Læsetid: 3 min.

Han havde ikke meget tøj på

På trods af at amerikanske Dj Spooky færdedes på Sydpolen i sin symfoniske multimediekoncert, så havde han ikke meget mere tøj på end H.C. Andersens kejser i underdrenge
16. november 2009

Vejret vånder sig. Arter uddør. Poler skrumper. Og musikere er lige så bekymrede som alle andre, og engagerer sig gerne og ofte - som dengang i 80'erne med Live Aid, regnskovens frelse, boykottet af Sun City, Sydafrika - i den gode sags tjeneste.

Derfor er det heller ikke så overraskende, at den amerikanske akademiker, forfatter, visuelle kunstner og dj Paul D. Miller alias Dj Spooky, har været på Antarktis for at optage lyd og billeder til sit audiovisuelle værk Terra Nova - Sinfonia Antarctica. At han har brugt sin abstraktionsevne og sans for medier til kunstnerisk at behandle Antarktis og smeltede territorier. Men det var mere overraskende, at vi midt i en problematisering af overophedning skulle være vidne til en del varm luft.

Ja, vi var ikke langt inde i opførelsen af Terra Nova - Sinfonia Antarctica på Statens Museum for Kunst, før det viste sig at være et værk uhensigtsmæssigt fanget mellem videnskab og kunst; tynget af visuel såvel som kompositorisk utilstrækkelighed.

Ouverturen var behersket interessant: En elektronisk og konkretmusikalsk kombination, hvor Spooky satte noget elektronik i gang og så kørte nogle rørklokker hen over et stykke dampende tøris, mens nogle hvidklædte dansere bevægede sig i forkrøblede mønstre.

Dernæst trådte Athelas Chamber Players - to violinister, en cellist og en pianist - på scenen, og så blev vi diverteret med Dj Spookys ikke videre kendte evner som komponist af klassisk tilsnit.

De evner var så også ret så overskuelige, og med få minimalistiske tilløb i begyndelsen og nogle smukke dramatiske spændingskurver i slutningen som undtagelser, manifesterede de sig i et floskeltungt, til tider decideret sentimentalt værk. Og uden et tilstrækkeligt løft fra Spooky, som gav den subtilt i rollen som dub-inspireret lydmand tilføjende lidt ekko hid, nogle panoreringer did.

To betragtelige storskærme transmitterede amerikanerens filmoptagelser fra Antarktis, der desværre lignede fraklip fra National Geographics tv-kanal. Et ellers gruopvækkende nøgent og smukt sønderbrudt landskab i hvidt fik noget trivielt over sig i de lidt grovkornede opløsninger. Og dertil: Nodeark, kort og forskellige grafer og statistikker over opvarmning af kloden, vandstigninger osv. Men ikke så man kunne fange tallene, næ nej, som kunstneriske virkemidler tvunget gennem forskellige former for 3D-grafiske manipulationer. F.eks. panoreringer hen over statistikkerne, der ganske vist i sin lighed med flyveture over landskaber påpegede, at tallene gemmer på virkelighed, men samtidig forhindrede en i at fange, hvad det var for en virkelighed.

Velmenende benspænd

Så hvad fik vi at vide? At klimaet er et problem, og at der vist er nogle sammenhænge mellem stormagternes tidligere territorialkampe om Antarktis og en ny tids magtspil om klima. Men det forblev i det dunkle, hvilket havde været fint nok, hvis det så havde skabt en diskussion eller provokation eller sanselighed. Men det gjorde det ikke.

Og hvad oplevede vi? At kunst kan være kedelig.

Det blev en aften i den velmenende kunsts favntag, hvor det er okay at mene og vide noget, men hvor det videnskabelige og velresearchede kan blive et figenblad over fattige idéer og kreativ smalhals. Vi fik hverken fakta eller kunst, indsigt eller oplevelse. I stedet understregede Terra Nova - Sinfonia Antarctica, at politisk, ikke mindst klimaorienteret kunst kan ende som et ellers velmenende benspænd for sit emne, fordi den risikerer at fortærske det. Klimadebatten kan blive trukket ud i en kunstnerisk ubeslutsom sump, hvor den trivialiseres, fordi tal og barsk realitet bare bliver til rekvisitter. Farverig realitet fortolket i kedelig æstetik. Og denne fredag aften gjorde Spooky klimadebatten en bjørnetjeneste ved at forvandle den til en parfumeret, uvedkommende event.

Musikken antog soundtrackets sekundære rolle som lettere anonymt kommenterende, billederne kunne maksimalt bruges som illustrationer. Hvilket efterlod et betragteligt kunstnerisk vakuum. Og betegnende nok fik koncertens 3. akt et visuelt løft, da Spooky her benyttede gamle russiske dokumentaroptagelser fra Sydpolen. De var nemlig helt banalt præget af et patineret nærvær og noget så gammeldags som historiefortælling.

Der var børn til stede ved DJ Spookys koncert i fredags. Men ingen af dem råbte, »men han har jo ikke noget på«. Sært nok, for hr. Paul D. Miller alias Dj Spooky var overordentlig let påklædt.

Dj Spooky med Athelas Chamber Players: Terra Nova - Sinfonia Antarctica - Statens Museum for Kunst, Kbh., fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu