Læsetid: 3 min.

Sangere med og uden dåbsgaver

Besøget af Stacey Kent i Jazzhouse satte nye cd'er fra to danske sangere i velkomment relief
2. november 2009

Den skattemæssige term er 'medhjælpende ægtefælle'. Den musikermæssige tør jeg ikke afsløre her. Ringeagts- ytringerne er mange og opfindsomme om de musikere, som kun får job i kraft af, at de indgår i en gruppe med deres ægtefælle, som er mere feteret, end de selv er.

Den engelske tenorsaxofonist Jim Tomlinson er 'medhjælpende ægtefælle' for sin kone, den amerikanskfødte sanger Stacey Kent. Han skriver hendes arrangementer og, må man formode, hendes kontrakter. Det må have været en rød klud for de fremtrædende danske jazzmusikere, som i disse uger klager over, at de med husets nye policy ikke længere kan få lov at arbejde i Copenhagen Jazzhouse, at en så ligegyldig Stan Getz-epigon som Tomlinson i weekenden fik lov at boltre sig på jazzhusets scene, som var han en udefra tilkaldt stjerne.

Det var han ikke. Det var konen, man havde kaldt på, og hun gav ham alt for meget plads. Så meget, at man irriteret glemte, hvor god en sanger hun faktisk er: perfekt timing, pletfri intonation, suveræn beherskelse af Den store Amerikanske Sangbog - som hun godt nok de senere år er ved at slå sig fri af. Dog ikke her, for Kent og den medhjælpende ægtefælle var i Jazzhouse placeret sammen med husets nye faste trio og i kategorien Classic Jazz Club. Det betød total fokus på føromtalte sangbog, og det kan den jo også sagtens tåle.

Denne anmelder kan imidlertid ikke ret godt tåle Kents mangel på indlevelse i både musik og tekst. Jo mere imponerende virtuos hun er blevet, jo mindre synes hun at bekymre sig om, hvad det egentlig er hun synger - også her, hvor Kirk Lightsey ved klaveret ellers gav hende et noget mere upoleret modspil, end hun er vant til, og hvor hendes stemmes timbre med årene er blevet mørkere, og den oprindelige lillepige-kælenhed er på retur. Selv som begyndende femme fatale virker Kent upåvirket - og upåvirkelig af det uventede. Hun minder bekymrende meget om en anden nyligt opdukket sangerinde, der rent vokalt kan alt, men ikke berører os en tøddel: Roberta Gambarini.

Kæmper sig til udtrykket

Ikke sådan med vores egen Mona Larsen. Hun har ikke fået de to førnævnte damers smidige stemme og store musikalitet i dåbsgave. Hun har skullet kæmpe sig til sit udtryk, og det er den kamp - som lytteren kæmper sammen med hende - der gør hende til en meget mere interessant kunstner. Hendes nye cd bekræfter indtrykket af en sanger, der tager kampen op med titler, der godt nok hører til jazzens såkaldte standardrepertoire, men som på grund af deres melodiske eller harmoniske beskaffenhed udgør den yderste udfordring for en vokalist: Bernsteins »Something's Coming«, Cole Porters »Just One of Those Things«, Bill Evans' »Very Early« eller Monks »Crepuscule With Nellie«. Selv instrumentalister, som jo ellers bare kan sørge for at sætte fingrene rigtigt, kan have vanskeligheder her.

Det har Mona Larsen også, men kampen i sig selv, stemmens fylde, foredragets modenhed og hendes udnyttelse af Thomas Clausens ellers ikke særligt konventionelle arrangementer gør os trygge. Clausen taler nemlig i vid udstrækning gennem disse arrangementer, idet hans egne soli er korte og eruptive, grænsende til det vignetagtige.

Enkelt og smukt

Nikolaj Hess har i sine arrangementer for en anden hjemlig, elsket sanger, Etta Cameron, på hendes nye cd taget hensyn til, at hendes stemmes mahogni ikke helt er så stærk som før - om end stemmen faktisk nu er smukkere end nogensinde. Overraskelsen her er Marilyn Mazurs fint nuancerede slagtøj, Palle Mikkelborgs trompet - bl.a. på den politisk mest ukorrekte af alle Armstrongs signaturer, »What a Wonderful World« - og Jens Søndergaards vekslen mellem energisk veloplagt altsaxspil og kølig, Jimmy Giuffre'sk klarinetditto.

Cameron selv bruger ikke disse nye elementer omkring sig til at forlade det udtryk, hun er bedst i og også dyrker i andre sammenhænge: den renfærdige besyngelse af godheden og menneskets retfærdige kamp for frihed. Enkelte steder dækker hun for stemmens naturlige svækkelse ved at gå i delvist recitativ. Samtidig er det hele enkelt, smukt og dybt, dybt musikalsk.

Stacey Kent, Jim Tomlinson, Kirk Lightsey, Daniel Franck og Jeppe Gram, Copenhagen Jazzhouse, fredag

Mona Larsen: 'Grains of Sand' (Stunt)

Etta Cameron: 'Etta' (Stunt)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu