Læsetid: 4 min.

Gensynsglæde med slidstærkt materiale

Den britiske danseduo Pet Shop Boys gav en retrospektiv, underholdende og visuelt glimtvis opfindsom koncert for sin store menighed i KB Hallen tirsdag aften
Pet Shop Boys fascinerende sanger  Neil Tennant er én af popscenens uden sammenligning mest interessante personager.

Pet Shop Boys fascinerende sanger Neil Tennant er én af popscenens uden sammenligning mest interessante personager.

Fabrizio Bensch

10. december 2009

Det kunne godt se ud som om toget er kørt for duoen Pet Shop Boys. I hvert fald hvad angår deres position som toneangivende, udfordrende og anderledes tænkende popnavn. Det er der måske ikke noget mærkeligt i; deres første singleplade udsendtes for 25 år siden og i årene 1986-1993 udsendte de en række album, som alle på hver deres måde redefinerede måden, mainstream-pop kan produceres og præsenteres på.

Man tør næsten i den forbindelse tale om Gesamtkunstwerk, på grund af gruppens omhyggelighed ikke kun med tekst og musik og måden samme produceres på, men også den visuelle iscenesættelse - dens minimalistiske pladeomslag skulle efter sigende være fluekneppet ned til mindste detalje - dens videoer og ikke mindst en koncertform, der bærer stærkt præg af duoens fascination af opera og musical. På samme måde som de til hver en tid har stået i nærkontakt med nogle af tidens hotteste tøjdesignere. Men såmænd også i interview, hvor de især i starten af karrieren nåede vidt ved at definere sig negativt til især rockkulturen, hvorved de kom til at fremstå som pionerer for den dance-kultur, der fra og med 1988 bredte sig over kloden som en ny og spændende virus.

Det er ikke forkert at placere gruppen i krydsfeltet mellem sen-70'ernes discokultur og sen-80'ernes houseeksplosion tilsat en dosis Hi-NRG.

Fokus er til hver en tid på beatet, der er som pletrenset for de synkoperinger, som dominerede sort dansemusik før discobølgen; alle skal kunne danse, hvilket i nogles øjne er med til at gøre dance til noget nær dansegulvets svar på direkte demokrati. Hvor Pet Shop Boys adskiller sig fra de mange tusinde, der har leveret beats til millionerne, er dens (gammeldags) tilgang til sangskrivning. Thi de skriver netop popsange i den store tradition - med fængende syng-med-omkvæd og ikke mindst et tekstligt ambivalent, ofte ætsende og altid begavet univers, der tyder på et indgående kendskab til folk som Cole Porter, Lorenz Hart og Stephen Sondheim. Hvilket betyder, at deres sange rent faktisk handler om noget. Det er næppe at tage munden for fuld at kalde de bedste af dem for subversive og i lyset af de to kunstneres mere eller mindre åbenlyse homoseksualitet, er der helt sikkert en form for lyrisk sprængstof at finde i numre som »Being Boring«, »It's a Sin«, »Rent«, »Opportunities (Let's Make Lots of Money)« og »The Night I Fell in Love«. Desværre er der kommet et vist formelpræg over gruppens udgivelser siden midt-90'erne, til gengæld kan man varme sig ved at dette års Yes er det bedste fra den kant i mange år - og den direkte årsag til vi befandt os i KB Hallen denne tirsdag.

Nu er og bliver Informations udsendte en sucker for et godt show - på samme måde som en god koncert altid får blodet til at rulle raskere. Kan man så få de to ting serveret på samme sandwich, vil jublen selvfølgelig ingen ende tage.

Interessante personager

Og der var skam tidspunkter tirsdag aften, hvor tingene gik op i en højere enhed for de to herrer og de fire medbragte dansere på scenen. Scenografien bestod af en ordentlig røvfuld hvide, kvadratiske papkasser, som fire gentlemen i laborantkitler havde travlt med at omarrangere på allehånde måder i løbet af den to timer lange koncert. Derpå projiceredes så alskens visuelle gags, mens Chris Lowe stod bag sin pult og overvågede at MIDI-programmerne ikke drillede, tjattede lidt til et par ekstra keyboards og ind imellem slog på elektroniske trommer.

Han er og bliver gruppens joker - også i interviewsituationer, hvor han giver den som komisk sidekick til Tennants mere intellektuelt vidtløftige persona - men også dens musikalske motor. Og hvad man ellers mener om dette på mange måder kontrære orkester, har det forbløffende mange gode sange på samvittigheden. Centralt står selvfølgelig den uudgrundelige, men også topunderholdende tekstmager og sanger Neil Tennant, én af popscenens uden sammenligning mest interessante personager. Nogen stor stemme ejer han ikke, men han formår dog at fortolke Elvis Presleys »Always on my Mind« på et niveau, der ikke bringer skam over nogen af parterne og sågar aftvinger dette urtriste epos om et parforholds sammenbrud nye nuancer.

Det gode ved seancen som helhed var så, at der blev rigelig plads til meget af det elskede og slidstærke materiale, vi uden tøven tør betegne som greatest hits - i alle betydninger. Fra der lagdes ud med det stort set uopslidelige »Heart« og frem til der (fraset en besynderlig julesang) afsluttedes med gennembrudssangen »West End Girls«, var der lagt op til den store grådkvalte gensynsglæde. Som da også er en slags glæde. Og salen både kogte, klappede og sang med på alle (de gamle) hits. For duoen formår altså ikke rigtig at rykke ved en formel, der har givet så rigelig pote ned gennem årene; altså, over 100 millioner solgte enheder!

De fire medbragte dansere var også udmærkede, men ikke fantastiske. Som koncerten i øvrigt. Dog - Deres udsendte havde et par gode timer i selskab med et par gamle venner. Og det er da også noget. Måske ligefrem nok?

Pet Shop Boys, KB Hallen, tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu