Læsetid: 5 min.

Fem finansfolk i friske fallitter

Erhvervsjournalisten Birgitte Erhardsen har skrevet årets julekrimifarce: En dokumenteret skildring af en driftig fem-mands klikes vilde togter i dansk og globalt finansliv. Den er medrivende fald-på-halen komik
Det var billeder af den tidligere it-nørd Erik Damgaard og hans udkårne, Anni Fønsby med den brogede fortid, der fik investorerne til at tabe tillid til de selskaber, hvor Damgaard tidligere havde gjort nytte som galionsfigur og respekteret milliardær. Her er parret ved Zulu Awards i Forum i København tidligere i år.

Det var billeder af den tidligere it-nørd Erik Damgaard og hans udkårne, Anni Fønsby med den brogede fortid, der fik investorerne til at tabe tillid til de selskaber, hvor Damgaard tidligere havde gjort nytte som galionsfigur og respekteret milliardær. Her er parret ved Zulu Awards i Forum i København tidligere i år.

Martin Rosenauer

15. december 2009

Det hele begyndte med en fallit. I 1986 havde de dristige iværksættere Peter Forchhammer og Aldo Petersen sat blus under kedlerne på hedgefonden 'Formueekspressen', hvor småsparere for lånte penge kunne spekulere i danske og internationale værdipapirer. Året efter blev Formueekspressen afsporet af global finansuro. De små investorer mistede halvdelen af deres penge - 28.000 kr. i gennemsnit - mens ekspressens fyrbødere fik havariet solgt for 10 millioner til difko-Bank, den senere Interbank.

Det fortsatte med en fallit. I maj 1995 krakkede Samson Bankieraktieselskab. Indskydergarantifonden måtte ile til med sin hidtil største undsætning til afblankede bankkunder: 190 millioner kr. Banken var et barn af 'guldflipper'-perioden. Banken havde til sine nærmeste ydet store lån mod små panter. Bagmandspolitiet rejste bedragerisag mod bl.a. bankens administrerende direktør, Ole Abildgaard, og direktøren for Samsons børsmæglerselskab, Lasse Lindblad, mens bankens aktiechef, Mark Szigethy gik fri i denne omgang.

Som så ofte før og siden kom bagmandspolitiet til at fremstå som politiinspektør Clouseau i Peter Sellers-udgaven. Årelange straffesager førte kun til en betinget firemåneders fængselsstraf til Ole Abildgaard.

'De Fem' forenes

Albildgaard og hans makkere Lindblad og Szigethy bevægede sig i samme kredse som fyrbøderne på den afsporede Formueekspres, Forchhammer og Aldo Petersen - sidstnævnt på grund af sin hang til kontant gevinst kendt under kælenavnet 'Aldo-Saldo'.

Aldo har aflagt manddomsprøve ved i 2001 at blive anholdt og sigtet for mandatsvig af Bagmandspolitiet, der dog vanen tro klovner i det og efter tre år opgiver at strikke et anklageskrift sammen. Sigtelsen har imidlertid den ubehagelige følge for Aldo-Saldo, at han må udtræde af bestyrelsen for Parken - og således lade Don Ø ene om at herske.

Fælles for Aldo, Forchhammer, Abildgaard, Lindblad og Szigethy er en følelse af at være uglesete finanstroldmænd - foragtet af myndighederne og den 'pæne' finansverden. En del af 'de pænes' afstandtagen til fem-gruppen skyldes dog nok, at femgruppen benytter sig af de samme lovhuller og finter, som 'de pæne' jævnligt gør, men at fem-gruppen gør det på en anmassende måde, der kan vække politikerne til indgreb. Som f.eks. da økonominister Marianne Jelved (R) standsede Forchhammers fidus i selskabet 'Land & Leisure', der på én gang tilbød pensionsopsparing og billig brugsret til sydlandske ferielejligheder. 'De Fem' finder hinanden i et tæt samarbejde, hvor de vikler sig ind i en række dristige initiativer.

Man aner fallit

Om det drama, som 'De Fems' ubændige virketrang og indtjeningslyst afstedkommer, har Berlingskes erhvervsjournalist Birgitte Erhardtsen skrevet den grundigt dokumenterede og medrivende Milliardærklubben. Den er gyseligt spændende, en julekrimifarce. Den er også et stykke fald-på-halen komik. Som læser aner man - uanset hvor strålende projekterne lanceres - at de vil ende på rumpen. Hvis man ikke havde det på fornemmelsen, ville man under læsningen sidde og råbe forbandelser mod den eftergivende regulering og de hullede internationale beskatningsregler, der overhovedet tillader en sådan milliardærklub at stable sig på benene.

Illusioner er næsten så gode som gangbar mønt, når det gælder om at lokke fjolser med på finansielle eventyr. Men bedst er dog immervæk ægte kontanter. I hvert fald til en begyndelse. Derfor kalder Peter Forchhammer det for 'Gaven fra himlen', da han kommer i forbindelse med enspænderen Lars Wexøe, der netop har arvet mere end et halvt hundrede millioner, som Wexøe ikke rigtigt ved, hvad han skal stille op med. Sandelig om ikke den rare Forchhammer lige er manden, der kan hjælpe Wexøe med det problem.

Endnu bedre bliver det, da Szigethy via golfspil kommer i forbindelse med it-nørden Erik Damgaard, der netop sammen med sin bror, Preben, har afhændet det hjemmegjorte selskab Navision til amerikanske Microsoft. Begge brødre er blevet milliardærer. Preben er den forsigtige, Erik er idealisten, der godt tør satse. Og det kommer Erik Damgaard i fuldt sving med, da Szigethy introducerer ham til vennerne. Faktisk bliver Erik én af 'De Fem', selv om de derved bliver seks. Men skidt, så nøjeregnende med tal behøver man ikke være i de kredse.

Snup en skal

Den metode, som 'De Fem' - inklusive Damgaard - anvender til søsætning af nye forehavender, går ud på følgende:

Køb billigt et udbrændt allerede børsnoteret selskab, hvor bestyrelsen er ivrig efter at komme af med den tomme selskabs-skal. Derved kan man opnå skattefordele, plus at det selvfølgelig er nemmere og mere diskret end selv at skulle gå ud og søge børsnotering. Det kræver, at en bank siger god for projektet, og at man skal skaffe den aktionærmængde, som den tomme skal allerede bekvemt rummer. Hertil kommer risikoen for at få alt for megen offentlig opmærksomhed.

Når selskabet er børsnoteret giver det også den fordel, at dets aktier umiddelbart kan belånes. Og det er smart at gøre det, for så kan man købe flere aktier - helst sådan nogle, som også kan belånes.

Når man har fået kontrol over den førhen tomme skal, laver man selskabets formål om, så det bruges til de planer, man har med det, og som man tidligere måske ikke så gerne har villet løfte sløret for offentligt. Når det er på plads, sælger man sine egne unoterede selskaber ind i det noterede børsselskab. På den måde er man bekvemt både køber og sælger, og det letter muligheden for komme overens. Hvis nogle af de andre 'gamle' aktionærer er utilfredse, kan de jo bare afhænde deres aktier - som de nye erhververe så kan få billigt.

Pyramidespillene

'De Fems' iværksættervirksomhed førte dem ind i vindmølleparker, solenergi, finanskoncernaktivitet, ejendomsbesiddelse, bioteknologi, sommerhusudlejning, hospitalsudstyr og rejsesøgemaskiner. For nu blot at nævne nogle af de 12 børsnoterede selskaber.

Under læsningen oplever man en betydelig lighed med pyramidespil: Systemet kan kun holde sig oprejst, hvis nye kapitalstrømme hvirvles ind hele tiden. Stå ved egen kraft kan det ikke.

Komisk er det, at rystelsen af 'De Fems' pyramidekonstruktioner begynder, da it-nørden Erik Damgaard synes at gå amok i en hormonrus ved mødet med den barmoppumpede Anni Fønsby, der har en fortid som escortpige på kasino Marienlyst i Helsingør.

Mediereportager om Eriks og Annis udskejelser, opgør og søde forsoninger skræmmer investorer væk fra de selskaber, hvor Damgaard tidligere har gjort nytte som galionsfigur.

Anni Fønsby suger likviditeten ud af konstruktionerne. Kort efter følger de globale finansrystelser. Og - med H.C. Andersens verselinje:

»Med dem den hele lyksalighed faldt - Og det var i grunden ikke så galt.«

Birgitte Erhardtsen: Milliardærklubben. 307 s. 300 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er forkert nå der skrives "Erik Damgaard, der netop sammen med sin bror, Preben, har afhændet det hjemmegjorte selskab Navision til amerikanske Microsoft."

Damgaard brødrene stod kun for det halve af Navision, som var en fusion af konkurrenterne Damgaard Data og det oprindelige Navision.

Det var ikke noget hjemmegjort over Navision. Det var top-professionelt.

Kære Ole Gerstrøm,

enig, - men som sædvanligt, så er (og var) det finansækvilibristerne der får opmærksomheden, - praktikerne har for travlt med at lave noget der virker, så de opdager sjældent at de bliver taget i ... øhh: taget bagfra!