Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Varm luft i poesimaskinen

Chresten Forsom har skrevet en af årets flotteste digtudgivelser, men nok ikke den bedste
Kultur
5. november 2009

På sin egen, skrabede måde er Chresten Forsoms titelløse debut en af årets flotteste bøger. Der er ikke noget omslag, heller ikke noget titelblad, man starter simpelthen med tekst på første side - og slutter på samme måde, med tekst på bagsiden.

Men hvilken tekst, eller, for at være mere præcis: hvilket tekstbillede. Forsom skriver en form for abstrakt, visuel poesi, hvor bogstaver, ord og sætningsstykker er spredt ud over siderne. Der tabuleres og sættes mellemrum ind. Nogle gange fordeles ordene jævnt over siden, andre gange samler de sig i klumper for oven og neden.

Al luften skaber en tøvende læserytme, en ny måde at skabe eftertryk på, at få tekstens hastighed til skiftevis at være hurtig og langsom. Og pludselig står en serie ord under hinanden og skaber forbindelse på tværs af sætningerne. Det er flot, simpelthen. Man får lyst til at bladre meget.

Jysk provinsby

Når man så læser efter, ja, så er bogen ikke helt så imponerende. Man følger en solidt artikuleret, subjektiv bevidsthed i noget, der kunne ligne strømmende notater fra hverdagen. Der er små overvejelser, pludselige sansninger, irritationer - og enkelte henvendelser til et uspecificeret du. Bogens stemme er solidt forankret i en stemning af jysk provins-boheme og uforfinet tristesse. Her er unge liv spildt i rundkørsler, trafikdød og soldater i Afghanistan, men der er også kaffebrygning og korte henvisninger til Forfatterskolen. Der er sært vredladne passager om sex.

Som man læser sig gennem de 64 sider, bemærker man også en kedelig mangel på prægnans i sproget, især i bogens midterdel. Der er en irriterende tendens til at sætte den visuelle poesimaskine i tomgang, at smække mellemrum ind og dele ord mærkelige steder, og så satse på, at det er nok. Her et eksempel, det afslutter en passage om at være i chok:

»Chokeret ser jeg mig selv ligne min far mere og mere på fotografier fra/ min ungdom// chokeret overvejer selv at få børn// jeg er// i// chok// jeg// glemmer at tale// i stedet// spiser// jeg// en hel p// lade// chok// o// lade«, hvor 'chok' og 'chok' er tabuleret, så de står under hinanden - og det samme med 'lade' og 'lade'.

Jo, det er uretfærdigt at citere uden de mange indryk og huller, men alligevel: Pludselig virker bogen pauver, lille i det. Er det virkelig alt, det her går ud på? At sige: tihi, chok, tihi, chokolade?

Solsort og Ajax

Andre steder fungerer bogen bedre, især i de korte, meget fine registreringer af et Jylland uden natur - »i randområderne hober// eksportkødet sig op// i brisen/ en duft af diesel«. Indimellem er der en både elegant og brutal dialog med anden litteratur. Her går det ud over Højholt og, måske, Homer:

»Sidste eksemplar af den/ sorte solsort fra/ naturen// og ind i mit// vindue// hvor den/ bliver hængende et kort øjeblik/ før den// med døende øjne smadret/ næb// glider// tilbage ned i naturen// efterlod dens næb// overhovedet en ridse i ruden// ved nærmere eftersyn/ er det svært at afgøre// blod var der ikke meget/ af// ikke mere/ end// ajax kunne klare// ajax har set mere// blod end det ingen tvivl om det«.

I den slags øjeblikke - når der ikke går varm luft og automatpilot i Chresten Forsoms drivende skrift - så er det en fin oplevelse at læse ham. Fik jeg fortalt, hvor flot bogen er?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her