Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

At fatte med hjertet

Erik A. Nielsen formår, kyndig og belæst, som han er, at vise den kristne fortolkningslære frem i dens mangfoldighed og rigdom
Erik A. Nielsen formår, kyndig og belæst, som han er, at vise den kristne fortolkningslære frem i dens mangfoldighed og rigdom
Kultur
10. december 2009

Professor Erik A. Nielsens kloge, rigt illustrerede værk Kristendommens retorik er første bind i en serie på fire, som tænkes afsluttet med en art katalog, et ikonografisk opslagsværk under titlen Leks-ikon. Som bind to og tre skal der udkomme monografier, som vil udfolde og eksemplificere Kingos og Brorsons brug af den kristne billedfortolknings komplicerede og raffinerede strategi.

I denne er, som mange vil vide, tanken om menneskets ’gudbilledlighed’ et helt afgørende hængsel, af Brorson beskrevet således i »Den yndigste rose«:

Alt siden vi tabte den ære
Guds billedes frugter at bære,
var verden forvildet og øde,
vi alle i synden bortdøde.

Denne tilstand er heldigvis ikke hele sandheden om os. Teologisk udtrykt blev det fordærvede urbillede »genrejst i Kristus«, hvorefter alle troendes livsopgave er at blive »Kristus lig« i så høj grad, som det er menneskeligt muligt. Dette forhold mellem Kristus, der ses som urbillede og ufordærvet gudsbillede, og det individuelle menneske, der er afbillede, ja et fordærvet afbillede, udgør simpelthen den kristne mønsterforestilling. Den definerer (som Erik A. Nielsen skriver) kristentroen på samme vis, som bestemte trin definerer menuet eller vals. Hans sammenligning med danse er dækkende, for det særlige ved mønsteret er, at det i bibeltolkningen og gudstjenesten udfoldes i og leddeles som et forløb i tid. At kortlægge dette forløbs faser er formålet med hans nu foreliggende, i de fleste henseender fremragende bog.

To slags allegori

»Præst og pigeben lover begge to noget bedre højere oppe,« fniser et lidet respektfuldt dansk ordsprog. Erik A. Nielsen citerer det et sted i sit store værk som et lillebitte eksempel på allegorien, der knytter to ellers fjerne størrelser sammen via en betydningsmæssig lighed.

I sin rene form hører allegorien til den klassiske retoriks faste stilfigurer, men i den lange kristne tradition får figuren en anden funktion. Her er der ikke tale om blot at illustrere en tanke, men om at åbne sansningen for en tanke, der i sidste ende viser tilbage til Skaberen selv. Hvor man sat over for en klassisk allegori skal »læse« sig frem til en særlig idé, som en taler har anbragt inde i billedet, så forventes man i den kristne allegori at møde en åbenbaring af guddommelig hensigt.

Forlæg for fordybelse

Det er sådan, Kingo bruger allegorien, når han i den prægtige aftensalme »Den klare sol går ned« (her i den nyeste salmebogs noget moderniserede og sammenkortede version) lader jeget »læse« blomstens visnen som tegn for livets korthed:

Jeg træder nu ud i det duggefulde græs,
naturen siger mig: ’Bi lidt, stå her og læs:
Dit billed ser du her i blomster og i hø!’
Dag og nat
mig lærer brat,
at jeg engang skal dø.

Det er i det hele taget sådan, de mange kristne digtere og malere gennem tiden har anvendt billeder: ikke (kun) som retorikeren som redskaber til at belære og overbevise, men som forlæg som meditativ fordybelse og indre forklarelse.

Ægte paulinsk

Skønt forfatteren gemmer den fyldigere belysning af billedbrug og retorik hos Kingo og Brorson til senere bind, og skønt han helt har måttet opgive en oprindelig plan om at skildre Grundtvigs for så vidt grænsesprængende brug af bibelske allegorier, dukker disse tre store salmister her op igen og igen. Men det gør skam også Dante, Shakespeare, Milton, John Donne plus en hel stribe af europæiske malere, mystikere, kirkefædre og teologer. Det vækker i sig selv respekt, at så vældig en belæsthed og kundskab lader sig føje sammen under et ordnende synspunkt.

Men særlig imponerende er det, at Erik A. Nielsen, trods det at han af fag er litterat, evner at spænde over hele trosbekendelsens treleddede register. I stedet for blot en skabelsesteologi, med blikket rettet mod Faderen, eller en mere eller mindre følelsesfuld kristologi mest koncentreret om Sønnen, præsenteres her en kristendomsforståelse, der i ordets sande forstand viser sig trefoldig, det vil sige med en nuanceret tænkning også over åbenbaringen for og gennem menigheden og det enkelte levende menneske. Anderledes sagt færdes forfatteren på sikker ’paulinsk’ grund og giver apostelen Paulus og dermed Helligånden alt, hvad den kan trække, hvilket ikke vil sige så lidt.

De fire tilstande

»Ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus,« skriver Paulus i Første Korinterbrev. Dette bliver uvægerlig et nøglested, når man skal forklare, hvad kristendommens retorik og billedlæsning går ud på. En nødvendig forudsætning er, »at de to bibelhalvdele er uløseligt forbundet, og at man kun ved at fastholde dette kan iagttage den kristne ånds udviklingshistorie«, herunder tage skridtet fra helligteksterne til en personliggjort lære om livsform, indstilling, livsførelse, karakter – eller, anderledes sagt, give gudsordet konsekvens, etisk og moralsk og for den sags skyld socialt og politisk.

Erik A. Nielsen opdeler, i overensstemmelse med det traditionelle skema, den kristne fortolkningslære i fire ’tilstande’, hvor tekstens enkelte billede tildeles fire forskellige funktioner. Den bogstavelige læsning fokuserer på billedet som afbildning og spørger: Hvad står der, og hvad fremstiller det? Den typologiske læsning føjer Det Nye og Det Gamle Testamente sammen og ser efter modbilledet, idet man nu spørger: Hvad betyder det i Bibelens hele kontekst? Den topologiske eller også moralske læsning gør teksten til læserens forbillede og spørger: Hvilken virkning har dette på fortolkeren?

Og endelig stiger man i den fjerde fase, den anagogiske og eskatologiske, op til urbilledets synspunkt og spørger: Hvilken mulig placering har nu alt dette i læren om altings sammenhæng, herunder læren om de yderste ting, sådan som denne især er gennemspillet i Johannes’ Åbenbaring?

Berøringens øjeblik

Det kan muligvis lyde lidt knirkende og tørt, men der kan hurtigt gå sport i at knytte tekststeder sammen: Jødernes vandring over Det Røde Hav kan ses genspejlet i Jesu indtog i Jerusalem, som jo gentages, hver gang Ordets lys trænger ind i en enkelt formørket sjæl. Eller syndefald og korsfæstelse kan flettes sammen hos Kingo, der beskriver Kristus som et filter, der kan rense slangens gift til balsam for den troendes sind.

Med et ordvalg af denne art bevæger Erik A. Nielsen sig nær ved grænsen for den genre, han har tilstræbt, den akademiske afhandling. Man spørger sig selv, om bogen, man læser, er en bred introduktion, en dokumentation, et internationalt teoribidrag eller et fromt opbyggelsesskrift ... Anderledes kan det måske ikke være. For helligteksten »er tekst på en anden måde end andre, mere pragmatiske tekster«. Den berører læseren som en eksistentiel person, der i berøringens øjeblik forvandles gennemgribende. Det at læse kristent eller læse som en kristen bliver således at åbne sig for mysteriets lys og indstille sig på, at ligesom der (med Sophus Claussens udtryk) nok findes en verden bag verden og dermed en sol bag ved solen, sådan findes der også i os selv (muligheden af) et øje omme bag øjet.

Det er dette anskuende og tolkende øje, Erik A. Nielsen bruger, når han læser billeder og salmer, og det er denne højere sans, han søger at kalde frem hos sin læser. Set fra hans synspunkt er det ved møderne med ældre vesteuropæiske malerier og digterværker kun en fordel, om man har Gud på hjerte og Bibelen på hjernen. Dermed placerer han sig i forlængelse af for eksempel den canadiske kritiker (og præst) Northrop Frye og dennes bog The Great Code (1982, da. 1992) – forskellen er blot, at Erik A. Nielsen noget mere eksplicit vedkender sig sin tro som sin læsnings nøgle og styrke, idet han her ved ’tro’ forstår »den på erfaring byggende tillid til, at der fra det skabende sprog til stadighed tilflyder mennesker billeder og udsagn, som de i deres liv kan indfri ved at tro på dem«.

Forstå, hvem der kan

Læg venligst mærke til, at tro nærmest tautologisk defineres ved tro. Heri ligger en pointe. Man kan se og høre uden dog at se eller høre. Eller man kan se og høre på en sådan måde, at man fatter med hjertet. Hvor hovent det end nemt kan lyde, handler det om indvielse. »Kun den, der læser med Kristi ånd, vinder adgang til tekstens hemmeligheder.« Fortolkningslæren udgår fra troens præmis i den forstand, at den hævder, at læseren må møde teksten med et håb om at blive forvandlet ved den. Der er ikke kun tale om, at læseren læser teksten, men også om, at teksten læser læseren, idet den bryder hans eller hendes eksistentielle forsegling. For en slig betragtning er mennesket konstant »under pres fra det guddommelige«, der møder os i en dobbelthed af en trussel og et løfte – en forjættelse om at blive »tydet« som dem, vi inderst er. Erik A. Nielsen taler endda, i yderlig forkortning, om en underbevidsthed i religiøs skikkelse.

Med så åbent forkyndende formuleringer bliver Kristendommens retorik andet og mere end en demonstration af belæsthed og billedkundskab. Den er også oplæg til forhandling om et spørgsmål af næsten samme vigtighed som kontinentalpladernes rette placering: Hvad bør forholdet være mellem hjernen og hjertet, mellem universitetet og kirken, og findes der en tredje position mellem teologisk videnskabelighed og esoterisk mystik, mellem skeptisk rationalisme og inderliggjort sværmeri?

Poetisk læsning

Erik A. Nielsens bog udgør et tungtvejende indlæg til fordel for en sådan mulighed, og eftersom den næppe kunne være skrevet af nogen anden, gør man nok klogt i at bære over med hans verbale manerer og indstille sig på et lettere salvelsesfuldt tonefald.

Lad mig slå ned et karakteristisk sted: »Den firefoldige tekstforståelse er af væsen poetisk, for så vidt som den forholder sig til verden ud fra den forudforståelse, at den er skabt.« Skønt den meget specielle begrebsbrug forklares ved en note, der siger, at den græske glose ’poiesis’ jo betyder skabelse, så fremstår den citerede sætning som begrebsligt taskenspilleri.

Ville man drille lidt, kunne man sige, at ligesom Paulus gentagne gange fortolker sin indvielse som en indsættelse i et åndeligt embede, som han betegner med ordene ’oikonomous mysterion Theou’, altså husholder over Guds eller gudsrigets hemmeligheder, sådan går Erik A. Nielsen frejdigt og modigt ind i sin funktion som marketingchef for Jesus. Det medfører en ikke uproblematisk tendens til det spekulative – læseren bliver uvægerlig nervøs, når han indleder en ekskurs med ordene »Man kunne overveje ...« – og det leder ikke sjældent til ha-stemt overoppustning af teksten. ’Mange’ hedder konsekvent ’utallige’, og ’indsigtsfuld’ bliver til ’genial’. Men det er jo bare særtræk ved forfatterens begejstrede stil.

Mere ærgerligt er det, at fremstillingen i bogens første, hermeneutiske del er lovlig længe om at komme i gang og sine steder gentager sig selv (som s. 51 og 85, hvor næsten det samme siges på fire forskellige måder, eller
s. 130, der uden krydshenvisning repeterer s. 99), ligesom man kunne brokke sig over, af og til med ét at blive præsenteret for generaliserende passager, som rettelig hører hjemme på indledningsniveau (for eksempel s. 90, 94 og 98). På flueknepperniveau kan bemærkes, at der ikke er total konsekvens med hensyn til, om tekster på latin og gammeldansk skal oversættes eller ej (s. 188 roses den apokryfe Visdommens Bog for en særlig smuk formulering, som nok havde fortjent en forklaring, og s. 349 tændes genfødslens ild i Maria, på et dansk de færreste kan læse). At heller ikke Erik A. Nielsens bog går fri af den korrektur-virus, som åbenbart har hærget på Gyldendal hele denne sæson, bemærkes blot for en ordens skyld her til sidst i anmeldelsen, som ellers godt kunne have sluttet med en lille drejning af Mærsk Mc-Kinney Møllers allerede bevingede ord: Vi skal sige tak!

Adventstid og Erik A. Nielsen har det til fælles, at de lægger op til noget godt, som snart skal komme. Jeg glæder mig til hans værker om mestrene udi den danske salme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik A. Nielsen og for den sag skyld også Erik Skyum- Nielsen, vil have os til at fatte med hjertet. Selv om de godt ved at hjertet er en muskel der pumper blodet omkring i systemet og ikke et tænkende organ. Som altid med religiøse udsagn er der lagt op til pølse og tåge snak – bevares på et ”højt” plan, men immervæk pølsesnak. Teologisk er Erik A. Nielsens budskab pietistisk, og som sådan betænkeligt også fra et evangelisk synspunkt.
Her ud over erstatter Erik A. Nielsen en masse gammelkendte tomme fraser og begreber med nye fascinerende tomme fraser og begreber f.eks. urbilledet, højere sans, at fatte med hjertet, at blive forvandlet, under pres fra det guddommelige. Som altid med religiøse udsagn ender de i den tomme transcendent. Det gør de, af den indlysende grund, at samtlige udsagn, allegoriske eller ikke henviser til noget, som ikke findes! Derfor kan der ikke være, og er der ingen endelig forklaring, endsige åbenbaring – men i stedet en endeløs henvisning til nye mysterier, gemt inde i andre nye mysterier, og sådan fremdeles ud i uendeligheden og meningsløsheden. Med andre ord: Den teologiske ”sandhed” er en matrjoska dukke. Der er intet nyt i disse skriverier, ligesom der heller ikke er noget nyt i min kritik – det som kan forbavse en, er hvorfor skal vi fyldes med al den pølsesnak, netop i Information, har vi ikke Kristelig Dagblad til den slags bog anmeldelser?