Læsetid: 3 min.

Tyske kvinder betalte dyrt for nazismen

To milioner kvinder og piger i de tyske østområder og Berlin blev i 1945 voldtaget af sovjetiske soldater og officerer som en slags kollektiv afstraffelse for Tysklands krigs­forbrydelser. Først i de seneste år er dette tabu blevet samtaleemne
28. november 2009

Ingen europæisk hovedstad fremviser så mange mindesmærker om krig og forfølgelse som Berlin.

For gæster – og formentlig mange tyskere – kan denne nationale trang til at endevende fortidens synder og tragedier virke som en besættelse. Alt, hvad der lugter af national storhed, skal manes i jorden. Næsten alt, for midt på Berlins færdselshovedåre, Strasse den 17. juni, står jo den uomgængelige Siegessäule til minde om Prøjsens sejr over Danmark i 1864. Men det var selvfølgelig Prøjsen – ikke Tyskland.

Kun ét andet monument i Berlin markerer en krigssejr. Paradoksalt nok er det æresmindet for den Røde Hærs kamp for at befri Berlin, som kostede 80.000 sovjetiske soldater livet. Mindesmærket for den faldne sovjetsoldat står på samme boulevard som Sejrssøjlen, blot tættere på Brandenburger Tor og Rigsdagen.

I forbindelse med læsningen af Ingeborg Jacobs netop udkomne bog, Freiwild, Das Schicksal deutscher Frauen 1945, (Fredløs, de tyske kvinders skæbne, 1945) stødte jeg på en kuriøs anekdote. Ældre berlinere med en lang hukommelse kalder det russisk-byggede sejrsmonument: Gravstedet for den ukendte voldtægtsforbryder.

Østtyske områder

Benævnelsen giver ikke anledning til forundring, hvis man sætter sig ind i, hvilken skæbne der overgik utallige tyske kvinder og piger under og efter de sovjetiske styrkers indtagelse af den tyske hovedstad.

Omfanget af voldtægtsforbrydelser begået af de fremmede soldater var så uhørt og enormt, at emnet i årtier var belagt med tabu. Omtrent 100.000 berlinske kvinder måtte udstå mål sovjetsoldaters og officerers brutale mishandling og ydmygelse.
Endnu værre stod det til i de østlige områder – Øst- og Vestprøjsen, Pommern og Brandenburg, hvor det i dag antages af tyske og andre vestlige historikere med adgang til tyske og sovjetiske statsarkiver, at i alt to mio. kvinder og mindreårige piger blev ofre for voldtægt, i nogle tilfælde for massevoldtægt. Mange af disse ulykkelige blev voldtaget flere gange.

Når dertil lægges, at mindst en ud af hver tiende voldtaget tysk kvinde omkom – enten ved drab, af efterfølgende sygdom eller selvmord – er det ikke overdrevent at påstå, at det i udstrakt grad var kvinder og piger, der måtte bøde for nazi-regimets synder. Mindst 200.000 blev straffet med livet og to millioner kvinder med livslange psykiske mén.

Det er først indenfor de sidste fem år, at man i den tyske offentlighed er begyndt at diskutere det sårbare emne. Sluserne blev åbnet med offentliggørelsen i 2005 af et anonymt voldtægtoffers dagbogsfortegnelser fra 1945.

Tyske krænkere

I dette efterår fulgte den indflydelsesrige jurist Ingo von Münch med bogen Frau, komm! – russiske soldaters frygtede tvangsindbydelse til tyske kvinder.

Von Münch imødegår det traditionelle og hævdvundne argument om russernes ret til at tage hævn for deres egne lidelser under nazisværdet med argumentet, at end ikke de forbryderiske nazister og værnemagten gik så langt som Stalin og tillod voldtægt af kvinder som krigsbytte. Faktisk blev tyske voldtægtsforbrydere stillet for en domstol.

At nazisternes motiv måske ikke var renfærdigt, men rettere kan forklares med den perverse nazistiske overbevisning, at slavere er undermennesker og at ariere derfor ikke bør have coitus og yngle med dem, rykker ifølge von Münch ikke ved argumentet: Den Røde Hær begik omfattende krigsforbrydelser.

Ingeborg Jacobs bog Freiwild er den første, som lader en række af de overlevende voldtægtsofre komme til orde. Hun har fornuftigt opdelt bogen i de forskellige territorier, hvor kvinder blev jagtet som vildt af de russiske soldater, og i emnekredse.

Til Siberien

I hvert afsnit fortælles historien om hvordan en familie overlever – manden er krigsfange eller død, mens moderen står alene tilbage med børnene og skal forsøge at overleve hungersnød, fordrivelse fra de østlige tyske områder til Siberien og værst af alt: Hun skal forsvare sig selv og sine døtre mod soldater, der kan gøre, hvad de vil med det kvindelige krigsbytte. Intet sted er sikkert.

Det er skrap kost. Med så mange odds imod sig kunne mange ikke overleve. Dem, der gjorde, var særdeles hårdføre. De, der vel havde det værst, var hundretusinder af tyske kvinder og piger deporteret til tvangsarbejde i Rusland og som først kom hjem under afstaliniseringen i midten af 1950’erne.

Kun de færreste ofre valgte at fortælle deres mænd om den personlige tragedie og det tilbagevendende trauma. Ingen spurgte til det, ingen interesserede sig. Mareridtet blev naglet fast i deres sjæl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

BOSHEIT und SCHICKSAL.
Som her at tale om onskabens ret er ondskaben selv, bekendelsen af, at vi selv har glemt kringens ondskab, selv er blevet onde og har erklæret krig.
Få danskere i 30'erne tog anstød, mange tværtimod, af de mange forordninger og love fra Göring og Hitler om racerenhed og arisk optræden, herunder opfordringen til brud på den sexuelle anstændighed, og få husker fra 40'erne krigens ufattelige onskab, alene Førerens ordre om antiterror.
Overgreb på kvinder hører til alle kriges ondskab, indbefattet den vi akkurat nu har gang i, men er dog for de tyske kvinder så rigeligt belyst, hvis vi ikke selv mindes de grumme undertoner fra 45, også nedfældet på dansk, senest hos Günter Grass og i den nylige beretning af Ebba Mørkeberg fra Berlin 45, hvor de to russiske soldater dog blev slået til blods for deres ugerning. Krigens ondskab gør folk til dyr, og end ikke den, der har mærket blot fligen af den i alle måder ondskabsfuldhed, fatter dens dybde eller vover at tale om ondskabens ret eller forsøger at lade hævnen forsone.
Måske husker nogen endnu et af de ufatteliget rå overgreb, den totale ødelæggelse af den smukke og historiske by Dresden i krigens slutfase, skønt den ingen militær betydning havde, endnu en handling, som vi i Danmark også vil tilskrive russernes brutale mentalitet. Men skæbnen og ondskaben er selvopfyldende, når jeg straks må tænke på, at det netop var her nazisterne et par år forinden samlede deres egne, dvs. "uegnede" børn og unge ifølge eutanasilovene, i en stor udryddelseslejr.
Skæbnen og historien synes selvopfyldende, når vi, der har indledt en ny krig, behøver den moralske afleningsmanøvre - noch eine Schicksal - mere løgn og fortielse, for igen at kunne slippe ondskaben løs.

At der, sætte fokus på denne mere dunkle del af krigens rædsler er kun godt og nødvendigt. Desværre er det et ensidigt fokus der for det meste køre videre i nazisporet om undermenneskerne fra øst. Jeg har ved flere lejligheder stødt ind i udsagn om tyske kvinder og børn der blev voldtaget af amerikanske soldater under krigen. Den slags oplysninger kommer altid i en slags sidebemærkning, som om det er af mindre interesse. Så med mindre Ingeborg Jacobs bog ikke bare skal segmentere russer skrækken, så kan man håbe, at den kan inspirere til en helheds undersøgelse, af den pris de tyske kvinder betalte for, dem og deres mænds nazi engagement. Hvis man brugte et sådan helheds syn på denne del af krigen, ville man nok når frem til den konklusion, at det er krigen der afstumper folk, og ikke deres eventuelle kulturelle baggrund – altså om de er russere, tyskere eller amerikaner.

Supplement til artiklen om tyske kvinders skæbne. I sin erindringsbog ’Drinnen und Draussen’ , der kom på S. Fischer Verlag i foråret 2000, citerer DDR-historikeren Fritz Klein fra sin kone, Dorles, erindringer (årstal ikke angivet) om hendes oplevelse af russiske soldaters fremfærd en aften i slutningen af april 1945. Det fortæller lidt om, hvad tyske kvinder har måttet leve med.

Først var de trængt ind i det hus, hvor hun, sammen med familiemedlemmer opholdt sig, for at fange en SS-mand, der uden deres viden havde skjult sig i opgangen. De soldater og officerer, der tog direkte del i kampen opførte sig anstændigt, men under de senere, omfattende kampe mellem tyske og russiske soldater udenfor, trængte sovjetiske soldater ind i huset, plyndrede og voldtog Dorle og hendes søster.

Hun nævner, at der findes mennesker, der mener, at man i den situation burde have forsvaret sig. Men hun skriver, at ’jeg ved ikke om de ville have gjort det, hvis man pressede en pistol ind mellem deres ribben.’
Det lykkedes hende og søsteren at søge tilflugt hos noget familie, hvis hus ikke var helt smadret. Her kunne de opholde sig, indtil krigen sluttede nogle dage senere. ’Kamphandlingerne indstilledes og den sovjetiske militærledelse sørgede for, at plyndringerne og voldtægterne ophørte.’

Klein påpeger dog, at vilkårlighederne fortsatte, og at voldtægterne i resten af zonen ikke ophørte så hurtigt som i Berlin.

VEJEN TIL FORRÅELSE.
Kriges formål er at slå ihjel og nedværdige, at slippe ondskaben løs, vi véd det og erklærer atter ny krig med det hellige kors forrest, dannebrog i Afghanistan såvel som i 1942-44 på Østfronten (jvf.fhv.statsminister Anders Fogh Rasmussens nationalisme).