Læsetid: 4 min.

En vaklende faksimile

Steffen Brandt har på sin debut som solist gendigtet og fortolket 18 Bob Dylan-sange. Resultatet står ikke mål med ambitionerne, men er dog mere spiseligt end Dylans egen juleplade
14. november 2009

Steffens Brandt udsender dobbelt-cd'en Baby Blue, hvilket er hans debut som solist efter små 30 år som forsanger og sangskriver i folkekære TV-2. Den indeholder 18 Bob Dylan-sange, 'gendigtet' og 'fortolket', som der skrevet står.

Af de 18 titler stammer 12 fra årene 1965-1966, hvor Bob Dylan udsendte tre plader, som hører til blandt de bedste, der nogensinde er lavet af nogen noget sted på kloden: Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited (begge 1965) og rockens første dobbelt-lp, Blonde On Blonde fra 1966. Herpå findes en lang stribe af de bedste rocksange, der nogensinde er skrevet. Såmænd. Uanset hvilken form for revisionisme, der måtte være oppe i tiden vedrørende mandens værk som helhed, har Dylan (til dato) som sangskriver selv kun været oppe i samme sfære én gang siden, og det var i 1975 med skilsmissemesterværket Blood on the Tracks. Hvis nogen påstår noget andet, så skyd dem i benene.

Inden vi forsvinder under en lavine af ord om, hvorfor det forholder sig således, så lad os rette røntgenblikket mod Brandt - matcher Baby Blue forlæggene? Nej, det gør den så ikke. Langtfra, endda. Ingen af de involverede er på niveau med situationen. Produktionen er monokrom og blodfattig, musikalsk taler vi det nagende nøjsomme, og arrangementerne er skræmmende uopfindsomme. Tandløst og ufarligt som helhed tør man nok påstå, at de involverede har gjort Bob Dylan en bjørnetjeneste - så meget desto mere mærkeligt i lyset af, at der er tale om musikere, der i andre sammenhænge har bevist både kunnen og værd, men her kun kan svinge sig op til en slap omgang semimondæn americana.

En uløselig opgave

Endelig kæmper solisten hørbart med at frigøre sig fra forlægget, men falder igen og igen for fristelsen til at frasere som Dylan, hvorfor det er lovlig flot at tale om decideret 'fortolkning'. Som tommelfingerregel fungerer det bedst, når det lyder mest som Brandt selv, men der er langt imellem, at det sker. På egne ben er Brandt efter min mening en af vor store antisangere, men her har venerationen taget overhånd. > >

Hvad angår oversættelserne, er det ikke svært at se, hvilken kæmpe opgave Brandt har stillet sig selv; litterært set svarer det til at give sig i kast med Rilke eller Pound eller Salomons Højsang. Og at ville være manden, der har leveret de definitive oversættelser af »Gates of Eden«, »Ballad of a Thin Man« og »It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)«, er både forståeligt og al ære og respekt værd. Og der er mange steder, hvor det fungerer, ja, linjer som »Der er en ribstrikket sweater på vej/ den sidder lidt stramt om halsen på mig« holder da. Men der er så til gengæld næsten heller ikke en eneste sang, hvor det ikke lige giver et gib i én, når der gøres vold på rytmen, når de danske rim ikke matcher Dylans suverænitet, når originalernes hårde endestavelser erstattes med åbne og bløde ditto (som f.eks. når »Just Like a Woman« bliver til »Næsten ligesom en kvinde«; klangligt er det bare ikke i orden), når digterens fribårne særverden erstattes af en mere jordnært ismejeriagtig osv. osv. Man må dog tage hatten af for de cojones, Brandt her viser sig i besiddelse af. Af en uløselig opgave at være har han virkelig gjort en indsats ud over det sædvanlige. Definitiv er den bare ikke.

Et par steder går tingene op i en højere enhed: Det lykkes at få den ordrige »Barndomsblues igen« (ja, det er så »Stuck Inside of Mobile With the Memphis Blues Again«) til at fungere smertefrit, og Bing Crosby-pastichen »Mørke skygger over vandet« (»Spirit on the Water« fra 2006) stråler, fordi Brandt her synger sig fri for Dylan og bare fortolker løs. Og så er det sjovt at høre, hvordan de involverede får »Drømmen om Johanna« til at lyde, som var det Steppeulvene, der gav den til bedste. Allerbedst er afslutningssalven, en fin, dybfølt og rent ud original »For at få dig til at blive« (»Make You Feel My Love« fra '97), hvor Brandt udelukkende akkompagneret af et par sprøde akustiske guitarer brænder rent og personligt igennem. Men det er lidt for sent, for da har det alt for lange værk for længst dementeret sig selv.

>En frø i dødskrampe

Ingen smadrer dog Dylans sange som Dylan selv, når han er i det hjørne. Men nu er han åbenbart blevet så træt af at gøre unævnelige ting ved »Blowin' in the Wind« og »Like a Rolling Stone«, at han i stedet har valgt at ladet det gå ud over 15 angelsaksiske juleklassikere. Det er rent ud skrækkeligt, men faktisk så skrækkeligt, at det også er lidt sjovt. Hvor Brandt og co. har gjort sig en anstrengelse for at frembringe noget af værdi, er Christmas in the Heart så afgjort mest for masochister. Musikalsk lyder det som Jim Reeves, når han var allerværst, og Dylan selv synger som sindsforvirret frø i dødskrampe. Men hvis man som undertegnede i forvejen ikke bryder sig særlig meget om julens sange, er der vel noget poetic justice over, at »Little Drummer Boy« og »Silver Bells« endelig får nogle velfortjente klø. Og så kan man jo også lege med tanken om, hvad den store ukritiske del af Dylans menighed vil stille op med det her sjask. Sådan noget luner i en kold tid. Så lidt mod min vilje er jeg alligevel kommet til at holde en smule af Christmas in the Heart. I hvert fald rent teoretisk - for om jeg nogensinde kommer til at høre den igen, er en anden snak. Så meget hellere Baby Blue!

>

Steffen Brandt: Baby Blue (Alarm). Udkommer mandag


Bob Dylan: Christmas in the Heart (Sony/ Columbia). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det varmer altid i en kold tid når Bob Dylan en sjælden gang tager til genmæle mod den utålelige arrogance og selvovervurdering som visse anmeldere gør til deres levebrød. Jeg citerer fra et nyt interview fra oktober 2009 med Bill Flannigan bragt i North American Street Newspaper Association (Amerikas svar på "Hus forbi") :

Flannigan: Some critics don’t seem to know what to make of this record. Bloomberg news said, “Some of the songs sound ironic. Does he really mean have yourself a Merry Little Christmas?” Is there any ironic content in these songs?

Dylan: No not at all. Critics like that are on the outside looking in. They are definitely not fans or the audience that I play to. They would have no gut level understanding of me and my work, what I can and can’t do – the scope of it all. Even at this point in time they still don’t know what to make of me.

Tja, den der har ører skal hører, og den har øjne skal se...

God vind til Steffen B.!

Jeg har kun hørt Steffen Brandt synge Dylan i Radioen, eller rettere Dylans tekster på dansk i radioen. Og det er altså ikke særligt sinds-oprivende, mener jeg. Teksterne, oversættelserne er gode nok, men det er som Steffen B. ikke tør synge sig fri for konventionen af, hvordan et Dylan nummer skal lyde...