Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Anja og Viktor på amerikansk

'The First Time', den amerikanske genindspilning af 'Kærlighed ved første hik', er en udmærket ungdomskomedie, men også en såre overflødig film
'The First Time', den amerikanske genindspilning af 'Kærlighed ved første hik', er en udmærket ungdomskomedie, men også en såre overflødig film
Kultur
31. december 2009

Man må tage hatten af for Regner Grasten: Hvor andre danske producenter sælger rettighederne til deres film og lader dem genindspille i USA - f.eks. Susanne Biers Brødre, der snart kommer i en amerikansk version - tager Regner Grasten selv til USA og genindspiller sine egne film.

Okay, indtil videre har han kun gjort det med én film: Ungdomskomedien Kærlighed ved første hik - den første af fem om kæresteparret Anja og Viktor - der på amerikansk er blevet til The First Time. Og det hentyder ikke overraskende til, at Anya og Victor - som de hedder på amerikansk - for første gang forsøger sig med sex, hvilket naturligvis ikke går helt, som det skal, når emsige forældre, irriterende lillebrødre og alt for smarte rivaler blander sig.

Og det er netop filmens bramfrihed omkring 'den første gang' - ikke at forveksle med plathed eller lummerhed - og en forholdsvis realistisk skildring af de unge menneskers følelser og den blanding af usikkerhed og opstemthed, de i situationen føler, der adskiller The First Time fra så mange andre amerikanske teenagefilm, hvor der gås anderledes håndfast og lavkomisk til værks.

Charmerende par

Desuden er The First Time velproduceret - den ser i hvert fald ikke billig ud - og udmærket instrueret - selv om der da er scener og situationer, som ikke fungerer - af den danske spillefilmsdebutant Barbara Rothenborg, som bor og arbejder i Hollywood. Og så er den mestendels velspillet: Devon Werkheiser og Scout Taylor-Compton, der spiller Victor og Anya, er et charmerende par, og veteranen Ray Wise - Laura Palmers far i Twin Peaks - er morsom i rollen som Anyas ligefremme, spøgefulde far.

Når alt det positive er sagt, må man dog også erkende, at det er svært at se, hvad især et dansk publikum skal med The First Time. Det er en på alle måder overflødig film, som ikke har meget nyt at byde på - slet ikke i forhold til de fem danske Anja & Viktor-film - og som trods sine kvaliteter stadig er en let, luftig og ufarlig omgang metervareunderholdning. Men det kan selvfølgelig være, at nysgerrigheden trækker fans af Anja og Viktor i biografen, fordi de vil se, hvordan den første gang tager sig ud på amerikansk.

The First Time. Instruktion: Barbara Rothenborg. Manuskript: Søren Frellesen. Dansk-amerikansk (En række biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis Grasten har satset så meget som han vil have os til at tro, så er det nok et forsøg på at sikre nogle solgte billetter. Grasten tænker aldrig "hvorfor skal folk se min film", han gider ikke lave tænkevækkende film, og det er i og for sig okay, men man skal aldrig tro han er interesseret i andet end at sælge. Han er ikke en ond person, men han er en kynisk producent (Nej, de er ikke alle kyniske). Selv skabere af underholdningsfilm kan være idealistisk i deres håndværk, og ide om at lave noget godt alle vil kunne lide. Derfor ses det ofte at publikumsmagneter der får efterfølgere ikke kan få de originale instruktører/skuespillere med igen, for de gider ikke lave lortefilm bare for pengene. Der er en hvis form for integritet. Den mangler Grasten også. Men med det sagt, det bliver spændende at se hvordan han klarer sig i USA. Det er trods alt en helt anden type ungdomsfilm end de er vandt til.