Læsetid: 3 min.

'Husk Sabra og Shatila'

Det var desværre mere pædagogik i børnehøjde end vellykket drama, da TV 2 i aftes havde premiere på sin nye krimiserie 'Blekingegade'. Det er ærgerligt
Det var desværre mere pædagogik i børnehøjde end vellykket drama, da TV 2 i aftes havde premiere på sin nye krimiserie 'Blekingegade'. Det er ærgerligt
7. december 2009

En dramatisering af et af den nyere tids mest spektakulære fænomener, nemlig Blekingegadebandens millionrøverier og terroristiske virksomhed, er vel noget af det mest velkomne at forestille sig på de danske tv-skærme. Efter Peter Øvig Knudsens store to-bind værk om banden og Jørn Moos' Blekingegadebetjenten er nysgerrigheden vakt, og man får lyst til at få sat billeder på.

Og det fik man fra i går aftes, da TV 2 blændede op for første afsnit af fem i deres nye krimiserie Blekingegade, der præsenteres som fiktion, men som samtidig er »inspireret af de begivenheder, der fandt sted i og omkring gruppen, der senere blev kendt under tilnavnet Blekingegadebanden«.

Godt og højt tempo i fortællingen, fantastiske billeder af 1980'ernes København og et stærkt hold skuespillere med Ulrich Thomsen, Nikolaj Coster-Waldau, Thure Lindhardt, David Dencik og Helle Fagralid i spidsen. Forudsætningerne er helt i top. Dertil en klar kompositorisk idé om at lade handlingen udspille sig som en overordnet konflikt mellem på den ene side den formodede leder af banden, Jan Weimann, og på den anden side kriminalasistent Jørn Moos, leder af den særlige afdeling CX i Københavns politi.

Med et brag

Den koldsindige forbryder, der har held til at skjule sit dobbeltliv for sin kone og sine venner, over for den ligeså ihærdige efterforskningsleder, der ikke har øje for sin egen karriere, men lever for hver enkelt sag. De to støder ind i hinanden, da deres veje tilfældigt krydses inde midt i gården på Københavns Politigård. Jan Weimann for at levere et nyt edb-system til politiet, Jørn Moos fordi han har første arbejdsdag som leder af CX, den særlige afdeling for svære sager, efter at han tidligere har været i narkoafdelingen.

Alligevel falder den nye dramaserie til jorden med et brag. Eller man skulle måske snarere sige, at den falder over sine egne ben i bare iver for at vise, hvor dygtig og flot den er.

Man burde måske bare læne sig tilbage og nyde den handlingsmættede filmfortælling, men det er svært, når man ikke rigtig tror på den. Problemet ligger først og fremmest i hele filmens legitimering af bandemedlemmernes handlinger. Tidens støtte til den palæstinensiske sag og hadet til Israel er uomtvistelig, men her i krimiserien forbliver den et tomt postulat, den reduceres til banal-pædagogiske historielektioner i børnehøjde, hvor man i stedet for at være med, står af.

»Husk Sabra og Shatila,« siger PFLP-lederen i Paris og viser et billede af en dræbt palæstinenser, da Jan Weimann og den vanvittige Niels Jørgensen er i byen med 7,5 mio. kr. fra det store røveri i Lyngby.

Forceret

PFLP-lederen vil have banden til at gå væk fra røverier og i stedet forberede at tage en søn af en af Sveriges rigeste mænd som gidsel og kræve en løsesum på 300 mio.kr.

»Og husk Sabra og Shatila,« siger storebror Jan Weimann selv senere igen til lillebror Bo Weimann, da denne kommer i tvivl om det hele og vil trække sig ud af banden.

Et enkelt billede og så er vi klar til at forstå baggrunden for terror. Men så enkelt må det aldrig blive. Filmen forcerer og postulerer hadet til Israel fremfor at vise det og lade det forblive underforstået og mere grundlæggende. Det er et stort problem.

I det hele taget vil filmen gerne skære sine pointer ud i pap. Det er Peter Øvig, der i sine bøger fint og nuanceret peger på bandemedlemmernes hævdelse af et slægtskab mellem sig selv og frihedskæmperne under tyskernes besættelsen af Danmark. Det er i filmen blevet til det sloganagtige udsagn fra Jan Weimann, hvor han påkalder sig arven fra frihedskæmperne:

»De er en del af os, og vi er en del af dem.«

Der er bestemt rigtig gode momenter i Blekingegade. Konflikten mellem den rolige Jan Weimann og den vanvittige Niels Jørgensen, der flere gange trodser gruppedisciplinen og handler på egen hånd, er meget vellykket. Nikolaj Coster-Waldau er en overbevisende Jan Weimann og David Dencik yderst effektiv som Niels Jørgensen. Mellem de to tegnes også grænsen fra at være en røverbande (»Vi røver banker, hurtigt ind, hurtigt ud,« som Weimann udtrykker det) og til at blive en terrorgruppe.

Men tv-serien lider fra start under det lidt for sloganagtige i stedet for bare at vise det. Det bliver ikke mere sandt og troværdigt, at man på bedste overlærer-manér vil proppe pointerne ned i halsen på seerne fremfor at lade dem leve med i personerne. Det er tv-dramatik forvandlet til pædagogik, og fri os for det.

TV2, søndag aften kl. 20.30. Blekingegade. Instruktør Jacob Thuesen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Springborg

Det er noget roderi og det værste er, at lydbåndet er helt håbløst - mumleri i baggrunden - pinligt - overlad dramatikken til DR, som kan det