Det ligner et smykkeskrin, den nye indpakning af Taastrup Teater. Et smykkeskrin i futuristisk design, hvor låget er en kæmpeluge med slebne glasfirkanter, der kunstfærdigt er trukket skæve og mystiske.
Facaden ligger og lokker på Taastrupgaardsvej, hvor den kaster nye drømme ind over boligblokkenes beton. Bag lugen ligger så en ny foyer, der er indbydende lys og med passende højt til smykkeskrinets top - og en tjekket café, hvor prismesmilende lysekroner fuldender smykkeskrinet. Så tillykke til Taastrup Teater og dets energiske chef, Mogens Holm. Og til lykke til Høje-Taastrup Teaterforening og til alle de turnerende teatre, der nu får mere lækre vilkår i COBE og arkitekt Dan Stubbergaard tilbygning på Kjeld Abells Plads.
Hip retro
Men hvad var så smykket, der lå inden i skrinet? Det var et vikingesmykke, sådan i hip retrostil. Det blev båret af en international musicalkunstner som Louise Fribo med rank ryg og perlestemme. Men selv om premierematerialet måske var af ægte guld, så var smedearbejdet ikke i orden ...
Sebastian har simpelthen ikke magtet sin egen Jernbyrd. Han har komponeret musik, som er stemningsfuld og dejlig. Nuvel, Jernbyrd har mange mindelser om hans Cyrano, men det gør ikke noget særligt, fordi den musical var så helstøbt. Men til gengæld har han begået et manuskript, som falder fra hinanden i fire kapitler Danmarkshistorie: fra et sjældent vikingebesøg ved Kertinge, sådan i nærheden af Ladbyskibet ved Kerteminde, til stolte kristenfester i Jelling. Disse fire kapitler er omstændelige og klumpede, langt fra de slyngne eleganceornamenter på et virkeligt vikingesmykke.
For lige så vidunderlige Sebastians sangtekster kan være, lige så kunstige virker hans replikker. Desuden har han givet sig selv rollen som instruktør, hvilket er decideret fatalt. Det ser amatøragtigt ud, når folk står og står - eller umotiveret vender ryggen til hinanden, når de snakker.
Mere Thyra, tak!
Catia Hauberg har ellers skabt en stiliseret og ambitiøs vikingescenografi med frysende træer og klædelig vadmel. Det er både smukt og med et snert af fantasy. Og kapelmester Jakob Grove Madsen afvikler sangnumrene med stærk fremdrift. Men forestillingen kommer aldrig ud at sejle på Kertinge Nor.
Max Hansen låner ellers al sin gemytlighed og sin farlighed til diverse roller, der kan få historien om en vikingepige og en forbirejsende munk til at ende med Harald Blåtands bryllup i Jelling. Morten Rose er en toneklar munk, Henrik Launbjerg slipper mandsbrovteriet muntert løs i rollen som en ung Gorm den Gamle - og Lisa M. Bentzen har en stærk stemmevarme som heksens forskudte datter.
Og så tindrer Louise Fribo altså i rollen som Thyra, Gorm den Gamles kone, som hun med et trylleslag får gjort yderst interessant og faktisk også meget moderne. Med politisk indsigt og mandestrategisk sans ... Mere Thyra, tak!
Men selv hun kan ikke redde den generelle fornemmelse af en god idé, der savner en replikkyndig dramatiker - og en forestilling, der savner en barsk dramaturg. For de 16 medvirkende og de fire musikere knokler med vikingestædighed rundt om diverse sværdtrusler og heksebål. Også så livagtigt, at det bliver al for heftig kost for dem, der ikke er teenagere endnu.
Jernbyrd har en smuk form. Metallet fejler ikke noget. Men håndværket er altså ikke godt nok. Som et bæltespænde med fire dragehoveder, der knækker af, når man løsner spændet første gang.
'Jernbyrd'. Tekst, sange, musik og instruktion: Sebastian. Instruktørassistent og koreograf: Jeanette Binderup-Schultz. Scenografi: Catia Hauberg. Kapelmester: Jakob Grove Madsen. Fra 8 år - eller 12. Taastrup Teater til 11. dec.
