Læsetid: 4 min.

Russisk melankoli

Torsdagskoncertens dirigent havde ikke held med at få sorrig og glæde til at vandre til hobe
30. november 2009

Det triste regnvåde novembermørke var en passende ramme for torsdagskoncertens første del, Pärts korte sørgemusik for en afdød kollega og Sjostakovitjs forpinte og sarkastiske cellokoncert nummer to. Men 'der blev lys' i anden del med Tjajkovskijs overdådige tredje orkestersuite, og på tilsvarende måde var der markant forskel på orkesterspillets niveau før og efter pausen.

Aftenens dirigent var russisk, og russiske dirigenter er i høj kurs over hele verden. De kan ofte noget med orkesterdisciplin, som andre ikke kan, men den generelle ejendommelighed ved disse russere er, at de i overdreven grad hænger ved musikken fra deres hjemland. Det gælder den engang så hyppige gæst Jurij Temirkanov, og det gælder denne uges gæst, Alexander Vedernikov. Sidste gang han besøgte DR, dirigerede han Rachmaninov og Tjajkovskij, og når han i næste uge tiltræder som chef for Odense Symfoniorkester, sker det blandt andet med Tjajkovskij.

Derfor var det velgørende, at Vedernikov havde valgt at indlede torsdagskoncerten med esteren Arvo Pärt, selv om Pärt på sin vis også har russisk musik i sit blod.

Cantus in memoriam Benjamin Britten for strygere og rørklokker forløber som en gribende tåreregn af faldende linjer, begyndende og sluttende med stilhed, som ifølge Pärt altid er mere fuldkommen end musikken. Solo-janitshar Gert Sørensen slog klokkerne med perfekt timing og følsomhed, men strygerfaldets lange kurve ramt desværre ikke sindets dybe klangbund; især kontrabasgruppens tilkæmpede kælderdybe sluttoner lød fjerne og kraftløse, de blev tilmed ikke hjulpet af koncertsalens utilstrækkelige akustik på denne frekvensbølge.

Vidnesbyrd

Den unge tyske cellist Alban Gerhardt viste sig at være et sympatisk bekendtskab i den vanskelige rolle som Sjostakovitjs talerør. Hans anden cellokoncert fra 1966 er skrevet til fænomenet Mstislav Rostropovitj. Så fænomenal er Gerhardt ikke, men hans fordybelse i musikken og hans greb om dens tekniske udfordringer, var engagerende og beundringsværdig. Det er et vanskeligt fremkommeligt værk med en række dystre undertekster, som man ikke kan undgå at forbinde med komponistens plagede eksistens. Det undgik Vedernikov, og det er han i sin gode ret til, men opførelsen led desværre betragteligt under hans indolente embedsmandsfærd gennem værket. Sjostakovitj skrev cellokoncerten færdig på et sanatorium, i en slags rekreation efter et alvorligt hjerteanfald og med en krop i somatisk forfald. 1966 var året, hvor han kunne fejre sin 60-årsdag, men det er ikke ligefrem en festtale, han komponerede, snarere endnu et mere eller mindre skjult udfald mod det forbandede politiske system, som ødelagde hans og millioner af andre russeres liv.

Denne symfoni med cello er absolut ikke resignerende, det er et insisterende oprigtigt og ofte sarkastisk vidnesbyrd. Vedernikov slog takten og gav sine indsatser uden at sætte noget som helst på spidsen og uden at gå i en meningsfyldt dialog med solisten bag sin ryg. Det var skuffende, for orkestrets musik råber på karakter og kontraster, som i finalens gadesang fra Odessa og ikke mindst i de spredte filosofiske samtaler med solisten. Flere af koncertens groteske features stod for blegt, eksempelvis de to horns hujende fanfarer før solokadencen, som Sjostakovitj måske har anbragt som et dobbeltbundet citat fra Tjajkovskijs 4. symfoni: festsymbol og skæbnemotiv. Og finalens skeletdans med xylofon og fagotter virkede kun sjov, slet ikke skrækindjagende. Legetøjsbutikken for slagtøjet til sidst fik heller ikke den ætsende tvetydighed, som er alfa og omega hos denne gådefulde store komponist.

Instrumentationskunst

Lyset brød frem, og et helt nyt orkester og en langt mere veloplagt dirigent indtog scenen efter pausen. Alle nød i den grad at gå ombord i Tjajkovskijs sjældent spillede tredje orkestersuite, og selv om den ikke kan matche nogen af de store symfonier, var opførelsen en ubetinget positiv oplevelse.

Nu begyndte man at forstå, at der kan ske store ting i Odense i de kommende år. Man sad med ét stort smil i maven, da den til tider melankolske suite rullede frem, først og fremmest fordi den er et udstillingsvindue for Tjajkovskijs fantastiske instrumentationskunst.

Det er vel derfor de russiske dirigenter elsker ham mere end nogen andre. Blot en detalje som temaet i den elegiske førstesats, udsat for 1.violiner og tre dybe fløjter, hvilken enestående blandingsklang. Eller messingblæsernes tinsoldat-staccato-march i scherzoens trio. Eller træblæsernes russisk-ortodokse koral i finalens 7. variation. Eller koncertmester Christina Åstrands pludselige indtog som ballerina i samme finale, først toute seule og derefter i glidende flugt med strygernes harpeklange under sig. Og man kunne blive ved. Alle gjorde det godt i orkestret, som om foråret allerede var over dem. Alexander Vedernikov var sikkerheden selv på sin egen coole facon. Også finalens afsluttende polonæse, som godt nok blev lidt lang i spyttet, fik han til at glide ned. Dette må være musik han rejser rundt med, og tak for det, men sorrig og glæde vandrede desværre ikke til hobe med lige stor vægt ved denne novemberkoncert.

Torsdagskoncert i Koncerthuset den 26. november. Pärt: Cantus in memoriam Benjamin Britten (1977). Sjostakovitj: Cellokoncert nr. 2 (1966). Tjajkovskij: Orkestersuite nr. 3 (1884). Alban Gerhardt (cello). DR Symfoni-orkestret. Dirigent: Alexander Vedernikov

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu