Læsetid: 6 min.

Skak med djævlen

Jan Guillous erindringer er en medrivende øjenåbner til de sidste 40 års opgør mellem den svenske venstrefløj og det borgerlige Sverige. Men altså ikke et ord om hans fem år for KGB
Jan Guillou er en hanbavian, der fylder meget i medielandskabet. Han er både slagfærdig og arrogant, men janusansigtet har også en anden og mere åben side, som man får at se i hans netop udkomne erindringer.

Jan Guillou er en hanbavian, der fylder meget i medielandskabet. Han er både slagfærdig og arrogant, men janusansigtet har også en anden og mere åben side, som man får at se i hans netop udkomne erindringer.

Frida Hedberg

4. november 2009

Jan Guillou har i en menneskealder været a pain in the ass. Det er gået ud over svenske medier og regeringer, Säpo (den svenske efterretningstjeneste), CIA og det israelske Mossad. En irriterende og altid provokerende journalist, der skiftevis har været reporter, journalistisk graver, kommentator og redaktør. Der er ikke noget andet mediemenneske på den svenske venstrefløj, der som han har været næsten konstant i rampelyset for fræk og afslørende journalistik.

At han i fem år - 1967-72 - også har været betalt agent for KGB, den sovjetiske efterretningstjeneste, har han selv indrømmet. Men kun fordi tabloidavisen Expressen for nylig afslørede det. Ikke fordi Guillou i sin nyudkomne erindringsbog selv røber detaljerne. Expressen må have nydt at lave denne afsløring, for i snart 30 år har Expressen konstant forsøgt at få Guillou ned med nakken.

Afsløringen af de fem års arbejde for KGB har udløst en mediestorm i Sverige. Guillou har aldrig selv holdt sig tilbage med at bringe journalister og politikere i fedtefadet. Nu er det tid for afregning, og det er selvfølgelig sensationelt at kunne afsløre spionforfatteren og stjernereporteren som agent for Sovjet i koldkrigsårene.

Jan Guillou siger selv - til SVT's program Agenda - at han betragtede de fem år som en periode, hvor han »øvede sig i at blive spion«, men at han var for ung og uforberedt til at kunne udvikle kontakten til en afsløring af KGB's virke i Sverige. Han skrev rapporter til KGB om bl.a. et møde i Nordisk Råd og det svenske Centerpartiets ungdomsforbund (ja, herregud!). Guillou mener, at det var harmløst, men indrømmer, at »det var ufikst af mig, og at jeg gik over en grænse, hvor jeg ikke skulle være gået«. Det sidste kan han ikke mene alvorligt. Han har brugt hele sit liv på at gå over de forbudte grænser, hvor andre tøvede.

Frontløber i afsløringer

Nu foreligger så på dansk Jan Guillous erindringer, Ordets magt og afmagt, fortrinligt oversat af Anders Johansen. Bogen er godt skruet sammen, en medrivende øjenåbner til de sidste 40 års opgør mellem den svenske venstrefløj og det borgerlige Sverige. Det er samtidig en vægtig bog om journalistik på vore breddegrader. I en forbløffende grad har Jan Guillou været frontløber i afsløring af konspiratoriske forbindelser mellem svenske, amerikanske og israelske efterretningstjenester. Hvis han mener, at hans fem år med KGB var en øvelse i at blive spion, så har hans journalistik været en lang øvelse i at skabe den realistiske internationale baggrund for sagaen om den svenske mesterspion Carl Hamilton.

Guillous journalistiske gennembrud var hans afsløring af IB, Informationsbyroet. IB blev oprettet som en hemmelig afdeling af Säpo, Efterretningstjenesten. Formålet var at udspionere venstrefløjen for at kunne afsløre dens formodede undergravende virksomhed, i lighed med Kejsergadesagen herhjemme i samme periode. IB-affæren blev især dramatisk, fordi den viste hvordan det provinsielle svenske samfund fra 1950'erne havde taget et stort spring frem til en ny epoke, hvor Vietnam-krigen og Israel-Palæstina-konflikten skabte nye brudflader mellem USA og Sovjetunionen. IB var sat i verden for med hemmelige alliancer til CIA og Mossad at kunne omgå svensk neutralitetspolitik. Ved at kanalisere den hemmelige udenrigspolitik ind i IB undgik efterretningstjenesten parlamentarisk kontrol.

Fra isolation til triumf

Jan Guillou og hans kollega Peter Bratt blev idømt fængselsdomme for spionage. Ved at gøre den hemmelige udenrigspolitik tilgængelig for f.eks. Sovjetunionen havde de to journalister på 'Folket i Bild/Kulturfront' gjort sig skyldig i spionage, var anklagerens argument. Jan Guillou fik 10 måneders isolationsfængsel. Man kan dårligt overdrive den betydning, Guillous afsløring fik indenrigspolitisk. Det var tilsvarende sygt, at han skulle straffes med 10 måneder i spjældet, uden aviser og kontakt med omverden. Undertegnede stod som reporter for Danmarks Radio ved fængselsporten i Stockholm, den dag Guillou blev sluppet ud, og kan bevidne, at det nærmest var i triumf, at den spionagedømte journalist spadserede ud i friheden. Herefter blev den svenske lovgivning ændret, så journalister ikke kunne dømmes for spionage ved at skrive noget sandt - som i IB-afsløringerne.

Guillou fortæller i sine erindringer, at han siden er blevet mødt med åben venlighed af officerer i de tre værn og i sikkerhedstjenesterne. IB-affæren var en så chokerende afsløring af regeringens indblanding og medlemskab af efterretningstjenestens styreorganer, at politikerne engang for alle blev udrenset. Den hovedrengøring takker svenske officerer bl.a. Jan Guillou for.

Tilknytningen til KGB

Nærlæser man bogen finder man her og der åbninger til muligt kommende samarbejde med KGB.

Guillou har antageligt været fascineret af det store grumme dyr og har kredset omkring det. Men der faldt ingen smuler af til ham fra KGB's bord. Så han droppede det samarbejde. Men han måtte vide, især efter åbningen af Stasi-arkiverne i 1990, at der når som helst kunne dukke oplysninger op om KGB-kontakterne.

Faktisk kom afsløringen i form af, at Expressen havde søgt adgang til Säpo's optegnelser i denne sag. Man kan undre sig over, at Säpo så ikke lod det sive under en eller anden form for at sværte Guillou under retssagen allerede dengang, hvis Säpo under IB-affæren 1973 kendte til Guillous KGB-affære. Det kan ses som argument for, at det rent faktisk ikke var andet end en opvarmningsperiode, hvor KGB ville sikre sig en kommende effektiv muldvarp i Sverige. En funktion, som Guillou droppede, da han i 1972 fik hænderne fyldt med IB-affæren. En affære, som man i KGB i øvrigt må have fulgt med maksimal interesse, fordi Guillou blottede det såkaldt neutrale Sveriges intime samspil med USA og Israel.

Individualisten

Jan Guillou bekender sin ulykkelige tilbøjelighed til at posere. Og han er virkelig en hanbavian, der fylder meget i medielandskabet. Han er både slagfærdig og arrogant, men janusansigtet har også en anden og mere åben side.

Han beretter f.eks. om sine senere langvarige venskabsforhold til de tidligere IB-chefer, især Birger Elmér, med hvem han gennemspiller handlingen i sine Hamilton-bøger under skriveprocessen. Det svarer til, at en Leif Davidsen mødes med en fhv. PET-chef for at udvikle plottet i sine kommende krimier. Ja, hvem ved ...

Jan Guillou begyndte på den yderste venstrefløj, men altid forkætret, fordi han er for meget individualist til at gå i takt med de frelste, og i Sverige var de frelste virkelig frelste.

Han demonstrerer sin evne til at løfte sig op over den bestandige fare for at ende som nyttig idiot for en marginal fløjideologi. I den kategori dominerer forfatteren Jan Myrdal, der er guru for de maoistisk-albanske kommunister. Myrdal er samtidig stifter af Folket i Bild/Kulturfront, så Guillou må kæmpe for at skabe sin egen platform uden for de sekteriske grupper, men med retning ind mod midten.

Gør modstand

Jan Guillous force er magtspil og magtspils-teorier (jfr. bogens titel). Han ser alle politiske handlinger i lyset af magtspil. Derfor var han også i en periode studievært i en svensk tv-serie om magtspils-forløb, hvor taktiske og strategiske muligheder i svensk udenrigs- og sikkerhedspolitiske blev sat på prøve.

Med sine erindringer demonstrerer Guillou, at han kan mere end skrue et godt plot sammen for sin mesterspion Carl Hamilton. Han kan faktisk - hvad der nok er sværere - fortælle sin egen historie i medrivende og ofte stærkt selvironiske kadencer. Hans credo er: »Gør modstand«.

Hvad det vil sige, demonstrerer denne bog overbevisende. Hans vej fra ungdommelig drengerøv med KGB-forbindelser til ronkedor midt i det svenske medielandskab er en fascinerende historie.

Sat på spidsen, kunne man sige, at hvis Guillou virkelig aldrig havde fremdyrket særlige forbindelser til det hedengangne KGB, som han havde det til andre efterretningstjenester, så manglede der er en brik i hans karriereforløb. Men brikken var der. Säpo har vidst det i årevis.

Sidste uges svenske løbeseddel »Jan blev hvervet af KGB« afslører det.

Så han sidder vel på strandbredden som ridderen i Bergmans Det syvende segl og spiller skak med djævelen. Eller er det døden? Et godt gæt kunne være, at han vinder spillet.

Jan Guillou: 'Ordets magt og afmagt - Mit skrivende liv'. Modtryk. 519 sider. Oversættelse: Anders Johansen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

JOURNALISTISK AGENTVIRKSOMHED.

For de rettoende er det ikke nok, at folk med en anden politisk overbevisning end magtens blev tyranniseret, miskendt og kriminaliseret i et par menneskealdre siden Den kolde Krig. Nu er chancen her for endnu en bisættelse. Kundera, Guillou og Grass er passende kulturelle prügelknaben og eksponenter for alle sensationsskabende journaister med hovedet sat i den cia-fascistiske verdensopfattelse.

Efterrretningstjenesternes arbejde er forførelsens kunst og bygger grundlæggende på mistro til hinanden og er demed samfundets akilleushæl, når mistillidens retpolitik får gennemslagskraft til at bestemme omgangstonen. Det skete kort efter krigen, da et politisk flertal valgte side i stormagtskonflikten, opdelte verden i et sort-hvidt billede og gav det politiske mindretal en kriminalistisk og moralsk spændetrøje på og gjorde politiet til et politisk instrument.
Besættelsens opdeling mellem den rigtige og den forkerte side blev afløst af Den kolde Krigs korrekte og ukorrekte politiske mening, og fastlåste en forudfattet stilling mellem Moskva og Washinton, mellem CIA og KGB og mellem socialisme og neoliberalisme. Indtil i dag er folk af den forkerte mining blevet overvåget og registreret, selv PETs kontroludvalg blev opslugte igennem et symbiotisk mellemværende, der har kunnet skjule iøjnefaldende brist og løgne mellem efterretningstjenesten, embedsværket og folketinget.
Under et retspolitisk møde i går aftes gav hverken Ole Stig Andersens eller Ole Espersens redegørelser håb om, at institutionssystemet ændres og opsplitningen i befolkningen ophører. Vi er allerede i færd med at overføre det gamle overvågningsapparat på de tilkomne indvandrere og flygtninge i et dem-og-os, og faretruende nok ved at tilføre en kristen-muslimsk konflikt. Det tilslører næppe den gamle rød-blå mistro, som Jens Nauntofte graver videre i, men tilfører et internationalt politisk, religiøst og moralsk perspektiv, der ikke løses med hverken ytringsfrihed eller krige.

Penttijuhani Jarvinen

Guillous ti måneder i spjældet var sandsynligvis knyttet til den tilfældighed at hans historier blev udgivet på et tidspunkt, da Finland (og SU) behøvde motiver til købet af sovjetiske våben (mod vestlige trusler). Spillet var kompiliseret, bland trusler svenks samarbejde med USA eller Nato. Faktiskt blev Finland da mere pro-sovietisk, besluttede om erkendelsen om DDR og afsluttede med stræbet til neutralitet. Guillou blev sikkert brugt der. Det er ikke klar hvem som brugte ham.

Måske så kompleks, at ingen mere har indsigten, men bruger historien til egne formål.
Forbindelsen til Finland blev for alvor kompliceret under vinterkringen mod Sovjet. Sovjet ønskede fri sejlads fra Leningrad, hvis tyskerne gjorde alvor af deres mange trusler i 30'erne om at angribe, og de nordiske lande kom derved finnerne tl hjælp (nazister såvel som ikke-nazister), men samtidig i krig mod Sovjet pga.Komintern. Ganske vist fik jeg dermed en god finsk flygtning til ven, men den finske opblødning i efterkrigen over for Sovjet var dog en glæde, selv om rejser til Finland i mange år blev vanskelige.
Dét forhold danner vel den historiske baggrund for Jarvinens forklaring på Guillaou-sagen.

Penttijuhani Jarvinen

Til Per D ## Jeg kommenterer på grund af mine erfaringer. Egne formål har jeg ikke, medmindre Du kan give mig et sådant. Jeg er journalist der arbejdede 1967-72 til finske FET, studerede konflikten mellem KIna og SU i Paris, blev indblanded i begivenheder, også en "kinesisk konspiration" - efter at Helsinki besluttede om erkendelsen af DDR. Ved tiden åbnede Finland de nordlige statsbaner - via Kostamus - til SUs tunge raketter. I Oulu og Vasa ved Botniske Vik var derefter en stor SUs radio- og radarskib. MIRbåde kompeterede denne strategiske delaktighed med SU. Men lokalt var Guillous historier god nok som forklaring, og vi begge "maoistiske konspirationer."
Ellers var jeg lederskribent i Finland, blev sparket ud af en Sovietisk protest, efter at jeg gik til Oulu og kikkede på båden 1979. Min tekst var mod Finno-Sovietisk "Rendition Zone Treaty," som var mod Helsinki aftalene af året 1975. Protesten var fire store men i redaktionen, derefter politiet efter avistransporter. Det var meget klart og enkelt.

Ærlæg talt, Jarvinen, du drager mig ind i en ukendt verden, og jeg bliver næsten benovet over, at du vil redegøre for de finsk-russiske spændinger, hvoraf man bliver lidt klogere på dit oprindelige oplæg om det komplicerede spil bag Guillou-sagen, der åbenbart raser videre, specielt i den svenske presse. Min kommentar var udtryk for, hvad jeg i egen erindring husker som gemen dansk refleksion på og delagtighed i den finske skæbne.
Nu vil jeg genlæse dine indlæg, men for mig står Guillou som det taknemmelige offer for højrefløjens antikommunisme. Du blev altså også ubehageligt inddraget, men hvad vil pressen egentlig "afsløre" - sin egen opfattelse af en politiske modstander?