Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Sludder for en sladder

Man skal være sindssygt interesseret i kunst for at tage på Gl. Holtegaard i disse dage og se Kunstnernes Efterårsudstilling, ja, man skal slet ikke kunne få nok af kunst og bare ville have mere, mere, mere
Kultur
13. november 2009

Bedømmelse: 2/4

Man skal være sindssygt interesseret i kunst for at tage på Gl. Holtegaard i disse dage og se Kunstnernes Efterårsudstilling, ja, man skal slet ikke kunne få nok af kunst og bare ville have mere, mere, mere.

På KE09 er der nemlig ingen kontekst. Andre steder tror man, at man ser det sidste nye, eller det nordiske, eller det yngste eller skøreste eller vildeste eller noget, der er særligt udvalgt. Her ved man bare, at nogle hundrede tilfældige fra en eller anden pudsig mellemgruppe af unge kunstnere, man ellers sjældent hører fra, har sendt nogle værker, som et censorpanel så har udvalgt 30 værker iblandt. Og så går man rundt og kigger på dem..

Og det er ikke for at sige, at det er særlig slemt, det der er på KE09, man skal bare være virkelig interesseret i at se et udsnit af præcis føromtalte mellemgruppe. Det er i hvert fald heller ikke her, man ser strømningerne i kunsten eller opdager det nye stjerneskud. Her er et par okay fotografier og en sjov installation foran bygningen, hvor Mogens Ulderup har 'camoufleret' indgangen med billeder fra indgangen på Brorsons Kirke. I modsætning til de øvrige værker har det jo ligefrem kant! Tænk på de stakkels Gl. Holte-borgere! Fra Tattersall ridebutik er der udsigt til Brorsons Kirke, ha ha ha. Og man undrer sig over, hvad Ulderup dog laver på en censureret udstilling, der hører sidste århundrede til.

Der er også en Julie Bartholdy der har lavet to okay organiske skulpturer i keramik, hvoraf den ene hænger på væggen og er ved at falde ned. Rawlpluggen er simpelthen røget ud, men personalet insisterer på, at det er en del af værket. Og selv om det måske kommer fra den forkerte kant, er man i sandhed forundret og forvirret.

Også over, hvad man dog skal stille op med censurerede udstillinger. Er det ikke bare minimodeller på den rigtige kunstverden, så en masse kunstnere kan få en fornemmelse af, hvad det hele er for en størrelse? Er publikum så i virkeligheden ikke bare statister? Og holder det nogensinde op med at regne? mij

KE09 på Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, 2850 Holte til den 15. nov.

Serie

Kunst ved Jeppesen

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her