Poesi fra sprogets kornkammer

I et levende og mundret sprog har Peer Sibast atter gjort en af sine store og gode oversætterhandlinger med Pablo Nerudas poesi i storværket Elementære oder, tre samlinger fra årene 1954-57, hvor den chilenske digter, der levede 1904-73, besang livet i stort og småt, fra det mindste til det største, fra løget til oceanet, nærmest hele skabningen – med digteren selv tydelig som skaberen i ordet. Det er en poesi fra livet selv, insisterer han, men også en hyldest til ordbogen,

selve sprogets kornkammer.
Og det er herligt
fra dine spalter at vælge
det præcise og ædle
ord
eller det grove,
glemte mundheld

Han er ellers ikke den, der befinder sig bedst i biblioteker, erklærer han i et foranstillet, morsomt selvportræt, og sandt er det, at han dermed nærmest er et modstykke til en anden stor latinamerikaner, den argentinske Jorge Luis Borges og hans intellektuelle finessers uendelighed.

Derimod bekender han slægtskabet til Walt Whitman, »mine rødders første storebror«, kaldes han i oden henvendt til ham, som altid i frie, slanke verssøjler i kontrast til den nordamerikanske digters evige langvers.

Henvendelser

Oden er en fri, hymnisk digtgenre med rod i antikken, en højstemt henvendelse til en person, en genstand eller et abstrakt begreb, her rendyrket, men næsten som en underliggende tendens i andre store værker af nobelpristageren Neruda, som Sibast gennem årene har præsenteret på dansk, bl.a. Ophold på jorden, Den store sang og Jeg bekender jeg har levet.

Et andet stort, tidligt forbillede, García Lorca og hans spanske modernisme, mærkes også tydeligt i det udvalg af Digte, Ivan Malinowski allerede i 1951 etablerede på dansk. Billeddannelsens fantasirigdom går igen i den følelsesladede og alligevel nøje kontrollerede sprogudfoldelse.

Hvor man kan gå let hen over tilbagevendende erklæringer om solidaritet med folket og den gamle kommunists mere direkte legitimeringer til politisk brug, rives læseren umiddelbart med af den sanselige nærhed ved livet, som selvfølgelig primært er en nærhed til sproget, selv om han i et andet digt til ’bogen’ erklærer sig fri:

Jeg vil ikke gå klædt
som en bog,
jeg kommer ikke ud af et bind,
mine digte
har ikke spist digte,
de sluger lidenskabelige hændelser,
de ernærer sig af livet
under åben himmel,
de henter deres føde
af jorden og menneskene.

Og det gør de så på en måde, der sætter sig, hinsides erklæringer, ikke kun som begejstring, men i tanken og sanserne som en glæde, en bankende opstemthed og en gru ved fornemmelser af, hvad der står på spil, hvor skrøbelig planeten er i sin overdådighed, hvor kærligheden også er en viden om tab. Hvor klarheden, som er Nerudas yndlingsbegreb, altid er truet. »Jeg bygger mit hus/af glasklare/oder/for at alle kan leve/i det«, står der.

Den selvbevidste poet stiller ikke sit lys under en skæppe, eller den er så stor, at man gerne er med, og at man finder bevis på, at der er mere end påstande at finde.

Han måler én skæppen fuld af samvær med luften, med artiskokken, med glæden, atomet, Chiles fugle, havålesuppen, energien, dovenskaben, med håbet, med en ’ode til at se på fugle’, hvor det er vigtigt, at det ikke er en sang om, men til at se på fugle. Tiltalen, henvendelsen, apostrofen er den stadige stilfigur og verdensholdning.

Og versopstillingen er ikke hverken bogstavelig eller mental smalkost, men en slugvoren appetit på olivenolien, vinen, pigtråden, kystens kaktus, kraniet, typografien – med sans for bogstaver i versaler og deres lighed med tingene, en ide, også vores egen Ole Sarvig endda før legede med i sit Jeghus – endvidere til apoteket, til mågen for dens skønhed og grådighed, til rastløsheden og til kammerat ocean.

Han fejrer dagen med billedsprogets brogede pragt, alt mens han skifter sko, »for at gå ned til stranden/fuld af guld/eller forsvinde i fugtigheden/mellem den røde eukalyptus’ blade,/krumme som korintiske dolke«.   

Sæbe

Associerende sansninger krydser klinge eller falder i armene på hinanden i elskov spalte op og spalte ned, smutter fint som sæbe mellem fingrene med en duft af mangt og meget: blomstrede skørter, bondepigers honning eller høkerbutikkers krydderier, frisørsaloners kølnervand eller rent frisk vand.

Alt dette og mere til af sæbe, lutter nydelse, en flygtig duft, der »glider forbi/og synker til bunds/i badekarret/som en blind fisk«. En blidere omgang i badeværelset end hin berømmelige håndsæbetrussel i Klaus Rifbjergs digt fra samme sted, han, som netop nu i sit vel indlevede forord til Nerudas Elementære oder fastholder glæden ved ’de lange ondulerende versrækker’ med deres ’serier af opsigtsvækkende og nærmest surreelle billeder’.

Det går over 750 sider som smurt, godt at bade i for at lade billederne synke til bunds eller i kæderytmer danne rummets ekkosang.

Elementære oder: Pablo Neruda, Forlaget Sohn, oversat fra spansk af Peer Sibast, 760 sider, indb. 400 kr.