Læsetid: 3 min.

Dyrholm er diva

Og Steffen Brandt er hendes diskrete og charmerende beundrer i den forrygende 'Baby Blue' på Betty Nansen, hvor teaterkoncerten genopfindes i endnu en spændstig version
Smukke, sexede Trine Dyrholm glimter i sorte divapailletter mod sine papirarksdansere i 'Baby Blue'. Men Steffen Brandt står lige nede i orkestergraven og bevogter hende med sin guitar.

Smukke, sexede Trine Dyrholm glimter i sorte divapailletter mod sine papirarksdansere i 'Baby Blue'. Men Steffen Brandt står lige nede i orkestergraven og bevogter hende med sin guitar.

Natascha Thiara Rydvald

2. december 2009

Dylan-trip eller ej: Baby Blue handler om Trine Dyrholm. Om en sanger og skuespiller, der flirter allerøverst på kunstnerstigen ... Om en performer, der kan absolut alt på en scene med sin sexede donnastemme og sin smækre krop. Og om en gudsbenådet smuk kvinde, der bruger sin feminine power til både spank og blide løfter.

Baby Blue er Steffen Brandts danske Dylan- gendigtning ud i ensomhedens univers. Og på Betty Nansen Teatret står Steffen i sin sædvanlige hvide skjorte og sorte jakke og flår i guitaren, mens hans mund synger ord, som kunne have været hans egne.

For hans gendigtning af Dylan er ikke blot en oversættelse. Det er en kongenial tolkning, hvor hans ord bliver til Dylans og omvendt. Hvor man pludselig ikke kan høre forskel på Steffen Århus og Steffen Dylan. Og hvor »hvad er det du har gang i« selvfølgelige rimer på »en duft af Dry Martini« ...

Aleneunivers

Til premieren i lørdags virkede Steffen Brandt meget ydmyg. Næsten sitrende. Og utrolig stolt over at kunne præsentere sin Trine, da hun endelig kom til syne i en filmisk silhuet på bagscenen med to divakufferter og energiske ben.

Umiddelbart er der dømt mandeensomhed, når Steffen står i lyset, og fem mænd vandrer ind over scenen, unge og hamrende musikalske: Nicolai Munch-Hansen på rødglødsbas, Jakob Bro på wonderguitar, Rune Kjeldsen på gnistguitar, Silas Hagemann Tinglef på rygtetrommer og Simon Toldam på keyboard og den blideste harmonika. De nørder rundt i deres egen loneliness, og man tænker mystificeret som kvinde: Hello, boyz, må jeg være med?

Men så er det, at Trine åbner døren ind til det Dylan'ske aleneunivers. Dér, hvor kvinden altid lige er gået. Og så falder tonerne på plads i sangene. Tiden forsvinder, malerstiger bæres ind, og sjælen glider ind i den længselsmusik, som både er Dylans og Steffens - med Trines sang som svejseflammen over den forliste kærlighed. »Ha' dig, jeg vil ha' dig«, synger Trine-pigen kompromisløst, og Steffen-machoen er helt enig.

Genrefrækhed

Kamilla Wargo Breklings afsæt til en iscenesættelse - og Niclas Bendixens slut- resultat - er et forfriskende og frækt nyt bud på teaterkoncerten som genre. Denne forestilling står ved, at en koncert er en koncert. Og den lægger klogt hele den dramaturgiske sammenhæng over på Trine Dyrholms lækre, nøgne skuldre, uanset om hun kravler eller danser eller svæver højt oppe over scenen, mens hendes sort-hvide sandaler blinker ned mod Steffens sorte guitar med de hvide kanter.

Baby Blue skæver ikke til teaterkoncerterne over Nick Cave eller Gasolin' eller Beatles. Og scenografen Maja Ravn har skabt et fritskrabet univers med kvinder i hvide kjoler med hellang lynlås i kavalergangen, kun røbet af en sentimental trang til et enkelt blodappelsinrødt håb bag træerne på Frederiksberg Allé. Scenen er modigt enkel - tom og skrå og mørk. Og først fra dette ingenting bliver scenen så blå eller gylden eller fuld af sne.

Trine Dyrholm og hendes herligt feminine dansere har former og krøller og blink i øjet - den trøstende Susanne Bonde, den kølige Pernille Koch, den blondine- spørgende Amia Miang og den ukuelige Dorte Pedersen. Og da disse kvinder undervejs vælter sig rundt i tusindvis af papirark, bliver det et vildt billede på alle de uafsendte kærestebreve, som en helt almindelig kvinde når at skrive alene i tankerne.

Ruskind og edderdun

Imens står Steffen stille nede i orkestergraven og synger om sin urkvinde deroppe i lyset. Hans stemme er lige så underdreven, som den plejer, men den har også en ny snert af vemod og overrumpling, måske fordi han pludselig tænker mere tilbage end frem. Og i sine små, beske Århus-replikker til nogle syrlige Captain Beefheart-citater lyder han pludselig som en præst, der har taget den globale julefest på sig.

Hans stemme klinger omtrent så hæst som ruskind, mens Dyrholms stemme er så gjaldende blank som toppudset læder med nitter og sikkerhedsnåle - og så pludselig med indlagte pelsbesætninger af det blødeste bløde. Når Dyrholm springer en oktav op og finder de allerøverste toner, knitrer og spinder hendes stemme, så tilhøreren føler sig indhyllet i edderdun. Og Steffen foreslår forhåbningsfuldt: »Jeg kunne snøre dine danse- sko«.

Derfor er det værste ved Baby Blue faktisk, at forestillingen holder op. Og at man bagefter står alene derude i regnen. Akkurat som i Dylans sange. Og i Steffens.

Baby Blue. Musik: Bob Dylan. Danske tekster: Steffen Brandt. Iscenesættelse: Kamilla Wago Brekling og Niclas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Kr. 295-395. Betty Nansen Teatret til den 23. januar. www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer