Læsetid: 9 min.

En smag af paradis

Bountyland. Den Dominikanske Republik er kokospalmekransede strande, kridhvidt sand, et turkisfarvet hav med psykedelisk fiskefauna, mondæne ferieressorts og en af klodens venligste befolkninger
Zona Colonial. Den gamle by i Santo Domingo vidner om øens omtumlede tilværelse næsten fra, da Columbus gik i land i 1492.

Zona Colonial. Den gamle by i Santo Domingo vidner om øens omtumlede tilværelse næsten fra, da Columbus gik i land i 1492.

Nik Wheeler

20. november 2009

Lad mig præsentere en af mine venner: Sammy Davis Junior. Jeg mødte ham i sidste uge i Den Dominikanske Republik. Han skænker Santo-libre cocktails for mig, imens han behændigt balancerer på bagklappen af en pickup-ladbil i høj fart. Santo-libres er rom-og-Sprite-varianten af den mere velkendte rom-og-cola drik, vi kender som Cuba libre. De smager lige godt. Jeg havde ikke ventet at finde Sammy Davis Junior i live, og ej heller var det faldet mig ind, at han nu dyrker bartender-ekstremsport i Den Dominikanske Republik, men nu vidste jeg på forhånd også kun ganske lidt om det land, jeg tog af sted for at besøge, så jeg blev overrasket hele tiden.

Også Christoffer Columbus blev overrasket. Han vidste intet om øen, da han gik i land på den i 1492. Det gjorde ingen andre heller. Altså lige bortset de indfødte tainoer, hvis forfædre havde kaldet dette sted for 'hjemme' i cirka 4.500 år. Det satte Columbus en stopper for. Han kaldte øen for Hispaniola ('Lille Spanien') og bemærkede - med et sideblik til fremtidige koloniseringsbestræbelser (og markedsføringsbrochurer) - i sin dagbog, at her var »et smukt ø-paradis med høje skovklædte bjerge og vide floddale«. Og så drog han ellers ud for at erobre det øvrige kontinent. Dog var det her i 'paradiset', at han opslog sit hovedkvarter.

I dag består øen Hispaniola af to lande. Den vestligste tredjedel består af den plagede nation Haiti. Den mere afslappede Dominikanske Republik omfatter de to tredjedele mod øst. Begge lande har omkring 10 millioner indbyggere, hvilket gør øen til langt den mest folkerige i Caribien - her bor til sammen næsten dobbelt så mange mennesker som i nabolandet Cuba. Og dog forekommer store områder af det mig at være ret øde. Næst efter Cuba er Hispaniola da også Caribiens største ø. Den Dominikanske Republik alene har en kyststrækning, der er over 1.500 km lang, og landet har både Caribiens højeste bjerg (Pico Duarte, på 3.100 meter) og dets største sø (Lago Enriquillo, der strækker sig over 265 kvadratkilometer). Det er Sammy Davis Junior, som hælder alle disse fakta og mange flere på, imens han mikser flere cocktails og vores pickup bumper videre ud af de hullede jordveje.

Nye muligheder

Som en af de mest garvede guider for Outback Safaris har Sammy fortalt turister alt, hvad der er værd at vide om Den Dominikanske Republik igennem 18 år. Hans virkemidler og salgstale er da også lige så indøvet som de er fintpolerede: »Hej, mit navn er Sammy. Ja, ligesom Sammy Davis Junior. Se selv, mit ansigt ligner Sammy Davis Juniors.« Men indtil videre har de fleste europæere, som besøger Den Dominikanske Republik, ikke lyttet - der har hovedsagelig været tale om charterturister, som har holdt sig til deres resorts. Men nu har British Airways åbnet en rute med to ugentlige flyvninger, hvilket måske kan bane vej for, at også mere uafhængigt indstillede rejsende kan komme på besøge og udforske.

Og der er vitterlig meget at se. Jeg begyndte i hovedstaden Santo Domingo. Det øsregnede. Store tykke regndråber slog imod bilen på vej ind fra lufthavnen. Vandet strømmede ud af tagrenderne fra de tegltagene i Zona Colonial og fossede ud i de brostensbelagte gader. Men så, da vi nærmede os basilikaen Catedral Santa María de la Encarnación, ophørte regnen brat, og solen tittede frem. Dette var den første katedral i Den Nye Verden, og Den Nye Verdens første hospital ligger lige rundt om hjørnet - det samme gør det første kloster, det første universitet, og - hvad man er mindre stolt af - den første slaveindskibningshavn.

Kolonibyen

Winston Marrero, dominikaner af fødsel og opvokset i Santo Domingo, er dog synligt stolt, da han fremviser den gamle koloniale by for mig. Han udpeger de ni buer på domkirkens Parque Colón-facade, hvoraf ikke to er de samme og palmetræsmotivet i det hvælvede loft. Lyset vælder ind i domkirken fra tre sider igennem de vældige åbne døre - Winston forklarer mig, at hver af de massive døre vejer 1,5 tons, og at de hænger i deres oprindelige, 500 år gamle hængsler. Derpå viser han mig, hvordan han kan få en af dem til at bevæge sig med blot en fingerspids berøring. Og så går vi udenfor i den bagende hede.

»Det er varmt,« siger jeg og kniber øjnene sammen. Winston er enig og insisterer på at købe en hat til mig. Forbløffet over hans gavmildhed takker jeg ham og slikker mine læber, hvorefter han køber mig en øl. Nu skal man jo altid være forsigtig med at tro på generelle nationalkarakterer, men mine æresbegreber forpligter mig til at nævne, at den selv samme overstrømmende gæstfrihed var fælles for alle øvrige dominikanere, jeg mødte. Mennesker, jeg stor set kun lige havde mødt, inviterede mig straks med til deres venners fødselsdag.

Alle siger, at kriminaliteten er lav, at dette sted er sikkert for rejsende, og at »befolkningen er øens største attraktion.« Jeg mindes da heller ikke at have været et venligere sted nogensinde.

Vi drikker vores øl - en dominikansk Presidente - i den smukke flisebelagte gårdsplads foran Hostal Nicolas de Ovando, hvorfra der er en storslået udsigt over floden Rio Ozama. Min Presidente blev serveret i et glas så koldt, at øllens øverste centimenter frøs ved kontakten med det. Jeg ventede med at drikke resten, imens jeg betragtede den røde bougainvillea, der som alle steder i denne by, vokser ud over alle mure.

Med snorkel

Blomsterne var næsten lige så farverige som de tropiske fisk, jeg svømmede sammen med ud for Punta Cana ved Marinarium Marine Park senere samme dag. Jeg valgte at tage på Reef Explorer-turen, som indbefatter bådfart ud til en stor ponton, som flyder oven over i et fredet koralrev. Snorkeludstyr, kajakker og frugtpunch er inkluderet i prisen, det samme er synet af stimer af store, men harmløse djævlerokker og nursehajer. Man kan svømme sammen med dem, se dem spise, ja endog røre ved dem, hvilket alt sammen er dybt fascinerende, men også føles lidt som at være i en zoologisk have. For mig var chancen for at flyde af sted med vilde nålefisk, englefisk, trompetfisk, plettede skorpionfisk og påfugleflyndere, der alle flaksede forbi psykedeliske søanemoner og knudrede koralrev endnu bedre.

Punta Cana er Den Dominikanske Republiks østligste spids. Det er også her, at de fleste af de store aflukkede charterreservater ligger, herunder nogle mindre, mere luksuriøse hoteller. Med 'mindre' mener jeg ikke små, og med 'store' mener jeg massive: Der er ca. 36.000 værelser fordelt blandt hotellerne. De største hoteller ligger midt på vidstrakte golfbaner for enden af lange indkørsler i læ bag mure og svære stålgitterporte. De er stort set alle amerikansk eller spansk ejede, og er sandt at sige ikke spor typiske for stilen på Den Dominikanske Republik.

Alt inklusive

Trods disse lidt tvivlsomme enklaver er det et fremragende stede at holde ferie. Havet her er skærende turkist, sandet er finkornet hvidt og palmetræer står langs stranden i maleriske vinkler. Min suite havde to badeværelser, to håndvaske, to fjernsyn, og tilstrækkeligt med håndklæder til at tørre et helt fodboldhold. Dette resort har syv restauranter og 10 barer, og en mangekantet pool på størrelse med Hyde Park. Og alt, fra middag til windsurfing, er inkluderet i prisen! Selv drikkevarer. Jeg testede gratissystemet på en spadseretur, hvor jeg søgte at finde vej ved hjælp af hotellets kort, hvor såkaldte 'romantiske pletter' var markeret med hjerter. Jeg tjekkede en af disse ud, men intet skete - måske fordi det var lavsæson.

Endnu mere mondænt er The Sanctuary. Det har suiter med enorme private swimmingpools og golfbaner designet af Jack Nicklaus. Det siges, at Donald Trump har et eller andet at gøre med dette sted, og det tror man gerne. Intet er dog gratis på The Sanctuary. Den totale luksus ser ud til at omfatte fornøjelsen ved at minde sig selv om, at man er rig, ved at betale, når man går.

Turisthistorie

Disse hoteller var her ikke for 40 år siden. Dengang var der kun grønne bakker, der skrånede ned i hvide overstrøet med kokospalmer. Af en eller anden grund forekom dette landskab, det neonblå hav og den vedvarende havbrise attraktiv for Frank Rainieri, Punta Canas første hotelejer. Med investeringer fra USA gav han dette område alt - lige fra den første rigtige vej, til lufthavnen sit eget navn. Andre skulle snart gøre ham kunsten og succesen efter i Punta Cana Resort, som nu omfatter en række hoteller, herunder flagskibet Tortuga Bay.

Det interessante ved Punta Cana Resort for mig var dog ikke Tortuga Bays underspillede overflod og udsøgte køkken, så meget som historien om, hvordan hotellet blev til og stedets placering i den bredere tingenes orden. Luksus er ofte synonym med masser af affald, men fra starten af har Grupo Punto Cana kæmpet for at bringe raffinement i harmoni med bæredygtighed, og lukrere på miljøet uden at ødelægge det.

Som Jake Kheel, leder af selskabets Ecological Foundation, forklarer:

»Vi taler ikke bare om fornuftig håndklædevask her...« For det første er intet ved denne ejendom bygget højere end en kokospalme. Resortets vand bliver genbrugt til at vande golfbaner, som er plantet til med salt-tolerant græs, der dyrkes i jord, som gødes med husholdningsaffald fra hotellerne.

Miljøtiltag

Han forklarer også stiftelsens plan om at genindføre Ridgway-høgen i området (der menes kun at være 120 ynglende par i naturen). Ud over disse miljømæssige initiativer har Punta Cana Resort bygget to skoler og et hospital og genbruger lufthavnens affald såvel som sit eget. Hvis gæsterne skulle blive trætte af den prisvindende spa, det silkebløde sand og golfbanerne i verdensklasse, kan de engagere sig på mange måder i disse miljøprojekter. Som Jake påpeger:

»Folk kan donere deres tid og arbejdskraft, eller give penge til vores projekter. Fra december af kan de også hjælpe vore ornitologer med at tælle fugle.«

Saona Island, også i den østlige ende af Den Dominikanske Republik, ligger en times kørsel syd for Punta Cana. Jeg tog derhen, fordi jeg har læst, at det var her de berømte Bounty Bar-reklamer 1980'erne blev optaget. Og ganske rigtigt - virkeligheden svarer præcis til reklambilledet af et så hvidbleget sand og et hav så sindssygt turkist, at man vitterligt 'kan smage paradis'. Men tro dog ikke, at du bare kan hugge en kokosnød af med din machete og drikke mælken direkte. Jeg måtte tage en professionel Saona Island kokosøkse i brug, og det er ikke så nemt, som det ser ud til.

Tror på min ven

Farlig er øksen også. Og à propos farer, må det nævnes, at den dominikanske trafikadfærd er noget ekstravagant. Det er ikke usædvanligt at se fire køre på samme motorcykel uden hjelm og kappes om pladsen med pickups og busser. Ensrettet-skilte findes, men bliver konsekvent ignoreret. Det skulle forbavse mig meget, hvis der ikke finder nogle rigtig grimme ulykker sted, men Sammy Davis Junior (og han ligner faktisk den rigtige Sammy Davis Junior på en prik), som har lært mig så meget om dette land, sværger på, at flere mennesker bliver dræbt i Den Dominikanske Republik af faldende kokosnødder end på vejene. Han fortæller mig også, at kokosolie intaget i varierende doser kan modvirke både diarré og forstoppelse, hindre hår i at miste sin farve og forebygge hjerteanfald. Efter knapt nok at have kradset i overfladen af hans utrolig smukke land, vælger jeg at tro på hvad Sammy Davis Junior fortæller mig om det, for Sammy Davis Junior er en af mine venner.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu