Læsetid: 4 min.

Afstumpet had og bedrageriske drømme

Elegant og indviklet komponeret roman om Bombay i stumfilmens dage, om Indiens blodige deling og om menneskene og deres drømme
Filmisk. Tabish Khairs 'Film. En kærlighedshistorie' er flimrende og hoppende som en gammel stumfilm, men hæng på, det lønner sig.

Filmisk. Tabish Khairs 'Film. En kærlighedshistorie' er flimrende og hoppende som en gammel stumfilm, men hæng på, det lønner sig.

10. december 2009

Tabish Khairs Film. En kærlighedshistorie er flimrende og hoppende som en gammel stumfilm. Den eneste umage, boge ... undskyld, filmen gør sig for at hjælpe læseren, er en højst nødvendig rolleliste forrest i det, jeg fra nu af vil kalde romanen. Sådan en ligner den trods alt mest. Men fiktionen om en film opretholdes i formen ved, at hvert hovedafsnit kaldes »Spole«, efterfulgt af et nummer.

Også indledningsmanøvrerne er dog mystificerende. Bogen er dedikeret til Saadat Hasan Manto, hvilket lyder muslimsk, og til Khuswant Singh, altså en sikh. Men hvem disse to er, røbes ikke. Rollelistens hovedpersoner er angiveligt samme ukendte Saadat Hasan Manto samt M.K. Ghandi, som man dog kender, men som først træder ind i handlingen som myrdet lig. Omtrent midt i romanen optræder Saadat så igen for en kort bemærkning, hvor han skriver et brev til en gammel ven. Vennen genkender man som en af romanens hovedpersoner, en manuskriptforfatter der ved Indiens deling i 1948 sammen med sin kone er flygtet fra Indien til Pakistan, og dernæst videre til Frederiksberg i Danmark. Men hvorfor han skal have dette brev, er uigennemskueligt. Man forstår det ikke før på allersidste side, hvor brikkerne måske falder på plads.

Inden da har man læst sig gennem hver »Spoles« indledende drømmesekvenser, kaldet rasaer, et æstetisk sanskrit-begreb, der beskriver en art kontemplation, hvor menneskets indre følelser flyder ud over den omgivende verdens legemliggjorte former. Man har læst afsnit i kursiv, afsnit skrevet med fed og ind imellem disse forsøgt at følge en handling i ordinær skrift. Oven i købet foregår denne på skift i hele tre forskellige tider. I stumfilmens storhedstid i 1920erne; under Indiens blodige deling i 1948; samt i nutiden, hvor en forsker, romanens rammefortæller, interviewer dels den aldrende forfatter, der er flygtet til Danmark, dels en ung, kvindelig læge, hvis far har haft en eller anden relation til en gammel stumfilm.

I begyndelsen kan man egentlig kun finde ud af at følge med i handlingen. I 1920erne rejser en prostitueret kvinde med gudindenavnet Durga og hendes samlever Harihar sammen med deres søn, Ashok, rundt med en transportabel biograf, mens Harihar drømmer om at få sit eget studie. Langsomt toner de øvrige rollehavende frem og får kontur: forfatteren på Frederiksberg, en ung godsejer i landsbyen Anjangarh, hvor Durga og Harihar opstiller deres oksekærretrukne biograf, samt godsejerens svigerinde, der har mistet sin søn. Hun adopterer efter en tid Ashok ved en genfødselsceremoni, der gør ham til nyfødt højkaste. Durga giver afkald på ham.

Fraklip

Senere, i tiden omkring Indiens deling, møder vi Buvaneshwari og Hari, der har eget filmstudie i udkanten af Bombay. Det antydes, at førstnævnte er den samme som Durga, der nu har udskiftet sit kæmpende, dæmonbesejrende navn med et af Mahavidyaernes: ti gudinder, der repræsenterer Den guddommelige Moders ti aspekter. Buvaneshwari betyder Dronning af fænomenverdenen, den tilsyneladende verden. De er sammen med en producent, som man lidt efter lidt genkender som den unge godsejer, ligeledes med nyt navn.

Buvaneshwari, og dermed læseren, regner efterhånden ud, at Harihar og godsejeren, der er lige så besat af film som Hari, har byttet Ashok bort for et filmstudie.

Omkring dem flimrer resten af handlingen som fraklip, der kun langsomt splejses sammen. Men det, der lidt efter lidt toner frem, er delingens blindt voldelige opgør mellem militante hinduer og muslimer. Naboer myrder hinanden, hele tog er fyldt med lemlæstede lig, når de når frem. Efterhånden finder man også ud af, hvem der drømmer rasaer fatale drømme om renhed og etnisk udrensning.

Sanselige detaljer

Det er en fornøjelse af læse Film. En kærlighedshistorie. Antydningerne er strøet ud med rund hånd, man fornemmer, at her ligger gåder begravet, men man kan umuligt gennemskue dem før senere. Derfor kræver den indviklede komposition også, at sproget har den prægnans, som får en til at huske antydningen, når man senere har brug for den. At det lykkes, skyldes nok, at man ud over antydninger løbende fodres med sanselige detaljer og frapperende metaforer. Dagen glider hurtigt som en slange ind i den indiske nat, skyggeliv og spøgelser følger personerne. Fotografiet og pigtråden blev opfundet samtidig, hører vi, celluloidens drømme og metallets gennemborende realiteter snurrer, blænder, spærrer og dræber sig vej gennem handlingen.

Der er atmosfærefyldte skildringer af en biograf, der »ikke er blevet malet i årtier, da der er meget lidt puds tilbage, som man kan komme maling på«. Ved siden af denne en paankiosk og en halvaibutik med sortsvedne vægge, en nøgen pære i loftet og kæmpestore dampende gryder og lerovne. I forbifarten får vi at vide, at lejerne betaler en ublu overpris for de usle lokaler. Det hele bidrager til billedet af Indiens ramme, ubarmhjertige, duftende og drejende skæbnehjul.

Men krævende er læsningen. Forlaget burde have sørget for noter bagi, hvor man forklarede de ofte betydningsfulde indiske navne og sætningsbrokker. Nu og da står de sidste helt uformidlet i teksten. Og korrekturen burde have gjort et bedre arbejde. Der står snakkesaglige i stedet for snakkesalige hele to gange endda. Der står toge i stedet for tog, foreligge i stedet for forelægge, ligger i stedet for lægger, hang i stedet for hængte, inklusiv i stedet for inklusive, mistænkelighed i stedet for mistænksomhed og passeret om et øjeblik, der blev forpasset. Det er ikke godt nok og synd for en ellers o.k. oversættelse af Tabish Khairs lange, slyngede, smidige sætninger.

Men hæng på! Det lønner sig. Ud over en besættende historie om en række personer, hvis skæbne skiller dem eller binder dem sammen, får man helt ind under huden, hvad Indiens deling og dannelsen af Pakistan betød for menneskene. Og hvor lidt de overskuede konsekvenserne, fortabt i deres egne drømme, mens det had blev født, der har ynglet så flittigt siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu