Læsetid: 3 min.

Vildt blod

Roman. Libanesisk-canadiske Rawi Hage (f. 1964) beriger litteraturen med sin barsk-poetiske skildring af ungdommeligt overmod midt i en håbløs borgerkrig. Bogen vandt den internationale IMPAC-pris i 2008
Afslapning. 6. juni 1982 invaderede israelske tropper Libanon. Unge Bassam navigerer i ungdomsliv og krigens rædsler.

Afslapning. 6. juni 1982 invaderede israelske tropper Libanon. Unge Bassam navigerer i ungdomsliv og krigens rædsler.

Dominique Faget

19. november 2009

Bassam er 15 år, kristen libaneser og bosat i Østbeirut. En ung mand midt i en krig, der omkring 1982 allerede er gammel. Vi følger ham over en kort, men afgørende periode i hans liv, hvor krigens hverdag, som ellers er barsk nok, ikke længere kan hænge sammen, da gadekampens fjender bliver barskere, den bedste ven viser sig stadig mere upålidelig, og det sidste nære familiemedlem bliver dræbt af en af de mange faldende bomber.

Oprørere med en sag

Bassam forsøger ellers længe at opretholde sin unge livsstil og udødelighedsfølelse: Det handler om penge, piger, smarte køretøjer, cigaretter, whisky og, ikke mindst, vovestykker i spærretiden. Han går af princip aldrig i beskyttelsesrum: »Jeg, der nedstammede fra en lang række mægtige krigere, jeg ville kun dø i fri luft oven over en jord med mudret ler og fløjtende vinde!« Senere hører vi om mindre ædle motiver for ikke at vove sig under jorden igen, men mens det stadig går godt, slentrer Bassam, ofte sammen med vennen George, ganske cool rundt i ruinerne under bomberegnen. Verden er ren kamp, mennesket er først og fremmest overlevelsesinstinkt, de unge mænd kender og kan ikke andet.

Mens Bassam drømmer om at skrabe nok penge sammen til at flygte til Rom og blive 'fri som duerne', involveres George stadig mere i borgerkrigen, først i en kristen milits, siden i den israelske efterretningstjeneste. Han kaldes også De Niro, efter den beundrede macho skuespiller, og romanen, hvis originaltitel er De Niros Game, trækker i flere henseender på filmen Deer Hunter, ikke mindst dens afsluttende klimaks, som forklarer den danske titel.

Waltz with Bashir

På baggrund af krigens gru og afstumpethed er det et uskyldigt trick, de to venner udtænker til at trække penge ud af et kasino. Men de gør sig uvenner med stadig stærkere bagmænd, som må ryddes af vejen, og den forældreløse George begynder at gå sine egne veje med endnu barskere forbindelser, stærkere stoffer og ødelæggende våben. Da Bassam også mister sin mor, og kæresten Rana begynder at undgå ham til fordel for George, er han alene.

En 15-årig som har set og oplevet alt for meget til at tro på noget som helst, og som føler sig mere som hund end som menneske. I forhold til George holder han sig dog på den 'normale' side i krigens hverdag, og det er ikke tilfældigt, at det kommer til et opgør mellem de to, da George har været med i den massakre på palæstinensiske flygtningelejre, som fortæller os, at vi befinder os i 1982.

Krigens æstetik

Samme massakre er emnet for Ari Folmans film Waltz with Bashir (2008), som beskriver en rejse tilbage til den skyld og det traume, som Hages Bassam - uden at jeg skal røbe hvordan - på en gang arver og flygter fra. Krigens konkrete hverdag gør indtryk, og den unge mands historie er spændende i sig selv, men det, der gør Hages roman til en helt særlig læseoplevelse, er dens musikalske tone og stærkt poetiske karakter.

'Ti tusind' er den gamle og uendelige krigs ledemotiv - ti tusind bomber er faldet, ti tusind bomber bliver ved med at falde, ti tusind kister begraves, ti tusind whisky-flasker smugles til vestbyen, ti tusind slag får Bassam af sin torturbøddel, og ti tusind bølger fører ham væk, på flugt.

Bassam vrider ikke, men strangulerer sit våde vasketøj, han spiser ikke, men begraver maden i maven. Og hele tiden affotograferer, aflytter og 'aflugter' han sine omgivelser i et væld af voldsomme, flotte ordbilleder, som ofte leder væk: op i himmelrummet - op i 'de kristnes himmel', som det distanceret hedder - ned i historiens krige og religionskonflikter, eller ud i fremtidsdrømmens fjerne lande. Det har ikke været nemt at oversætte , men det er klaret absolut glimrende:

»[Skolebørnene] slæbte på fødderne i retning af den lange spisesal, hen mod præsten i den lange kjole, hen mod Napoleonskrigene, hen mod 90-graders-vinkler, hen mod Jahiliyya-digte af berusede beduiner, som lovsang deres guder og begræd de døde, der hvilede under det bløde sand over de skiftende sandbanker, som svajede med dansende palmer under en lille skål af halvt oplyste måner.«

Hage har fået sin helt egen danske tone og stil, som sine steder virkelig er en berigelse af dansksproget litteratur. Én sætning siger det hele: »Jeg gik i solens fravær ...«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu