Sejren er af træ

Bedømmelse: 5/6

Sydkoreanske Myoung Ho Lee har fotograferet et træ, så det er en ren fornøjelse at se på. Han har på vanvittig manér, det er næsten perverst i sin umiddelbare unødvendighed, rejst et mindst 20 meter højt hvidt lærred bag træet, den slags halsbrækkende stunts kræver både lastbiler og kraner, hvorefter han har fotograferet det på afstand, så det udvalgte træ på den hvide baggrund befinder sig præcis midt i det store billede af en mark med sne og træer. Det er stor, stor kunst. Let at nyde, originalt og finurligt, ja selv rent formelt virker det tiltalende med en hvid kasse i midten omgivet af et landskab omgivet af en hvid ramme.

En udstilling om træer kan gå to veje: Enten kan vi lære noget om træer, eller også kan vi bruge træerne som løftestang til at trænge ind andre steder. Og her er træet ikke ueffent. Træer overlever os. Medmindre vi selvfølgelig slår dem ihjel først. De har rødder. Stammer. Grene. Frugter. Der er frit valg fra den store metafor-bog, hvor træet dog har haft konkurrence gennem årene, senest fra nettet og før det fra scenen.

Heldigvis er udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum mere avanceret. Tyske Thomas Struths tre fotografier kaldet Paradis taget i en tæt skov eller jungle omslutter os på en meget voldsom måde. Der er ikke noget sociokulturelt over fotografierne, det er ren rå natur som i kaos, der med titlerne in mente minder os om, at vi bare ikke har det i os. De andre religiøse floskler er gået rent ind, især alt det pis med et liv efter døden og vores kære i Himmelen, men paradis har aldrig fænget. Vi har måske en dødsangst, der kan forveksles med, at vi gerne vil leve evigt, selv om de færreste af os nok orker det, men vi bærer ikke drømmen om Edens Have.

Den oprindelige natur, den omsluttende natur, paradis, er lige så meget døden, som det er livet for os. Hvilket uundgåeligt fører os frem til at kaste et blik ud af Fuglsang Kunstmuseums vinduer, der præsenterer os for det smukke danske kulturlandskab og den grumme sandhed, at vi aldrig har villet paradis, vi har i stedet erobret det land, det skulle have ligget på og skabt vores egen idealverden, fjernt fra naturen og det oprindelige. Vi har vundet over paradis! Hurra!

Jungle på fire vægge

Der er selvfølgelig også noget meget meditativt over al det træ, hvilket tyske Julian Rosefeldt rammer som et militant opbygget Inger Christensen-digt i sine fire videoer fra regnskoven, der omgiver en på alle rummets vægge. Kameraerne panorerer hen over skoven, pludselig falder der et træ, i baggrunden et mylder af piblen og kriblen og så endnu et træ, der styrter mod jorden, inden regnen falder tungt. Rosefeldt vil gerne give os dårlig samvittighed over ulovlig skovhugst, men lyden af træerne, der rammer jorden er simpelthen for fed til, at man gider blive ked af det.

Finske Sanna Kannisto arbejder med kultiveringen af naturen ved at iklæde sig videnskabens skæg og blå briller og begive sig ud i regnskoven. Det er lidt kedeligt, men som teksten ved siden af hendes fotografier fortæller, så »minder de os om vores egen flygtighed og forgængelighed« og de »holder naturens kaotiske og påtrængende nærvær på afstand«.

Hvad fa'en er det for noget at skrive på et kunstmuseum?! Den slags ævl kan man måske læse i en højpandet avisanmeldelse af en anmelder, der burde være blevet skolelærer, men de skal da ikke fortælle os på museet, hvad vi skal føle!

Som grønspættebog

Oliver van der Bergs værker i træ er også irriterende. Han har fremstillet et stjerneteleskop og en masse mikrofoner i træ. Og nej, det er ikke det materiale, man normalt fremstiller stjerneteleskoper og mikrofoner i. Og ja, det er et af de greb fra kunstens grønspættebog, man kan benytte sig af, hvis man virkelig ikke kan finde på andet. Dog skal Morten Steen Hebsgaard have ros for sin Forgery on Forgery, hvor han har skåret en billig skammel ud af et gammelt empirebord og byttet rundt på de to materialer. Det er vildt syret og må virke voldsomt provokerende på Lollands adel.

Det mest romantiske værk er også udstillingens bedste. Ja, måske et af årtiets bedste kunstværker.

Thomas Demands meget store Lysning ligner et fotografi af en skov, men er i virkeligheden en skov lavet af papir, monteret i et studie og belyst af en meget stærk pære. Fremstillet i blod, sved og tårer under urimelige fysiske forhold, (270.000 blade klippet ud i papir og farvet med otte forskellige slags grøn, av) forestillende det magiske øjeblik, hvor lyset bryder igennem. Mere indbegrebet af romantik kan det ikke blive, og selv om de kloge siger, at man ikke kan græde til kunst, så kunne man måske gøre en undtagelse.

'Træet' på Fuglsang Kunstmuseum, Nystedvej 71, Toreby, Lolland til den 3. januar