Læsetid: 6 min.

Else Marie Pade: Modstandskvinde og musikpioner

Hele to biografier om den elektroniske musikpioner Else Marie Pade har set dagens lys. En luksus, der bringer os tættere på privatpersonen, men det er kun den ene, der løfter sig over det håndværksprægede. Og så kolliderer fakta i de to bøger af og til, så det er en fryd
Det er noget af en luksus at få fortalt frk. Pades gribende, inciterende, tankevækkende og mageløse historie fra to perspektiver.

Det er noget af en luksus at få fortalt frk. Pades gribende, inciterende, tankevækkende og mageløse historie fra to perspektiver.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

3. december 2009

Hukommelsen er en stratenrøver. Den falder for snart den ene, snart den anden fristelse, og i sidste ende beslutter den sig for at grave sit helt eget uldne spor ned gennem ens levede liv. Masser af svinkeærinder, selvmodsigelser, udeladelser. En vals på fakta, glitch, digt.

Og det er tydeligt efter at have læst to danske biografier om Else Marie Pade, som begge netop er udkommet, og som rummer mange uoverensstemmelser om begivenheders gang og rækkefølge. Troels Donnerborgs Klangen af en stjerne og Andrea Baks Else Marie Pade - En biografi.

Det er noget af en luksus at få fortalt frk. Pades gribende, inciterende, tankevækkende og mageløse historie fra to perspektiver. Ikke mindst fordi de to bøger går væsensforskelligt til værks.

Journalisten Andrea Bak har skrevet en helt lige ud ad landevejen interview-bog. Efter forordet starter den med direkte citat sådan her: »Jeg blev født den 2. december 1924 på Fødselsstiftelsen i Århus og fik navnet Else Marie Haffner Jensen.«

Det er en kort bog, sat med store typer, læsevenlige for alle aldre, med lange direkte citater fra Else Marie Pade. Indimellem som kit - og ikke altid særlig elegant - medfortæller Bak så indirekte og mærkeligt nok i nutid. Det er en meget håndværks- og rutinepræget strategi, der mangler en forarbejdning af råmaterialet, som heldigvis løftes af Pades fortælleglæde og historie.

Journalisten Troels Donnerborgs Klangen af en stjerne er en mere litterært og eksperimenterende satsning. Fortalt i tredje person, ud fra Pades synsvinkel, som altså starter i barnehøjde og slutter med voksenlivets udsyn. Der er dog direkte citater: aviscitater, moderens breve samt en række rekonstruktioner af dialoger og indre monologer, som er blevet forfattet ud fra Pades hukommelse. Det er altså en biografi forklædt som en roman. Eller omvendt.

Det er et sats, som Donnerborg lykkes overraskende godt med. Ikke mindst fordi man i hans sprog genkender Pade og hendes formuleringer, lige som et gammelt dansk sprog i forskellige aldre også materialiserer sig op gennem kapitlerne. Forlægget, de mange timers interview, gennemfarver Donnerborgs fremlægning fornemt. Og hans sprog er i passager både stærkt lyrisk, naivistisk overrumplende, snappende efter vejret i hektiske passager, stærkt fabulerende under Pades øjeblikke af åbenbaring, som hun har været så benådet med. Donnerborg skriver ganske enkelt godt.

Han lader sig dog også nogle steder rive med og fylder så for meget sprog på sansninger, stemninger, begivenheder. Nogle steder overlyrisk, nogle steder lige lovlig sludrende, især i passager med mimen af talesprog, ja, nogle steder også desorienterende midt i en hvirvlende stream of consciousness. Men som helhed er Klangen af en stjerne et impressionistisk forædlet og dygtigt fortalt eksperiment.

Centrale begivenheder

Samtidig virker Donnerborgs bog mere velresearchet, og den når ind til centrale begivenheder i Pades liv, som Bak ikke får fat i - eller har udeladt. Der er en for Pade øjenåbnende samtale med lægen Bjørn (eller Svend, det er usikkert) Baastrup Thomsen, som ikke ved, om han kan blive menneske igen, efter at have været tvunget til at udskille de sygeste til den visse død i en tysk KZ-lejr.

Der er aftenen, hvor Else Marie Pade mister sin mødom til sin udkårne, senere ægtemand, Henning Pade.

Der er kammeraten, som sammen med Else Marie Pade har siddet som tyskerens fange i Frøslev-lejren, der på randen af selvmord ringer til Else Marie Pade, som er for distraheret af et skrigende barn til at fange situationens alvor. Hvorefter kammeraten begår selvmord.

Og der er affæren med læreren, den store danske komponist Vagn Holmboe, som Henning Pade er blevet gjort bekendt med, og som han har accepteret. Men som også er dødsstødet til deres ægteskab. Finalen i togvognen, hvor Else Marie Pade og Holmboe helt tilfældigt støder på ægtemanden, er ren film.

Til gengæld når Andrea Bak godt rundt om Pades konvertering til katolicismen i 1971. Og hendes biografi løfter sig også, da vi når til Pade-ægteparrets liv i Klampenborg, hvor der kommer flere stemmer ind i bogen. Og hvor dissonansen mellem Pades fordybelse i musikken og hendes distræt utilpassede rolle som husmor skærer i ørerne. Ja, hun formår at bage boller, der er så hårde, at hendes to sønner kaster med dem, rammer familiens hund i panden, så den besvimer.

Det klæder Baks bog at få flere stemmer ind - såsom sønnen Mortens og konservatorie-læreren Jan Maegaards. Det giver dynamik i den meget bundne form, det giver krydsbelysning og lidt mere liv i en ellers ikke videre frugtbar fortællestil. Til gengæld giver Bak så mere plads til musikken, som Pade får lov at forklare i detaljer.

Uoverensstemmelser

»Ikke alt har kunnet efterkontrolleres,« skriver Troels Donnerborg i sit forord. »Bogen skal derfor læses som erindringer.« Det tager han meget passende konsekvensen af i et - måske lidt for - lille afsnit til sidst i Klangen af en stjerne, hvor uoverensstemmelser med offentlige optegnelser og andres erindringer opridses. Der er for eksempel skudepisoden - som både Bak og Donnerborg inkluderer - da Pade ankommer til Frøslev-lejren i 1944. En glad mandlig fange løber mod hegnet mellem ham og de nyankomne kvinder og bliver mejet ned fra maskingeværtårnet. Han overlever, ligeledes ifølge begge. Men ifølge Frøslevlejrens Museum var der kun én - dødelig - skudepisode i lejrens historie. En måned før Pade ankom.

Og sådan kan den forræderiske erindring altså glitche, snuble, slå hul på sig selv og suge andres fortællinger til sig, indoptage dem i livsorganismen. Som så kan vakle videre mellem forskellige fortællespor. Således forlyder det ifølge Bak/Pade, at konkretmusikkens pioner Pierre Schaeffer ikke kunne tale engelsk, da Pade første gang besøger ham i Paris, og at man derfor må sende bud efter en tolk. Mens Schaeffer ifølge Donnerborg/Pade udmærket taler engelsk og faktisk sender Pades medbragte svigerinde uden for døren, da hendes franskkundskaber er unødvendige.

I Baks bog virker det ikke som om, Pade har mødt Stockhausen, før han inviteres til at afholde et seminar i Danmarks Radio. I Donnerborgs har hun mødt ham en gang før, ja, endda talt ham et øre af under en middag.

Men i virkeligheden er det måske uinteressant eller umuligt at få afklaret disse diskrepanser, måske er det i virkeligheden meget mere interessant at konstatere, at i dette tvelys brænder Pades historie stadig. Ja, det antager en flosset kontur, som de fleste af os vel kender fra vores egne personlige - heldigvis uudgivne - erindringer. Det levede liv forandrer sig hele tiden i kraniekisten og kan ikke mejsles i granit. Men Pades historie trækker uanset hvad en afgørende episk hvidglødende tråd igennem de tilsammen over 500 sider, som så oven i købet bugner af anekdotisk rigdom. Der er en humor, et håb, en energi, som jeg håber smitter af fra det trykte papir. Det sitrer i hvert fald under læsningen.

Hendes naive, men dedikerede kampe mod overmagten, tabt på knockout, men senere omstødt af eftertiden: Modstandsbevægelsen og de dyrt købte erfaringer, hun gør sig under tortur og fangenskab. Og som betales tilbage med renters rente senere. Musikken, Else Marie Pades dedikation til den, hendes agt og magt til at forløse den. Hvilket også koster: Det spalter ægteskabet, hun forsømmer børnene. Hun er en kvinde med mulighed for og evner til at begå sig som en mand i en gammel verden. Eller som en moderne kvinde i en brydningstid. Fokus. Dedikation. Vision. Og viljen til at betale omkostningerne kontant. Ikke noget med 30 års afdragsfrit flexlån på et åndsmaterialistisk afladspantebrev. Og ikke videre moderne, jeg ved det. Men man kan altid krydse fingre for, at det bliver det igen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu