Læsetid: 4 min.

Et par forpu**de damer

Rihanna fik offentlige klø af ekskæresten, men drømmer stadig om ham på sit nye, hitfattige album. Lady Gaga, der måske har til både gården, gaden og pissoiret, fortsætter sine flabede tvetydigheder - og de er værd at lytte til. Der er heldigvis forskel på damerne i international toppop
Mens Rihanna mestendels rasper kedeligheder af sig, er der væsentligt mere fut i Lady Gagas tvetydige (og tvekønnede?) univers. Som det også  fremgår af dette billede fra American Music Awards i søndags.

Mens Rihanna mestendels rasper kedeligheder af sig, er der væsentligt mere fut i Lady Gagas tvetydige (og tvekønnede?) univers. Som det også fremgår af dette billede fra American Music Awards i søndags.

Mario Anzuoni

24. november 2009

Rihanna og Lady Gaga. De kræver begge rollen som den slemme elev i pigepoppens flinkeskole, hvor stramtanten Madonna er gennemskuet, comebackeren Britney Spears har mistet stemmen, intrigemageren Christina Aguilera spilder krudtet, og hvor en overvægtig Beyoncé tilsyneladende gemmer sig fra spotlyset. Men Rihanna har det desværre mindre i munden end på billeder, mens Lady Gaga dyrker det faktum, at vi ikke helt ved, hvor vi har ... øhm ... hende.

Rihanna åbner altså friskt, hvis man vel at mærke gennembladrer bookletten til hendes fjerde album på lige så mange år, før man lytter til musikken. Rated R byder på en række, uuuh, vovede snapshots af sangerinden. Hen over et af dem konstaterer hun med egen ubehjælpelige formskrift: »I'm such a f**kin' lady!!«

Så vi bliver altså i nabolaget af hendes forrige plade, 2007's Good Girl Gone Bad, der kanoniserede Rihanna op i poppens superliga og stopfodrede lyttere verden over med den uafviselige clubbanger »Umbrella« og desuden bød på småkløgtigheder som »Don't Stop the Music«, som med held samplede en tussegammel Michael Jackson-udkrængning.

Det bliver hurtigt klart, at vores 21-årige model fra Barbados i denne ombæring fattes hits af samme kaliber. Og uden dem får hun et seriøst problem med at please sit unge publikum, der nu må nøjes med en konstant weltschmerz i hendes fremturende vokal. Den maser hun monotont frem fra mellemgulvet, og efter tre-fire numre i rap overanstrenges øret simpelthen af den diskant producerede skærebrænder.

I hoved og r*v

Drivkraften på Rated R bliver i stedet en personlig tragedie, og derfor kan albummet måske ses som en art offentlig terapi. Det voldsomme brud, hun havde med hendes mandlige pendant, teenidolet Chris Brown, tilbage i foråret, endevendes i hvert fald i hoved og r*v. Dengang lækkede det lokale politi billeder af en forslået Rihanna, som ikke desto mindre afslører, at hun har givet voldsmanden adskillige chancer for at gøre alt godt igen. Det er altså i balladerne, at ballasten ligger, og enkeltvis er de - om ikke behagelig, så - interessant lytning. Teksten til »Stupid In Love« er ligefrem værd at dvæle ved:

»This is stupid, I'm not stupid / don't talk to me like I'm stupid / I still love you, but I just can't do this / I may be dumm, but I'm not stupid,« forsværger Rihanna i omkvædet. Det ville ligne en oplagt sag for et behandlingshjem for voldsofre, hvis ikke der var den krølle på historien, at Rihanna end ikke krediteres for den selvudstillende tekst, hun afsynger den blot.

På falderebet skal det med, at Rated R også byder på stunder med vellykket, episk R&B-fraseret pop. Bedst eksekveret på »Cold Case of Love«, der eskalerer i et medrivende crescendo. Sangen er skrevet og beatboxet fremad af Justin Timberlake, der kan sit kram som sangskriver. Den facet mangler Rihanna i stor stil, og i det hele taget er hun ikke facetteret nok til at overleve uden landeplager. Det bliver i givet fald en kold omgang, for det skorter snart på tøj at smide til fotosessionerne.

Har hun en p*k?

Der er også folk, der mener at vide, at der ikke er meget klassisk dame over Lady Gaga. Eller at der i det mindste er lige så meget mand over hende. Spekulationerne om, at amerikaneren skulle være tvekønnet nåede også dette organs bagside i sensommeren. Måske har hun også en p*k, måske ikke. Lady Gaga spiller frejdigt med på spekulationerne, for i hendes alt andet end uefne tekstunivers lurer tvetydigheden konstant. Det lykkedes ikke Information at anmelde popfænomenets debutplade i fjor, men en ny udgivelse af The Fame og en omfangsrig ep, betitlet The Fame Monster, giver mulighed for at gøre skaden nogenlunde god igen.

Lady Gaga er nemlig værd at skrive hjem om. Selv når hun karikerer reggaens totale lallificering på skæringen »Eh, eh (Nothing Else I Can Say)« er der humor og bund i klichéerne. Man kan også nærlytte albumåbneren »Just Dance«, der har gået sin sejrsgang kloden rundt. De første linjer går sådan her: »I've had a little bit too much / all of the people start to rush« inden ekkotilføjelsen »start to rush by« falder med sekunders forsinkelse. Synger damebekendtskabet om at være høj på ulovlige stimulanser eller blot om folk, der passerer hende i hendes brandert?

Det er op til os, og hermed adskiller hun sig allerede fra sine bedst sælgende kolleger i den internationale mainstream.

Latinlover, om i køen

Lady Gagas referencer peger tilbage mod David Bowie-glam, Eurythmics, electro, eurodance og -trance. Tunge synthesizere fræser fængende popperler som »Paparazzi« og »Poker Face« på vej, mens det andre steder bliver lige klægt og repeterende nok. Færre skæringer næste gang ville ikke være nogen synd, men Lady Gaga er en produktiv størrelse, der også hjælper andre kunstnere på vej.

Hun har ligefrem overskud til at lægge otte nye numre under juletræet, i form af The Fame Monster. Ekstra-ep'en adskiller sig ikke dramatisk fra debutalbummet, men den svulstige Madonna-satire (åbenlyst et af hendes tidligere idoler) »Alejandro« er værd at fremhæve, selvom refrænmelodien er planket fra Ace of Bases »Don't Turn Around«. Latinloverne Alejandro, Fernando og Roberto får alle at vide, at de kun er én af mange i Lady Gagas omdiskuterede underliv.

Hendes fandenivoldske slags er der til gengæld ikke mange af, og det er en skam.

Rihanna: Rated R (Island Def Jam/Universal). Udkommer i dag

Lady Gaga: The Fame Monster (Interscope/Universal). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu