Læsetid: 3 min.

Scooterballet med dykkerdrømme

Det klæder ’Napoli’ at blive plantet om til 1950’erne i Maja Ravns skæve scenografi. Også selv om koreografien i 2. akten er ikke så vovet, som Nikolaj Hübbe har lagt op til
Det klæder ’Napoli’ at blive plantet om til 1950’erne i Maja Ravns skæve scenografi. Også selv om koreografien i 2. akten er ikke så vovet, som Nikolaj Hübbe har lagt op til
12. november 2009

Bournonville-instruktører skal ikke bare kunne deres trin. De skal også få Bournonvilles figurer til at leve. Med Nikolaj Hübbe og Sorella Englund er nyopsætningen af Napoli netop blevet levende – og endda med helt nye personer.

Her er pludselig frisøren, som Jette Buchwald kreerer med kronisk cigaret og slæbende slippers. Her træder Eva Kloborgs pensionatsbestyrerinde frem med de sidste hormoner dunkende bag sin prikkede kjole. Og her er gadesangeren forvandlet til panisk transvestit i Poul-Erik Hesselkildes modige tragedieskæbne. Alt det kan Nikolaj Hübbe og Sorella Englund. Deres sans for at koreografere nye trin i 2. akten er bare ikke tilsvarende overbevisende. Her ligger havnymfer i grupper lige så velordnede som OL-synkronsvømmere. Eller også løfter havfruerne den ene tåspidsfod mod knæet igen og igen, omtrent som musicaldansere i et overgangsnummer.

Dyk og drøm

Indrømmet. Det sværeste ved Napoli har altid været 2. akt. Det er her, at heltinden Teresina ligger i Den Blå Grotte, hvor hun bliver tiltrukket af havkongen Golfo – og hvor helten Gennaro skal vinde hende tilbage.

Bournonvilles ballet fra 1842 har da også skiftet 2. akt flere gange, senest i 1992 hvor Dinna Bjørn skabte nykoreografi. Der er en del Bjørn’ske håndskvulpehilsner i den nye version, men derudover er det meste nyfortolkning lagt over i en 1950’er-scenografi – i Maja Ravns afskallede gadetrappe og det smalle torv foran en vulkanvideo med drejespotlights af Mikki Kunttu.

Desuden har Ravn ladet heltinden glide helt ned til havbunden. Dykket er ikke nyt. Da Thomas Lund og Johan Holten skabte en
anden akt til Copenhagen International på Bellevue i 2004, var det netop med Gudrun Bojesens Teresina duvende dybt ned gennem vand på en undervandsvideo. Og da Tim Rushton skabte sin nytolkning af Napoli – den nye by for Dansk Danseteater på Nye Scene i 2003, var det i en moderne gå-i-byen-verden til Kæv Gliemanns vanddrypsmusik.

Disse to nyfortolkninger nævnes ikke i Det Kgl. Teaters promovering af den nye version. Men det er altså på sin plads, hvis man skal se på Bournonville-udviklingen.

Knoglestriber

Hübbe og Englund har erstattet Gades grottemusik med ny musik af den 30-årige Louise Alenius. Musikken er blevet filmisk med pizzicato-strygere og xylofoner – og Alenius’ egen heliumknirkende stemme. Grottetemaet er bygget op omkring tre toner, der søger mod overfladen og fortryder. Smukt og spinkelt – og nysgerrigt dirigeret af Graham Bond.

Jean-Lucien Massot danser Golfo i kropsnær heldragt. Hans brede brystkasse er tegnet op med knoglestriber af blinkende brillanter, og hans kronragede hoved lyser uhyggeligt – som om Sexdriften også samtidig er Døden. Massot lagde brutalt-blidt sin hånd på skønne Gitte Lindstrøms nakke og pressede hende fremover, indtil hun velvilligt underlagde sig ham. Det gjorde tilskuerne også; faktisk scorede Massots Golfo aftenens største bifald.
Gitte Lindstrøm dansede også Teresina i den ’gamle’ opsætning og har klogt videreudviklet figuren. Desuden er hendes lange linjer flotte i de Cranko-agtige dykkeløft i 2. akten. Og hun kyssede den 10 år yngre Ulrik Birkkjær på scenen, så Bournonville ville være helt rystet. Birkkjær virkede tilsvarende beruset over sit held. Han har letheden og musikaliteten til en Bournonville-helt – og charmen. Og efter forestillingen blev han velfortjent udnævnt til solodanser.

Ikke uden Madonna

Sjovt nok har Hübbe & Englund været ret gudsforskrækkede og har fjernet Madonna-amuletten. Til gengæld har de indført en Vandrerske, som Gudrun Bojesen giver hele sin vidunderlige søvngængerkraft. Men dramaturgisk kan rollen ikke erstatte velsignelsen. Til gengæld er rollen som Teresinas mor blevet mere realistisk, i hvert fald i Louise Midjords bud på en alt for ung alenemor til en voksen datter. Midjords indre koreograf har figuren træfsikkert helt ude i skuldrene. Denne Veronica skal nok klare sig. Også selv om datteren danser i bare ben – og selv om Maria Bernholdts luder støjer i lejligheden ovenover.

For scenografien skildrer det italienske med sans for stramme bælter. Indtil altså 3. aktens fest, hvor gæsterne er trukket i søndagstøjet, der sjovt nok ligner de gamle Napoli-kostumer: Snørreliv og hvide skørter med farvede kantbånd.

Nej, Hübbe & Englund har ikke skabt Bournonville-revolution. Men de er kommet med en glimrende fornyelse. Og selv om de fleste i Den Kgl. Ballet efterhånden er udlændinge – 10 ud af 16 havnymfer – så er Bournonville-armene næsten lige så smilende, som de skal være.

På lørdag vil det være Alexander Stæger, der sætter Susanne Grinder bag på scooteren. Hvis ellers Sebastian Kloborgs Golfo giver slip på hendes Teresina.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu