Læsetid: 4 min.

Underhundens evige sprechstallmeister

Den enestående Tom Waits har udsendt en dobbelt live-cd, hvoraf den ene til vor anmelders fryd udelukkende består af hans afsindige monologer
Tom Waits er blevet 60, men har ikke tabt energien i sine sjældne koncerter - heller ikke på cd.

Tom Waits er blevet 60, men har ikke tabt energien i sine sjældne koncerter - heller ikke på cd.

ROBERT VOS

26. november 2009

Det har været min lykke og mit held at opleve Tom Waits optræde fire gange - to gange i Berlin, en gang i København og en gang i Prag. Og for lige at gøre regnskabet færdigt: to gange i embeds medfør og to gange for den rene glæde derved. Alle fire koncerter uforglemmelige på hver deres facon, om end den i Berlin i '99 stadig står som den ultimative, thi da gik alt op i den der famøse højere enhed; spillested, kunstner, repertoire og egen disposition. For noget af det, der er med til at gøre en Waits-koncert uforglemmelig, er alt det, han får fyret af mellem numrene. Og der var den helt oppe at ringe i '99! Han er nemlig - ud over sin uangribelige status som musikalsk ikon - også én af verdens sjoveste scenepersonligheder. Den gebet, amerikanere kalder tall tales (muntre løgnehistorier fra overdrevet, som her har givet bonus-cd'en titlen Tom Tales), mestrer han til fulde, og han formår med det mest forrykte udgangspunkt at nå frem til en mindst lige så afsindigt usandsynlig konklusion. Som så giver en eller anden form for mening, hvad enten man nu har behov for en sådan eller ej. »I'll tell you all my secrets, but I lie about my past«, som han synger et sted. Og sådan er det så også.

Alderen ses

Den gode nyhed er, at han på den nys udsendte dobbelte live-cd, Glitter and Gloom, har viet en hel cd til sine historier, der alle bærer improvisationens spontane præg (derfor kan de jo godt være omhyggeligt gennemarbejdede). Ud over at være hylende sjov er den også rigtig god at have ved hånden i de situationer, hvor man kunne føle sig fristet til selv at genfortælle dem og uvægerligt falder lige så lang, man er, da det er stort set uladsiggørligt. Hvad der modarbejder teorien om ren improvisation er det faktum, at jeg kunne genkende et par stykker af dem fra koncerten i Prag i 2008. Hvad der også slog mig ved den begivenhed, var, at det for første gang var muligt at se årenes hærgen i Waits' ansigt og fysiognomi; okay, manden bliver 60 i næste måned - og det ses. Men det påvirker nu ikke hans evner som hverken sanger, sangskriver, performer eller historiefortæller, hvad man kan forsikre sig om ved at sætte tænderne i disse to fuldkornsfede skiver. Og så er det klart til hans fordel, at han har givet den som gammel, lige siden han var ung!

Som dansker har man ret til at føle sig forfordelt, hvad angår Waits-koncerter, idet han kun har besøgt os sølle to gange. Familiemenneske til benet er hans had til turnelivet velkendt, og når han endelig gør det, er det korte og - efter sigende - omhyggeligt planlagte ture, hvor der sigtes mod maximum impact. Dertil kunne indvendes, at hvad angår lande, hvor Waits virkelig har et stort publikum, ligger vi højt på listen. Det kan man empirisk konstatere, når man rejser Europa rundt for nu for fanden at få lov til at opleve ham - overalt man når frem, tales der nemlig dansk til alle sider. Men de af hans lokale fans, som måske hverken har tid eller penge, eller hvad ved jeg, til at fange ham et eller andet obskurt sted i Europe, får med Glitter and Gloom noget, der næsten ligner the real thing, thi han er i veloplagt topform fra start til slut, og det velsmurte orkester - der i øvrigt tæller to af hans sønner - er både på bølgelængde med kunstneren og på niveau med materialet.

Bedste live-cd

Selvfølgelig får man ikke på denne måde indtryk af hans unikke kropssprog, og den dragende magnetisme, der udgør en stor del af charmen, kommer tydeligst til udtryk på Tom Tales, men derfor er der ingen grund til at forklejne kvaliteten af de sytten sange, der udgør den egentlige live-cd. Tværtimod er det den til dato langt bedste af de nu i alt tre officielle koncertoptagelser, der er udsendt - der findes så altså et hav af piratudgivelser, hvoraf mange er af høj, høj kvalitet, så hold Dem ikke tilbage for min skyld - selv om materialet alt sammen er af nyere dato. Ja, fraset en overraskende røv-sparkende udgave af »Singapore« er der intet fra de skiver, som han i 1980'erne både revolutionerede sin egen tilgang med og skabte et velsignet alternativ til årtiets højpolerede og spejlblanke studiekreationer. Her trækkes især på de fire album, han har udsendt på det lillebitte pladeselskab Epitaph, begyndende med 1999-mesterværket Mule Variations. Intet nyt under solen, altså, men en helvedes fin påmindelse om, hvad der gør Waits så speciel, så elskelig og så fuldstændig et hundrede procent sin egen. Han er og bliver underhundens evige sprechstallmeister, ubetaleligt underholdende, men også fuld af indsigt og medfølelse. Lad kun andre fejre vinderne og hylde dem, der sidder tungt på magten og værdierne. Og tag så med Waits ned ad gyder og grusveje, og oplev (de ofte vitale og livsduelige) ofre for disse ukritiske knæfald for mammon, vækst og uansvarlig omgang med kloden.

Så tillykke med de 60, Mr. Waits - det må være rart endelig at være blevet lige så gammel, som du hele tiden har følt dig.

Glitter and Doom Live udkom 23. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu