Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

De uønskede opfører deres eget drama i Berlin

Den 68-årige Helmut Müller skulle have været myrdet i Hitlers eutanasi-program, men hans mor kørte sin dreng i barnevogn gennem Tyskland og reddede hans liv. Nu opføres hans livs eventyr og mareridt på Ramba Zamba
Helmut Müller og Sven Normann som to udstødte i hver deres tyske  rædselsperiode, som mødes i Theater Ramba Zamba forestilling 'Müller und Müller'.

Helmut Müller og Sven Normann som to udstødte i hver deres tyske rædselsperiode, som mødes i Theater Ramba Zamba forestilling 'Müller und Müller'.

Jörg Metzner

Kultur
30. november 2009

BERLIN - Gangen foran teaterrummet er meget smal. På væggene hænger store tegninger på brunt groft papir. En af dem er af et menneske med en pistol for tindingen. Øverst står nogle få håndskrevne linjer. »Min mor vil slå mig ihjel. Hun skal ikke være der, men hun er der.« Det er Ulrike Lührs, født 1953, der har tegnet og beskrevet et mareridt, hun har haft. De andre tegninger forestiller rædsler, som andre skuespillere i teaterensemblet Ramba Zamba har drømt. Kort efter baner Ulrike sig vej ned igennem de to rækker tilskuere. Hun banker en stok i jorden, mens hun kraftfuldt råber »Heil Hitler!«.

Hun er hyllet i sort med fire svinetryner klistret på ansigtet. Ulrike er vel så høj som et seks års barn. Det lille magre ansigt minder om en fugls.

Ramba Zamba er et teater, der holder til i Hestestalden i Kulturbrauerei i Berlin. Et tidligere Schultheiss-bryggeri, der nu rummer biograf, club, radiostation, supermarked, Biergarten og en del mere. I 1990 grundlagde skue-spiller- og instruktørægteparret Gisela Höhne og Klaus Erforth teatret, der i dag har tre ensembler. De fleste af de i alt 150 mennesker, der er involveret i teatret har et såkaldt »mentalt handicap«.

Parrets søn Moritz, der er født med Downs Syndrom, var dengang 14 år. Forældrene så hans sceniske talent og ville med teatret give ham en plads, hvor han kunne folde det ud. I dag er teatret internationalt kendt og har været på talrige turneer i ind- og udland.

Åbne døre

Da jeg ankommer, tjekker en stor fyr i grøn T-shirt dem, der kommer ind. Jeg siger, at jeg har en aftale med en, der hedder Golo. »Er du instruktør?« »Nej, jeg er journalist,« svarer jeg. »Hvad er det?,« spørger han, og jeg forklarer, at det er én, der skriver noget, der skal stå i avisen. »Er du fra B.Z?« spørger han glad. Det er én af Berlins boulevardaviser. Jeg må skuffe ham med, at jeg kommer fra Danmark. Alligevel insisterer han på at hente et glas æblesaft til mig, mens jeg venter på pressemandens ankomst. Man mærker straks, at i Ramba Zamba er et nyt ansigt en mulig ny ven.

Denne aften har ensemblet Kalibani premiere på Müller und Müller. Legenden vom ICH. Forestillingens omdrejningspunkt er den 68-årige Helmut Müller, der her spiller hovedrollen i historier fra hans eget liv. Han blev født under Anden Verdenskrig i Berlin med Downs Syndrom. Allerede i hans fødselsår 1941 havde nazisterne på dødsanstalter myrdet over 70.000 mennesker i forbindelse med det såkaldte eutanasi-program, der gik ud på at udrydde åndssvage, sindslidende og fysisk handicappede, efter at man havde udsat dem for medicinske forsøg. Havde det stået til regimet i Det Tredje Rige, skulle lille Helmut have været samme vej. Men uvist af hvilken grund undlod læger og sygeplejersker på hospitalet i bydelen Wedding, hvor han så dagens lys, at hænge skiltet med en af datidens gængse betegnelser 'mongo', 'mongolid' eller 'debil' på hans seng. Helmuts forældre kunne tage deres søn med hjem.

650 kilometer til fods

»Nu begynder mit nye liv. Jeg er så glad for, at jeg har bragt dig til verden, min søn.«

En ung kvinde med Downs Syndrom er i sort og rødt og med hat med slør. Hun taler det smukkeste tysk og vugger i de brede hofter. Hun får bugseret Helmut over i en barnevogn.

»Jeg elsker dig, men vi skal gå meget meget langt.«

Og så går rejsen af sted gennem Tyskland. Faderen blev sendt til fronten, men Helmuts mor reddede sin søn ved at gemme ham i en barnevogn og gå 650 kilometer til fods gennem det morderiske Tyskland med ham og hans bror. For nazisterne var Helmut et »livsuværdigt liv, et menneskehylster, en udgiftsæder«. På scenen kan barnevognen pakkes ind i papkasser, i virkeligheden skjulte Helmuts mor også sin søn for nysgerrige og farlige blikke.

Koret, der på knæene følger den lille dame, er den mest forbløffende flok af forunderlige mennesker, der gentager hendes replikker med fylde og præcision. Da Helmut skal have en tår bryst, slubrer koret med, og da hun har afsluttet amningen og sagt med den morsomste finurlige betoning til sin 68-årige baby »Du har en dygtig appetit. Det første bryst er tomt, det andet får du, når vi holder pause igen,« bøvser koret synkront.

»Hvem er du?« siger Helmut Müller til den mand, der er blevet lagt på scenen. »Jeg er en neger. Og hvem er du?« »Jeg er også en neger. Men sort,« svarer Helmut Müller. »Jeg er en hvid neger. Så langt, så godt,« svarer den liggende mand.

De trækker dermed en lige linje fra deres egen udsathed tilbage til de mennesker, om hvem den betydningsfulde skotske oplysningsfilosof David Hume sagde: »Negeren kan lære bestemte menneskelige egenskaber, ligesom papegøjen kan lære at sige enkelte ord«.

Den liggende mand er skuespilleren Sven Normann, der normalt sidder i rullestol. Han spiller Heiner Müller, en af de mest betydningsfulde tysksprogede dramatikere i anden halvdel af det 20. århundrede. Når han skal rundt på scenen, går han på armene. Heiner Müller, Helmuts næsten-navnebror, fik berufsverbot i DDR allerede i Murens opførelsesår, 1961, da han skrev stykket Die Umsiedlerin om en mecklenburgsk landsbys historie fra jordreformen til kollektiviseringen i 1960. Heiner Müller forblev et udskud i DDR helt indtil 1986, hvor landsfader Erich Honecker rehabiliterede ham og gav ham Nationalprisen af Første Klasse. Müller selv var sikker på, at udmærkelsen betød statens forestående undergang. I 25 år var han altså en slags hvid neger i DDR. Udadtil var han der og var som alle andre, men indadtil var han udstødt. Fra gulvet råber Normann/Müller: »Jeg er et undermenneske!« Et intermezzo med Lührs og en lillebitte kvinde med dværgvækst følger. De rabler DDR-vittigheder af sig. »Ved du, hvorfor toiletpapiret var så groft i DDR? Det var, for at også det sidste røvhul kunne blive rødt.«

Den lillebitte Lührs er på scenen igen: »Jagten er indledt på bøsser, terrorister, trotzkister og turister!«, gjalder hun.

En del af koret ligger på knæ foran med sorte balloner spændt på ryggen. Sortklædte hættemænd slår sprøjter i ballonerne, mens de siger skuespillernes rigtige navne. De falder om på gulvet med et knald.

Ingen sentimentalitet

Dette er alle mennesker, der ville være gået til i hænderne på Hitler og hans ros. Det er ikke skuespillere, der spiller dem, der ville være gået til. Det er the real thing. Og måske er det det mest forunderlige ved Ramba Zamba. Her er det mærkelige normalt. Her er ingen sentimentalitet eller 'ugens glade krøbling'. Her er ingen skuespiller, der skaber sig i kramper på scenegulvet for at rejse sig og modtage publikums bifald med et beskedent smil og en tåre i øjenkrogen. Kramperne forbliver kramper. For os allesammen. Også efter tæppefald.

'Müller und Müller. Legenden vom ICH', instr. Klaus Erforth, Theater Ramba Zamba, Schön-hauser Allee 36-39, 10435 Berlin. Næste opførelser 11. og 12. december 2009

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her