I dag har jeg oplevet meget

I den seneste måneds tid har jeg læst i to meget tykke, sorte bind bøger. Tekstmassen begynder den 3. august 2000, og når jeg engang er igennem de knap 1.700 sider, er jeg fremme ved den 24. juli 2005, men jeg forestiller mig, at jeg så bare vil begynde forfra og resten af mit liv læse i dem hist og pist.

Det er nemlig noget af det bedste prosa, jeg endnu har læst. Den gør mig tænksom, og i øjeblikke tror jeg, at jeg ved, hvad der er vigtigt her i livet. Det er skrevet af en halvgammel besværlig kunstner, en mand, selvoptaget, han arbejder meget, en gang imellem køber han ind og gør rent. Når han har tid, river han bladene sammen i sin have. Han reflekterer, analyserer, går fejl af sin partner, skændes med hende, køber gaver til hende. Senere bliver de nok skilt, det har jeg endnu ikke læst, men i 2002 forelsker han sig i en kvinde, der er 24 år yngre end ham, og som han ikke kan få. Den halvgamle mand er Lars Norén, og det er Mads Eslund, der har oversat et uddrag af En dramatikers dagbok, der udkom i 2008.

Uddraget kan læses i Ildfiskens nye dobbeltnummer, der indeholder udpluk af 15 meget forskellige menneskers breve, dagbøger og dokumenter. Udvalgets redaktører og oversættere har ikke været drevet af nyfigenhed, men af ægte nysgerrighed over for litteraturens potentialer. I stedet for biografisk snask viser teksterne - eller de undersøger - skriftens mange muligheder, uden at det var det, den skrivende havde sat sig for. Men de når vidt i deres undersøgelser, måske netop fordi deres forfattere ikke skrev til en bred offentlighed. Måske havde de kun én person i tankerne, da de skrev. Én person som skulle opfylde et begær, imødekomme en længsel.

De skrivende er kendte navne som James Joyce, Wittgenstein, Sylvia Plath og Cicero. Det er den amerikanske seriemorder Albert Fish (1870-1936), der som skrivende giver Preben Major Sørensen kamp til stregen. Eller det er Dalia Grinkeviciute (1927-1987) fra Litauen, der med sin skildring af sovjetternes deportationer af de baltiske folk, der begyndte i 1941, hører med til en forfattergruppe, der ser ud til at være en særlig interesse for netop nu, og som nobelprismodtager Herta Müller, også forbindes med: forfattere, der bringer vidnesbyrd. Tekster, der skal minde os om, at historien ikke må gentage sig.

Et brev kan ikke rødme

Ciceros brev til historikeren Lucius Lucceius er et forsøg på at overtale modtageren til at beskrive (og lovprise!) Ciceros bedrifter og år som konsul. En note fortæller, at Lucceius formentlig har takket nej til opgaven, han kendes i hvert fald blot som modtager af dette ublu brev, der begynder sådan her: »En kejtet skamfølelse har ofte afholdt mig fra at tale med dig, når du var til stede, om dette emne, som jeg bedre tør bringe på bane, nu hvor du ikke er her - et brev kan nemlig ikke rødme.«

Her beskriver Cicero et par vigtige fællestræk for brevene i udvalget: Den skrivende føler en vis befordrende frihed, modtageren er indskrevet i teksten og præger afsenderens ordvalg og tone. Afsender og modtager er på en vis distance af hinanden, afsenderen behøver ikke at slå øjnene ned, det er de allerede, fæstnet på papiret. Senere har teksten så lykkeligvis fået flere modtagere, men vi må pænt holde os i baggrunden, samtidig med at vi altså træder ind i et endog meget intimt rum.

Da dette dobbeltnummer af Ildfisken udkom, læste blandt andet Niels Frank Joyces sjofle breve til Nora for en lille forsamling på Underwood Ink i København. En modernistisk grundtekst kaldte Frank brevene og prøvede at forestille sig, hvad Johannes Jørgensen og Sophus Claussen mon foretog sig i 1909, mens Joyce sad i Dublin og skrev til sin »lille klosterpige«, sin »søde lille luderagtige Nora«, sit »uartige kneppedyr«, der befandt sig i Trieste. Ud over at være frække og underholdende er brevene også litteraturhistorisk interessante, fordi de fortæller, hvorfor dagen i Ulysses, 'Bloomsday', den 16. juni, blev så vigtig for Joyce. Her gik han for første gang tur med Nora, de præcise detaljer kan I selv læse, for detaljer er der nok af. Den litterære kvalitet opstår af det indforståede, for selv om Joyce udpensler alt det, han har gjort sammen med Nora, og alt det, han forestiller sig at gøre, så er der alligevel en hel del usagt i teksten, nemlig Noras ord og breve. Vi har kun adgang til den ene del af korrespondancen, og når Joyce omtaler »et dejligt ord« i Noras breve, så må vi selv forestille os, hvad det dog kan være. Og vi må sukke ligesom Joyce, når han udbryder »Åh, skat, jeg er så spændt på at se dit svar!«

Som dagbogsskrivende ligner Wittgenstein og Norén hinanden. Det skønne ved at læse deres beslægtede tekster er, at de er springende, koncentrerede og skarpe. Uden at være skrevet for at imponere læseren med et enormt klarsyn gør de det alligevel. Væsentligt og uvæsentligt i én og samme hæsblæsende mundfuld, her Wittgenstein, 1932: »Igen tilbage i Cambridge, efter at jeg har oplevet meget: Marguerite der vil giftes med mig (!), strid i familien, osv.«