Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ukælne russere

Boris Berezovskij er stadig en ærlig musiker, der spiller som og – ikke mindst – hvad han har lyst til. Som forleden i koncertsalen på Lousiana
Kultur
23. november 2009

Boris Berezovskij kommer ned ad trappetrinene i sin høje og store figur og ligner ikke én, der skal til at give koncert, men snarere én, der lidt henslægt skal annoncere, at han har glemt at købe mælk. Det Boris egentlig siger, mens han lægger nøglerne på klaveret, er, at der bliver en lille ændring i programmet i aften – well, not a small change really, indrømmer han i samme åndedrag, men i hvert fald spiller han ikke Beethovens Waldstein-sonate som første programpunkt, men Schumanns Davidsbündlertänze i stedet. Herligt. Så er alt, som det skal være, og kunstneren har igen inviteret os til sit improviserede hjemmekøkken i stedet for den annoncerede treretters-menu.

Og dagens humør er Schumann. Under alle omstændigheder er sagen, at aftenens sidste programpunkt er Liszts h-mol sonate, og selv om man godt gad høre Waldsteinsonaten i Berezovskijs hænder, er det skønt at køre en helt anden vej og forbi Schumanns elastiske tankeverden i stedet, før man skal ud i temaernes rasen.

Sadistisk

Mens Schumann ventede på sin Clara, skrev han Davidsbündlertänze, kåde, forventningsfulde og melankolske stemninger, og tilskrev de forskellige satser, 18 danse i alt, sine to forskellige kunstnerpersonligheder Florestan og Eusebius, markeret med et F eller et E ved hver sats. Berezovskij introducerede værket med nogle få sætninger og sagde, han aldrig kan huske, hvem der er den lidenskabelige, og hvem der er den eftertænksomme af de to personligheder. Det er også lige meget, for man er ikke i tvivl, når han spiller.

Berezovskij kæler ikke for musikken, men tager den frem og lytter til den. Ofte sjusker han med temaet ved ikke at give det særlig opmærksomhed, men smider det bare råt ind på den musikalske scene, for så for eksempel først at tage det op til mere alvorlig, elegisk overvejelse, når det kommer i basstemmen i stedet. Den smukke klang bruges sparsomt og helst som kontrast til det dystre, hevet op af mudderet og åbenbaret i nogle få sekunder og så opgivet igen for andre interessantere ting. Det er næsten sadistisk, som Berezovskij behersker sit materiale og kan spille, så tonerne står som diamantslebet skønhed i luften, men kun så længe som nuet tillader, og kun hvis det falder ham ind. Der bliver ikke kælet for detaljen, den opstår på eget ansvar. Til gengæld forsvinder Schumanns mærkelige, indvævede melodier mellem linjerne ikke på noget tidspunkt i Berezovskijs disposition.

Hverdags-Brahms

Det kammermusikalske indslag før pausen var Brahms’ 3. Sonate for violin og klaver. Berezovskij havde taget endnu en russer med sig, violinisten Sviatoslav Moroz. Han er barn af cellisten Natalia Gutman, og hans oldemor studerede violin hos ingen mindre end Joseph Joachim, den store violinist på Brahms egen tid. Moroz fik violinen stukket i hånden som fem-årig, men som han oplevedes i går, var det, som om han aldrig rigtig er vokset sammen med den. Han skiftede lidt mellem et lille mellemrum mellem benene og en honnøragtig gestus for violinen, når han samlede dem igen på en ikke helt afslappet måde. Klangen var tynd og underernæret, men smuk i al sin mærkelige natur. Ofte var det mere, som om Moroz pustede til strengene, hvilket både var sympatisk i sin klanglige originalitet og gav nogle dejlige luftige triller, men gav alligevel én tanken, at han måske skulle have spillet på noget helt andet end moderens og oldemoderens strenge. Det var ikke ligefrem rytmisk fantastisk, men man tilgav ham, fordi det virkede som noget, han bare havde glemt. Det var mere, når det ikke harmonerede så godt med klaveret, at det begyndte at blive lidt hårdt for ørerne.

Berezovskijs egen rolle var ikke meget andet end akkompagnerende. Men skidt med det – Brahms har også brug for en hverdag en gang imellem.

Heldigvis gad Berezovskij godt at spille h-mol sonaten efter pausen. Temaerne blev vendt og drejet og straffet og genoplivet, og Steinwayet overlevede lige netop den russiske sværvægters svimlende styrke, og så var der sat punktum for den aften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her