så kraftigt for brystet. Jeg kan godt hviske ham navnene på et par radiomedarbejdere, han kan dele den ære med.

Ellers kan han nu roligt gøre det - slå sig for brystet, altså - for Drømmejazz præsenterer et meget fint, personligt og kyndigt selekteret udbud af jazz fra Bessie Smiths og Louis Armstrongs indspilninger i 20'erne til danske Lotte Ankers Floating Islands indspillet sidste år med hendes amerikanske trio. Anker, Marilyn Mazur (som Braad Thomsen også har lavet film om) og NHØP (i selskab med den franske pianist Michel Petrucciani) er de eneste nationale islæt i det 100 m/k store felt, der omfatter en del mere end 100 cd'er, fordi forfatteren flere gange peger på større bokssæt som sine favoritter.

Braad Thomsens begrundelser for sine valg er holdt i et levende og ukunstlet sprog, som på én gang tilgodeser specialisten og den, der måske læser om disse musikere for første gang. Alligevel føles intet pædagogisk ved hverken præsentation eller udvalg. Lykkeligvis synes hverken forfatter eller forlag på forhånd at have spekuleret i særlige læsersegmenter - bortset, naturligvis, fra dem, alle andre spekulerer i på denne årstid: de tvivlrådige julegavekøbere. Og de kan roligt købe Drømmejazz. Til nevø som arvetante.

Stor viden

Ud over sin egen store viden om de enkelte musikere og sin sikre vurdering af deres placering i historien og på værdiskalaen trækker Braad Thomsen også på sin indsigt i den litterære og den filmiske verden, og et mylder af biografiske og, af og til, anekdotiske oplysninger veksler med mere essayistiske betragtninger.

Den postulerende ophobning af adjektiver, som ofte præger denne slags værker, er vi helt fri for. Men derfor kan man jo godt mene, at forfatteren enkelte steder går helt galt i byen - som når han meget eftertrykkeligt frakender Oscar Peterson evner som andet end akkompagnatør, eller han helgenforklarer bassisten William Parker. De fleste med nogen indsigt i denne del af musikken vil nok også løfte brynene ved at se den britiske banjospiller og folkemusik-arkæolog Lonnie Donegans tidlige indspilninger placeret, helt bogstaveligt, lige mellem Lars Gullin og Miles Davis/John Coltrane-kvintetten - dette muligvis nok en villet 'skævert' fra forfatteren, der med Donegans musik i ørerne gerne vil drømme sig tilbage til sine teenageår i Bjertrup.

Dog, det vil Braad Thomsen næppe indrømme, og det spiller heller ingen rolle. Der er masser af stof i bogen, som kan få os andre til drømme vore drømme. Og drømmenes billeder har vi brug for, for Drømmejazz er over 400 sider uden ét eneste fotografi andet end dét af Sonny Rollins på forsiden og af forfatteren på bagflappen.

Drømmejazz: Christian Braad Thomsen, Tiderne Skifter, 415 sider, 349kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu