Læsetid: 3 min.

Guld og gyngehest

O'Neills 'Alverdens Rigdomme' er ikke et overbevisende stykke. Men i Skuespilhusets opsætning glitrer Kirsten Olesen og Ann Eleonora Jørgensen som moderdyret og svigerdatteren - og Jesper Langberg chokerer som bankdirektøren
Storhed står som altid for fald i Eugene O'Neills værker. Men i 'Alverdens Rigdomme' virker faldet endeløst, også selv om Kirsten Olesens 'mor' og Ann Eleonora Jørgensens 'hustru' omringer Mads M. Nielsens tvivlende 'mand', så selv en gyngehest ville løbe skrigende bort.

Storhed står som altid for fald i Eugene O'Neills værker. Men i 'Alverdens Rigdomme' virker faldet endeløst, også selv om Kirsten Olesens 'mor' og Ann Eleonora Jørgensens 'hustru' omringer Mads M. Nielsens tvivlende 'mand', så selv en gyngehest ville løbe skrigende bort.

Natascha Thiara Rydvald

10. december 2009

Teaterinstruktøren Jan Maagaard har en særlig sans for de store teaterstykker med de dybe lidenskaber og de utilpassede skæbner.

Den amerikanske dramatiker Eugene O'Neill (1888-1953) er blandt hans yndlingsdramatikere. Hans iscenesættelse af Sorg Klæder Elektra fra 1991 og Sælsomt Mellemspil fra 1999 skaber stadig ærefrygt og længsel i øjnene på de heldige, der oplevede opsætningerne på Det Kgl. Teater dengang. Og nu har Jan Maagaard så igen kastet sig over O'Neill med Alverdens Rigdomme, tidligere spillet under titlen Byg dig kun Slot på Slot - i 1977 med Bodil Kjer, Henning Jensen og Ghita Nørby.

Historien er igen et klassisk mor-søn-opgør - direkte taget fra de græske tragedier, men overført til et depraveret USA, hvor krisen også fører det menneskelige forfald med sig. Stykkets form er dog temmelig vild og uafgrænset; O'Neill skrev faktisk aldrig stykket færdigt og ville ikke have, at det skulle offentliggøres. Men hans hustru lod det offentliggøre i 1957, og i 1962 havde det urpremiere i Stockholm.

Måske skulle Maagaard have ladet en anden bearbejde og beskære det ret så endeløse stykke. Måske skulle han også have ladet en anden oversætter komme til. For forestillingen hænger egentlig ikke sammen - til trods for at Maagaards iscenesættelse endnu en gang bringer alle de største følelser i frit fald hos O'Neill. Tekstens dramaturgi kan simpelthen ikke bære.

Men det kan figurerne til gengæld. Så hvis man kan se gennem fingre med absurde stemningsskift og montageagtige scenepåklistringer, så er der sprudlende og overraskende kyniske roller at hente her, næsten som om O'Neill her kunne være storebror til Tennessee Williams.

Hestbæks hånd

Kirsten Olesen tager stikket hjem som moderdyret, der ikke vil lade sin søn slippe væk. Olesen har hele paletten af passion og snedighed og tålmodighed, men i denne rolle spiller hun også på en snert af en skizofreni, der gør hende anderledes flyvsk og utilregnelig, men faktisk også meget hudløs.

Hendes modvægt er Ann Eleonora Jørgensens svigerdatter, der godt nok får fingrene i hendes søn, men som ikke kan opretholde sin magt over ham, når moderen er i nærheden. Jørgensen spiller mindst lige så grov og ærgerrig som Olesen, lige så hånlig og skamløst kynisk, og netop derfor bliver de to kvinder en fabelagtig duo.

Mellem dem er der dog temmelig svært at være, og Mads M. Nielsens splittede søn har svært ved at sætte sig i karakter. Måske er Nielsen bare mere til det muntre repertoire, måske har han villet give rollen som Simon Harford en psykologisk dybde, som kunne lægge afstand til den øvrige opsætning. Hvorom alting er, så har figuren svært ved at overbevise i sin psykopatiske afvigeradfærd. Rollen som hans bror får Martin Hestbæk derimod fortolket med forunderligt jordnær macho-psykologi; når den mands hånd dirrer, så er det tid til at åbne snørelivet.

Uhyggelige Langberg

Det tre timer lange stykke har kun to gæster, der banker på: Steen Springborgs advokat, der er lige så overfladisk og illusionsløs, som han skal være. Og så Jesper Langbergs fyrede bankdirektør, der opsøger den skamrige familie for at bede om at blive taget til nåde. Sådan en Kresten Skjern 2.

Jesper Langberg skaber her et uhyggeligt portræt af en mand, hvis integritet nedbrydes. Hans spil er chokerende psykologisk - skrøbeligt, som kunne han få en blodprop for øjnene af tilskuerne, og dog machostærkt udødeligt, fordi han kender sine værdier og sin egen standard.

Jesper Langbergs stemme kan ryste, så truslen ligger helt tæt på opgivelsen. Og da Ann Eleonora Jørgensen ydmyger ham med rå stemme og latter i øjnene, skrumper han og bliver lille og sammenrullet. En mesterlig rollefortolkning af en garvet kunstner, som bliver ved med at røbe nye nuancer.

Perler og kniplinger

Denne fremragende bankdirektørscene kan dog ikke redde hele forestillingens forsøg på at lykkes med det storladne. Scenografisk er Alverdens Rigdomme ellers en ekstravagant og smuk oplevelse med den flotteste gulddekoration af Peter Schulz. Her stråler Skuespilhusets Store Scene i hele sin bredde, så tilskuerne kan mærke frosten mellem svigerdatter og svigermor, når de pligtagtigt deler stue med hinanden med en gyngehest imellem sig.

Kostumerne er ikke helt så moderne som scenografien. Til gengæld er de smukkere end smukke. Om Kirsten Olesen er kønnest i den hvide silkekjole med perlejakken eller den sorte kniplingskjole? Det er ikke til at vælge.

Præcis som sønnikes umulige valg: Hvis elskov er mest dragende og ødelæggende? Den dekadente mors eller den determinerede hustrus?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu