Læsetid: 3 min.

Slip vreden løs

Der er ikke noget så livsbekræftende som en sund voldsforherligende Slayer-plade. Mærk blodet bruse og aggresionen hærge. Og slap af
16. november 2009

Der findes de, der spreder had med et smil på læben. I venlige toner forklarer de, at kompromisser ikke kan komme på tale. Det er så afværgende. Så kvalmende høfligt. Pak had ind i broderier og folket slubrer det i sig. Og så er der dem, der får forløsning for deres aggressioner. Giver sig selv lov til at være vrede. Kompromisløse. Som Slayer.

Slayer er en af de fire store. Anthrax, Megadeath, Metallica og Slayer startede thrash-fødekæden i 1980’erne. og mens de andre synes stille og roligt at have afhugget nogle lemmer hist og her, så forbliver Slayer kompromisløse. Komplet med volds­orgie-tekster om seriemordere og biologisk krigsførsel. Og det bliver åbenlyst: Aggression er en uundværlig drivkraft.

Og de har den stadig, selvom det efterhånden er over tyve år siden, at mesterværket Reign in Blood udkom. Det står stadig som et metalhovedværk. Det var hurtigere og tungere end noget andet.

Og Dave Lombardo satte helt nye standarder for, hvad man kan gøre med et trommesæt. Og nu er han tilbage. I en årrække har bandet fungeret uden ham. Til nød.

Selvmedicinering

Men med den forrige plade Christ Illusion vendte han tilbage, men det er først på denne plade World Painted Blood, at han synes at være genopstået. Produktionen er så tør og nøgen, at man næsten kan mærke vindstødene fra hans trommestikker. Produceren Rick Rubin har genopfundet Dave Lombardo. Og nu har Rick Rubin jo også ry for at være ’the go to guy’, når man som internationalt anerkendt band har mistet originaliteten og visionerne. Rick Rubin har blandt andre hjulpet Johnny Cash, Metallica, Tom Petty og Neil Diamond med at finde tilbage til det, der gør dem unikke. Det var forsvundet i en malstrøm af standardisering og kommercialisering. Men nu har Rick Rubin jo faktisk været tilknyttet Slayer på adskillige plader. Også Reign in Blood. Men måske har han blot besluttet at anvende den samme medicin på sig selv. Selvmedicinering er ikke altid tilrådeligt, men i dette tilfælde er patienten bestemt i bedring.

Titelnummeret »World Painted Blood« er et af band­ets bedste i umindelige tider og også de mere langsomme numre som »Beauty through Order« og »Playing with dolls« er potentielle nye klassikere. I virkeligheden er der jo aldrig noget, der er decideret langsomt, når man taler Slayer. Hvordan man bevarer en imponerende grad af melodiøsitet, når farten er så hæsblæsende, er et af de mysterier, der gør, at Slayer bevarer positionen som et af verdens førende thrashmetalband.

Her er ingen indestængte aggressioner. Og som hos de fleste andre hårde metalbands handler teksterne om meget billedlig død og ødelæggelse. Noget der altid har været et irritationsmoment for denne anmelder. Man mener vel, at ordene skal passe til musikkens aggressivitet. Men det er i sidste ende ligegyldigt og uinteressant. Og i virkeligheden også unødvendigt. Det har jo gang på gang resulteret i, at Slayer har måttet stå til regnskab for nogle latterlige tekster, som de ikke mener et klap med. Det skygger for det, det i virkeligheden handler om: Riffs. Musikken giver så rigeligt afløb for vrede. Og slipper man den fri, ser man, at vreden er indholdsløs. Aggressionen er alene en drivkraft. Tekster der indeholder sætninger som »Infant’s flesh on the walls« skal ikke tages alvorligt. Så syg er der jo ingen, der er. Nej, det er først, hvis aggressionen holdes indespærret bag et smil, man skal tage den alvorligt. Lad os snakke lidt om den sickness wihtin i stedet.

anbr@information.dk

Slayer, World Painted Blood, Sonybmg, er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu