Læsetid: 3 min.

Et taknemligt og lykkeligt skarn

Erik Skyum-Nielsen finder ingen hovedstol i Svend Åge Madsens skrivehule, men igen og igen lyser reol-labyrinten illuminerende op
26. november 2009

To strategier for at være et utaknemligt skarn i anmeldelsen af Erik Skyum-Nielsens rigt oplysende og diverterende værkstedsamtalebog om og med Svend Åge Madsen, Møder med Madsen:

1.Han skulle have talt med en anden! En forfatter, der mindre eksponeret stod ham og hans kritik nærmere eller præcisere: som han mere alene stod nær, som f.eks. Vibeke Grønfeldt, Henning Mortensen, Bent Vinn Nielsen eller Jens Smærup Sørensen; Madsen er der jo - yderst velfortjent - vokset en veritabel fortolkningsindustri op omkring, med Skyums bog og festskriftet på 70-års-dagen, At fortælle Svend Åge Madsen, har vi passeret det halve dusin kritiske værker, plus oceaner af det løse.

Ved ærligt at fortælle, hvor meget kritikken betyder for ham, kommer Madsen ufrivilligt til at antyde, at hvis bare hans ærede kolleger blev offer for en lige så generøs og intens opmærksomhed, ville de måske faktisk skrive nogle bedre, mere (med Madsen) konkurrencedygtige bøger. På den anden side er dette den første boglange Madsen-samtale, og ingen forhindrer Skyum i at gøre den til første bind i en gedigen serie, næste nummer: Kaminpassiar med Krasilnikoff!?

2. Han skulle have talt endnu længere og dybere og mere detaljeret og nørdet med Madsen, så vi i stedet for de skaldede 220 sider var nået op i et Madsensk monster-format på de 500-600 sider, med samt alle de alternative svinkeærinder og blindgyder, der af Madsen fremhæves som monster-romanens force. Også fordi flertallet af Madsen-læsere sgu er Madsen-nørder, fuldt faret vild i slægtstavler og kosmologier, inkl. Skyum, der hele tiden må tage sig - og Madsen - i at fortabe sig i oeuvrets krinkelkroge, og det er så forbandet skønne krinkelkroge ...

Taknemligt skarn

Men jeg vil hellere være et taknemligt skarn og fremhæve Skyums konsekvent praktiske og formelle og bare litterære angrebsvinkel, der nemlig akkurat modsvarer Madsens konsekvent praktiske og formelle og litterære angrebsvinkel, når han skriver sine bøger - og når han taler om dem.

Skyum og Madsen fortsætter ubrudt deres samtale fra interviewet/portrættet 'Vi (op)lever i genrer' i Skyums kritiske hovedværk Modsprogets proces, 1982, da sci-fi-romanen Se dagens lys, om et 'udskiftningssamfund' med ny kone og nyt job hver morgen, var seneste værknummer; Madsens første 2009-svar tager udgangspunkt i netop Se dagens lys, som forbliver yndlingseksemplet - på hans idé-pleje og -fiksering - hele vejen igennem.

Dengang som nu stikker Skyum pligtskyldigt til Madsens samfundsengagement, og mens Madsen ingen problemer har med at fremhæve litteraturens eksistentielle opbyggelighed, hvad angår indlevelse og ego-relativering, vil han gerne have sig frabedt reporter- og profet-status. På Skyums spørgsmål om, hvorfor tidsrejse-romanen Lad tiden gå blev skrevet netop i 1986, svarer Madsen: »Fordi jeg fik den gode idé. Sådan er det jo altså. Jeg kan godt bagefter rationalisere på den måde, at jeg siger: Jamen, det var vigtigt, der var noget, jeg var optaget af, men det, der får mig til at skrive den, det er, at jeg får dén idé, at tænk hvis man kunne det.«

Skyum holder sig klogelig fra biografisk dybdeboring; da Madsen skal nævne sine 'tabuer', udtrykker han med en (for ham) betydelig bidskhed sin forargelse og undren over folk, der »udleverer personer i deres omgivelser eller fortid. Det støder mig temmelig meget (...)«.

Lykkeligt skarn

Det tætteste, vi kommer hovedstolen, er afsløringen af, hvor personligt nærgående Madsens første, flosset modernistiske værker reelt teede sig; springet ud i en fiktionsgenbrugende postmodernisme sidst i tresserne var også et spring ud i en blivende (og givende) personlig distance - typisk for Madsens cool nøgternhed vis-a-vis eget værk undlader han ikke at beklage det tab af 'intensitet', distanceblændingen medførte (alt forladt!). Og i samme åndedrag, han indrømmer at være god til at finde på (mildest talt jo!), konstaterer han sine manglende evner som psykolog og realist (heldigvis da!).

Vi får gode, sindigt omkringcirklende diskussioner af skriveproces: den fikse idé der skal modnes til holdbart værk, genreidentiteter og genreformater: Har Madsen skrevet en rigtig novelle? Han er ikke sikker, makrotekstens grande Århus-historie: Byplanlægningen tager alt for få Madsen-hensyn, den splinternye roman Mange sære ting for: multikulturel krimiparodi og meditation over tidens gang, inspirationer og forbilleder og flere uventede: fra Peter Seeberg over Kierkegaard til Shakespeare.

Et decideret lykkeligt skarn bliver jeg, da Madsen, nødet af Skyum, sætter ind med sin dræbende krimipolemik:

»Det er ligesom vedtaget i skabelonen, at de bare skal i fængsel, og så er den potte ude. Så der er en hel masse diskussioner, som krimien udelukker, alt imens den lader, som om den kan forklare alt.«

Tre par briller, forfatterens, hans kritikers, deres læsers, glimter i kor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu